Jeg synes det var ret sjovt da jeg forleden fik en sms fra min kæreste, hvor han beskrev hvor svært det havde været at sove, fordi den ene kat jagtede mus under sengen og den anden forsøgte at erobre sengen ved at ligge helt udstrakt hen over ham.

Og som han sluttede: Musen ligger formentligt død et eller ande sted af overanstrengelse – eller også er det den mus med bedst kondition i lokalområdet!”.

Ja, ja – jeg måtte i nat sande, at ting der er sjove på skrift, ikke nødvendigvis er sjove i virkeligheden.

For kl. 5 i morges kom Bertram endnu engang ind i vores soveværelse med en levende mus i munden – for så at bruge de næste timer på, sammen med sin bror, at jage rundt efter kræet.

Og det kan larme pænt meget med sådan en indedørs musejagt – med kattefnys og musejamren.

Mens min kæreste benyttede lejligheden til at stå op og tage på arbejde, forsøgte jeg at få endnu et par timers søvn og på et tidspunkt holdte de da også op med at larme … jeg kunne så notere mig, at en af fordelene ved en indendørs musejagt åbenbart er, at mens den stakkels mus lige samler kræfter til en ny omgang jagt, så kan man da som kat lige snuppe sig et par madder!

Han ser så uskyldig ud, den gode Bertram – men i virkeligheden er han en grusom musejager:

På min liste over ting der mangler er nogle af tingene efterhånden gjort (og nye er kommet til – men status her i juli er:

• Højbede der skal gøres færdigt, – rykker stadig min ven lærlingen, der mangler at sætte kanter på – satans!
• jord der skal gøres klar til flere planter, alt er sådan set plantet (bortset fra kanterne af haven)
• lathyrus der skal nippes og plantes, done, de står og vokser langs mit hegn, men jeg tror de skal bindes da de hellere vil ligge henad naboens jord, end vokse op ad hegnet
  
• jord mellem bede der skal graves, jævnes og lægges sand på: – to stier er klare og der mangler 3-4 stykker endnu
  
• Der skal fikses bede til krydderurter, – jeps, materiale er sikret, men det skal lige gøres færdigt
  
• træ der skal skaffes til bedet i forhaven:– skaffet og ligger og venter på bedre tider og en mand med en sav og en hammer
  
• sti er skal anlægges, (fremfindes ideer til beplantning omkring stien) – ideerne mangler stadig
  
• en grøft i baghaven skal dækkes til og senere beplantes: noget af grøften er dækket til og beplantet og resten mangler
  
• et pilehegn der skal gøres færdigt og senere passes og trimmes: det må blive til efteråret
  
• ryddes op i rodet bagved skuret, lægges filser rundt ved skuret (når der er gravet og lagt sand): en hel del er kørt væk og resten er lagt i bunker, men helt færdigt er det ikke
  
• bunker med jord, sten, sand, champost, kompost og fliser der skal fjernes – der hvor der skal være en græsplane: sandet og de sidste fliser mangler
  
• faskine der skal graves (og fyldes med sten): mangler
  
• tagrender og nedløbsrør der skal monteres (når den rette størrelse er indkøbt): lige nu er de lidt for små nedløbsrør monteret på taget men det mangler at blive gjort færdigt og få dem monteret til tønden
  
• regntønde der skal købes: en ven ringede og pludselig havde jeg regntønder nok
• kompostbunke der skal vendes og en anden der skal etableres (helst i en ny og lukket kompostbeholder): jajajaja
  
• og alt det jeg ellers går og husker på … tjae der er jo også sket følgende:
  • etablering af tomat, peberfrugt og basilikumbed på sydsiden af huset (med nedgravning af fliser og sand og det hele)
  • indkøb og beplantning med sommerblomster – herunder etablering af to bede, samt tilplantning af 5 krukker og en altankasse
  • indkøb af massevis af krydderurter samt plantning af disse i to nyetablerede bede (de søde og madbedet)
  • seriøst oprydning i huset, samt transport og etablering af ramme til ny høj sofa
  • opsætning af hylder i huset
  • indkøb og plantning af salater
  • gødning, vanding og lugning af planter
  • gensåning af afgrøde
  • jordbærplukning og radisse ditto
  • omflytning af planter

Og så den allestedsværende nydning som min have også kan bruges til og som jeg hele tiden skal huske mig selv på!

Og noget er der da sket fra dengang og til nu:

Maj 2008:

Juni 2009:

Og ind imellem er jeg pænt tilfreds (selvom jeg stadig godt kunne tænke mig at der kom nogen fra et eller andet TV program og gjorde det hele helt færdigt for mig)

Når manden i huset er ude, kan græsenken spille alle de lyserøde kort på bordet.

