Jeg elsker min by, når himlen kysser byens silhuet med lyserøde luftkys og taget på kirken og naboens hus, står sorte mod den midnatsblå nattehimmel.

Jeg er så lidt færdig med København, når jeg cykler hjem i en by, der stadig summer af liv og folk der er på vej hen eller væk i den lyse sommernat.

Jeg er stadig en smule tolerant, når jeg klimter med klokken for at få den flok (handlede?) kvinder væk fra cykelstien på Halmtorvet. De kvinder, der står i alt for lidt tøj og ligner det karikerede billede af en 14-årig drengs våde drøm om en luder i netstrømper, hulkort og stiletter.

Jeg mærker hvordan det er varmere blandt byens huse, og jeg mærker det endnu mere, når jeg på vej mod min dør, går forbi restauranterne og ser på de tilfredse gæster, der sidder med latte, øl og lune drikke under tæpper og gasvarmere.

Jeg forstår, der midt på vejen, at jeg bor i en by som jeg tit tager for givet, mens andre tager hen for at besøge den og jeg kan se hvad de tiltrækkes af og hvorfor vi kendes ude i verden.

Jeg føler mig priviligeret, når jeg har min by og mit centrum og alligevel ikke er længere væk end en kort tur gennem fælled og over bro, før jeg er på mit eget lille stykke jord, blandt radiser og flag i nationalfarver.

Og jeg elsker måske ikke så meget mit land og heller ikke ved midsommer mest … men min by er en anden sag og på midsommernatten folder skøheden sig ud og byder sig til.