Jeg synes ikke, at jeg har mange ting.

Opfatter også mig selv, som en ikke-materiel person, da det med at eje og købe ikke er alfa og omega i mit liv.

Og denne ikke-materialist har nok brugt omkring 14 dage på at pakke ned. En uges tid i maj, og så den sidste uge her.

Jeg har omkring 70 flyttekasser.

Og et fornyet syn på mig og mine ting.

De to gange jeg har skulle pakke, har været om mod en deadline og derfor har jeg kun skrabet i overfladen mht. sortering og hvad der er nice og hvad der er need.

Og hvad der er minder.

Jeg har eksempelvis ikke mindre end 9 pander:

• 2 store teflonpander
• 2 små teflonpander
• 1 grillpande – overtaget da min mor fik induktionskomfur
• 1 æbleskivepande – også fra min mor (+en ekstra jeg har i sommerhuset)
• 2 små crepe pander – som jeg overtog af min nederbo Eva, engang hun ryddede op.

Det er ikke nogen overraskelse at de 12 af flyttekasserne er køkkenting (heraf 3 med sylt, kolonialvarer og krydderier).

Og ingen mennesker har brug for 8 pander – om end jeg faktisk har gang i 4 pander når jeg bager pandekager.

Og det er svært at skille sig af med noget, man har fået, af nogen, der nu er død.

Men når jeg kommer frem til mit lille nye hus – som er 43 m2 mindre end min lejlighed, skal jeg rydde op og skille mig af med ting …også selvom jeg får en kælder med god plads til opbevaring….

Selvom det egentligt er meningen at jeg skulle holde ferie – og endda betaler dyre penge for at lave ingenting – så er det ikke det jeg gør.

Jeg begyndte at pakke mit hjem ned tilbage i maj, og i betragtning af hvor længe jeg har været i gang, må jeg konstatere at jeg udfører et særdeles dårligt arbejde. Jeg befinder mig stadig i et land af “halvt nedpakket” og halvt udpakkede “hvor fanden er nu også…”-kasser.

Og det bliver kun værre over tid.

Jeg går og venter på svar. Svar på om jeg skal flytte 1. august. Eller 1. oktober.

Og svar har jeg fået – men kun halve og delvise og … efter min opfattelse … forkerte. Det sidste var at jeg godt kunne flytte 1. august, men at jeg hæftede for huslejen indtil 30. september – og det svar er jeg så på vej ind til LLO med.

Så jeg går lidt rundt i cirkler. For ikke helt startet eller fuldført de ting de opgaver der er – og kommer derfor ikke rigtig nogen steder – og forbandelse over en selv og egne evner, har ikke ligefrem en euforisk virkning.

… fik jeg sagt overspringshandling…?

Det første mini-skridt er taget. 

Jeg er i gang med en proces, der på sigt vil betyde, at jeg bytter min herskabelig lejlighed i hjertet af Vesterbro til en anden bolig.

Et halvt dobbelthus med have, i et lille skævt villakvarter i Valby.

Afhængig af min udlejers samarbejdsvillighed bliver det enten i skiftet juni/juli eller til september – og i min verden er det her skridt stort og lidt skræmmende.

Da jeg var i 20’erne var jeg modig. Min veninde og jeg kørte gennem Europa på motorcykel, sov langs med vejen. Den rejse gav mig blod på tanden, så senere sagde jeg mit job op og pakkede motorcyklen og kørte mod Spanien og et usikkert og 100% provisionlønnet job.

Da jeg 3 1/2 år senere kom tilbage startede jeg et universitets studium op – og smed den no-good kæreste på porten, som jeg ellers havde med mig hjem.

Og som jeg husker de ting, var det panden frem og skuldrene op og lige ud. 

Jeg opfattede aldrig mig selv som modig eller særlig. Eller heldig eller dygtig. Og jeg planlagde ikke.

Hvis der er en ting, der er karakteristisk for mit liv, så er det mangel på planlægning. 

Og det i kombination med at turde sige ja til de ting, livet har budt mig, har bragt mig mange forskellige steder hen.

Og lige nu står jeg på tærsklen til nye oplevelser og en drejning i mit liv, hvis jeg tør sige ja. Og jeg spørger mig selv, hvornår var det at jeg blev sådan en bangebuks? 

Jeg kan ikke huske hvem det var der spurgte mig, men jeg ved at jeg engang blev spurgt; “når du gør ting i livet, går det mest godt eller dårligt?” Og jeg svarede sandfærdigt, at det mest gik godt – og fik så opfølgningsspørgmålet “Hvis det mest går godt, hvorfor skulle det så ikke gå godt denne gang?”

Hvis jeg kan overvinde min irrationelle angst for at flytte ned i jordhøjde kan det være at jeg skifter min udsigt ud i en ikke al for fjern fremtid.