Og det gør hun:

Lykken er kold rød lambrusco, kylling med citron og vanilje, en smørgrillet majs, bruchetta med grillet peberfrugt og mozzarella … og friskplukkede solvarme jordbær (med kun lidt jord på).

Der gik jo kun en enkelt dag med ingenting.

Da jeg vågnede søndag klokken 9.30, havde jeg ondt i ryggen af at ligge i sengen og så var jeg klar til verdens udfordringer igen.

Heldigvis havde jeg snydt og havde én lige ved hånden … så jeg tilbragte søndagen, med at ordne og plante blomster i min have.

Fredag havde jeg nemlig været i plantehimmel aka Kommunens Gartneri, som til rimelige priser solgte ud af deres overskudsplanter. Så jeg tryllede med blomster:

FØR

og

EFTER

Og gjorde min lille plet, meget mere tussenusseagtigt og lyserød:

På vores rundtur på Sri Lanka foregik en del af rejsen i tog. Oppe i bjergene er der en mulighed for at tage en tur i en 1. klasses observationsvogn, med bløde sæder og vinduer over det hele.

Den var så udsolgt – og vi tog så det tog der kun havde 3. klasses vogne med træsæder og ingen vinduer … Et tog der desuden brugte det meste af dagen på at sætte nye vogne på, køre mod næste station og så tage vognen af igen.

Turen var estimeret til 2-3 timer og tog 5 – men udsigten var fantastisk:

Bagefter talte vi om, at det ikke var det smarteste vi havde gjort, for vi rejste på Uafhægighedsdagen (60 års dagen for Sri Lankas uafhægighed fra England) og det er en af de dage, hvor der er kan være en øget risiko for attentater.

Modsat andre lande, så har attentaterne på Sri Lanka primært været rettet mod singaleserne, hvorfor lige præcis et tog, der kun har 3. klassesvogne, har større risiko, end en 1. klassesvogn.

Det er underligt at rejse i et land af ufattelig skønhed, hvor der faktisk er en reel fare og det ovenikøbet viser sig, at der er et attentat mens man rejser i området.

Men jeg har på intet tidspunkt i de 10 år jeg har rejst i Sri Lanka oplevet nogen form for fare, har aldrig følt mig truet …. men jeg er meget, meget spændt på hvad der kommer til at ske med landet. Om der nogensinde kommer fred, eller om vi bare står på kanten af en ny situation og en situation hvor terror og selvmordsbomber kommer til at blive hverdagen.

Jeg håber det ikke – mest af alt for de dejlige mennesker, der bor i det smukke land.

Jeg havde ikke taget mit eget kamera med på min ferie, men min kæreste havde sørget for, at vores fælles kamera (Canon G9) var med og der blev skudt en masse billeder med det – primært af min kæreste.

Lige nu er vi igang med beskære, redigere og oploade nogen af alle de billeder, der er taget på ferien – og med at tage den store beslutning om hvilke billeder der skal med, og hvilke der ikke skal med. Det er svært, når der er så mange og rigeligt at vælge imellem.

Men af alle de skønne fotos, er mit klare yndligsbillede det her:

Billedet er taget udenfor et tempel i Dambulla (Dambulla Cave Temple – det også hedder Det Gyldne Temple af Dambulla). Selve templet er fantastisk, men lige udenfor det er der et lille bassin, med lotusblomster og der skød min kæreste ovennævnte billede.

Det er ikke beskåret eller på anden måde bearbejdet …. og jeg synes det er fantastisk. Det kan nydes i fuld størrelse her: Lotusblomst

At klatre op på noget højt, er efterhånden blevet en del af vores ferietradition. Denne ferie var ingen undtagelse og inden vi tog afsted, havde jeg besluttet af feriens udfordring i år var Sigiriya.

Med sine kun 377 meter over havets overflade, er Sigiriya klart det mindste vi har klatret op på – og rent fysisk var det ingen udfordring. Vi kom nemt både op og ned.

Men Sigiriya ligger fantastisk smukt i landskabet. Som en kæmpe sten, står den højt over resten af landet. Man kommer op via trapper. Halvvejs oppe, fører en vinkeltrappe en op i en grotte, hvor resterne af de smukkeste friskoer er blevet fundet.

Det er efter sigende den eneste ikke-religiøse kunst, man har fundet på Sri Lanka – og viser pin-ups, fra omkring det 5. århundrede. Der har på et tidspunkt været over 500 billeder, men nogen er gået til over tid og i 1967 blev en del af den ødelagt af en vandal, og i dag er der kun 22 tilbage.

Efter billederne kommer man ned langs en mur, der kaldes spejlmuren, da den har været dækket af en spejlblank glasering. Muren er i dag beskyttet, da det har vist sig, at grafitti ikke nødvendigvis er af nyere dato og der på muren befinder sig op mod tusinde inskribtioner fra mellem det 7. og 11. århundrede.

Fra inskribtionerne kan man også lære at både mænd og kvinder blev påvirket af de smukke kvinder i hulen ovenfor.

Det var en smuk tur – som altid er det åndeløst, at stå højt oppe og kigge over verden – og udsigten fra Sigiriya var ingen undtagelse.

Og vi kom ud af turen uden bensmerter eller andre mén.

Senere på ferien, mødte vi nogle andre turister, der med besvær møffede sig ud af nogle stole og krappede sig op ad nogle trapper. Det med et noget smørret grin vi kunne genkende gangen og spurgte dem “Adams Peak?” … og ja, det var årsagen.

Og vi huskede smerten fra sidst … og pludselig så gjorde det ikke så meget at Sigiriya kun havde været 377 meter højt.

Arbejdet er begyndt at fylde igen. På mange områder på den gode måde, men samtidig også med lejlighedsvis tilbagevenden af snurrende hænder og løsgående nattetanker. Jeg har svært ved begrænsningens kunst, jeg er stadig i lære og har meget at lære.

Men det er rart at blive udfordret igen. At tænke og formidle. At rose og blive rost. Jeg er blevet bedre til det første og høster (måske derfor?) mere af det sidste.

Om en uge holder jeg ferie og om fem minutter holder jeg weekend. Og ved min side vil være mit gamle nyrepareret kamera og senere på dagen mine mosterunger, for vi skal ud og gøre kulturnatten usikker, efter at vi har spist lam og rodfrugter i øl.

Jeg trænger til en weekend og jeg tror det bliver godt

.. og jeg elskede hver bid…

Jeg sad og klippede en and ind i sandbakke fra Saharah, mens septembersolen lagde sine gyldne stråler om søndagens eftermiddagstimer og himlen var høj, flot og blå.

Jeg benyttede mig af Folkeoplysningens tilbud om at berige mit liv og blive klogere. I 2½ dag. Fra fredag eftermiddag over hele weekenden.

Vi gjorde det samme i forrige uge og blev både beriget og klogere. Dengang var det en purung og entusiastisk gut som underviste os i det digitale kameras finurligheder.

Derfor kom det som noget af en overraskelse, at der kan være så utrolig stor kvalitetsforskel på undervisningen fra da til nu. Denne gang var det kursus i Photoshop og det var ringe.

Underviseren var uengageret, uinspirerende og uinteresseret i både sit emne og sine elever. Til gengæld kan jeg af kursuskataloget se, at det ser ud til at han lever af at undervise i IT. Stakkels alle de andre.

Hele kurset var i sin opbygning både kedeligt og gammeldags. Billederne var gamle og af en forfærdelig kvalitet og der gik alt for meget tid med at lære at skrive tekst ind i sine billeder (og så kan man hive i den så den står skævt eller sætte det som en fisk) eller lave “sjove knapper man kan sætte ind på sin hjemmeside” eller rette skæve bygninger op, mens proportionerne forringes.

Vi brugte til gengæld ingen tid med at se på egne billeder, eller forholde sig til de behov, ønsker eller spørgsmål som kursisterne havde. Standard svaret var enten “det ved jeg ikke” eller “det har jeg ikke haft behov for at bruge“, når nogen alligevel formastede sig til at stille et spørgsmål udenfor pensum.

Undervisningen var skævt skruet sammen i forhold til de behov kursusdeltagerne havde og i forhold til det Photoshop kan. De ting som vi lærte der, ved jeg i hvert fald, at jeg kan gøre både bedre, hurtigere og billigere i andre open souce programmer.

Og endelig var undervisningsformen umulig i sin opbygning, idet underviseren forventede at kursusdeltagerne alle sammen og hele tiden, formåede at lytte, se og gøre samtidigt.

Der var ikke noget med at stoppe for at tjekke om alle var med – til gengæld blev han sur eller irriteret, hvis nogen afbrød ham med spørgsmål eller bad ham stoppe fordi de ikke kunne følge med. Det skabte både frustrationer i undervisningen og frafald på 3. dagen.

Jeg er godt klar over, at FOF ikke kan holde den samme standard som professionelle kursusudbydere, men jeg forstå ganske simpelt ikke ideen med det her hold og jeg forstår ikke, at der ikke gives kursusdeltagerne mulighed for at evaluere undervisningen/underviseren.

Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at lade det gå upåvirket forbi mig – 1000 kr. for 3 dages nyttesløst kursus er da også en slags penge – og jeg sender en uopfordret evaluering til FOF. Så må vi så se om det kommer til at gøre en forskel, på kort eller længere sigt.

… og så skal jeg til at shoppe noget mere rundt mellem de forskellige udbydere, for det ser ud til både AOF og DOF er noget mere moderne i deres kursusudformning.