maj 2005


fredag 13. maj 2005 kl.11:53

Man siger at angst æder sjælen – det gør det måske. Men det der er ved at æde _mig_ op indefra, er frustration og vrede.

Vrede der ikke tillades vendt udaf og derfor opbygger en frustration, der indimellem er ved at vælte mig omkuld.

Men det er ikke noget, der skal blive ved med at være i mit liv. Det kan ændres og det skal ændres og det er lige præcis i disse tider, at ændringen kommer til at ske.

Det kræver bare en lille smule tid – og den har jeg nu hvor pinsen står for døren…..

torsdag 12. maj 2005 kl.9:56

“Hvad er det lige at en SQL er” spørger min kollega.

Se, normalt ville jeg ikke vide hvad jeg skulle svare – men lige præcis i dag, kunne jeg give et nogenlunde sammenhængende (og ihverfald for en total uvidende – ret overbevisende) svar fordi mandagens mysterie rent faktisk havde sendt mig googlende på ord som mySQL, som jeg indtil da havde levet i total (og egentlig også lykkelig) uvidenhed om.

Ha! siger jeg bare – jeg bluffer for vildt!

onsdag 11. maj 2005 kl.9:43
I den sidste time inden søvnen greb mig, kunne jeg næsten mærke dine arme om mig. Med næsen i puden sniffede jeg den allersidste duftmolekyle. I mine tanker lå vi tæt, du opad mig og jeg opad dig. Vi flettede fingre og ben og åndede i takt.
tirsdag 10. maj 2005 kl.7:40

Efter at have fået et par meldinger om, at det overhovedet ikke er muligt at kommentere på bloggen pt. har jeg sat i min skarpe computermind på sagen – og jeg tror at jeg ved hvad det skyldes …. Med mindre jeg lægger 2 og 2 sammen og får 400 – så tror jeg, at jeg på en eller anden måde har fået bannet ALLE og jeg kan ikke fjerne den IP Banning igen.

Enten er jeg et usædvanligt fjols (hvilket jeg kan tillade mig at postulere, så længe ingen kan kommentere og sige “Jeps det er du”) eller også er de der spammere udsædvanlige snedige…….

Det jeg ved er sket – og som måske er skyld i miseren er følgende:

Sent søndag aften får jeg meldingen om, at der er nogen der har registreret sig som medlemmer på bloggen. Jeg går ind og tjekker og ser at det er nogle af de der dejlige fiktive personer og går i gang med at banne deres IP adresser.

Ved banningen af adresserne, er der en der opfører sig anderledes. Tallene er ligesom “usynlige” – det vil sige at der kommer ingen tal frem da jeg banner adressen – Klik evt her for at se hvad jeg mener.

Jeg tænker så ikke videre over det – indtil jeg så opdager, at man ikke længere kan kommentere, og så gerne vil løfte den banning, for i det mindste at se om det er der problemet ligger.

Men det kan man så ikke!

Jeg kan fjerne alle de andre IP banninger – men den der, den vil ikke væk……..

Og da jeg har et liv og et arbejde – er det nødvendigt at lade sagen hvile der – indtil jeg kan få fundet ud af om jeg er helt ude i hampen med min teori – og hvad jeg evt. kan gøre ved problemet.

Nåja – hvis du har en ide er du velkommen til at smide mig en mail på fuckjerfuckingspammere [snabela] visitsen [punktum] dk (eller hvad du nu har lyst til at skrive foran [snabela]visitsen.dk)

U P D A T E
Med et hit fra den ene og lidt praktisk hjælp fra den anden så lykkedes det at fjerne den mystiske “usynlige” IP-adresse og det ser ud til at der gjorde tricket… – og vi åbner igen for boks et

mandag 9. maj 2005 kl.20:17

De står på der i Stenløselinie H mod Farum med deres blonde/sorte/lilla strit hår, piercede øjenbryn, deres malede øjne, deres nye sorte lange læderfrakker, røde kontaktlinser og sorte negle.

Så sidder de der og siger “fuck dig” med deres pæne forstadstemmer. Kun pigen med den (i dagens anledning) lilla hanekarm, falder ud af jagonen da hun “åh skatter” kæresten, for at få den fælles flaske hvidvin, der går på omgang.

Og jeg sidder der og kigger på dem og tænker tilbage. Tænker tilbage til mit oprør, mine malede øjne og strittende farvet hår og mine ønsker om at provokere.

Og verden går i ring og de er næsten yngre end den piercing, jeg stadig har i tungen – og hvordan kan de tro at de stadig kan provokere?.

Men måske kan de stadig?

Måske er den forstad de kommer fra lige så intolerant, som den jeg kom fra. Måske er der stadig nogen, der ryster på hovedet og tænker “ungdommen nu om stunder – næ da jeg var ung…” og så husker noget helt andet. Noget med pæne ankelsokker og plisserede nederdele.

Jeg syntes de var helt vildt søde – som de sad der og legede seje – og jeg er sikker på at det ville have været helt vildt provokerende, hvis jeg var gået op og havde sagt det til dem….

kl.11:44

når dagen starter med:

40 minutters samtale med “hade-s…….. #1” strøget af selvcensuren

efterfugt af

– smældende hovedpine og boblende mavesyre
– kaffe i tastaturet
– udtagning af CD-rom, der endte med at PC’en blev slukket og
– dokumentet jeg havde arbejdet på de sidste 2 timer forsvandt

Det er vist noget med at vand og frisk luft skulle være så godt – men jeg stemmer på et knus!

kl.9:16

Minusformen er blevet ændret. Vi var rigtig meget bedre end sidste år. Næsten 30% bedre på tiden og omkring 100% bedre på formen.

Hvor vi sidste år måtte holde en masse pauser under selve løbet, og var døden nær da vi sluttede – og brugte aften på at se om vi overlevede, så var året i år helt anderledes: Vi klarede det meste af løbet uden pauser (og ind imellem kunne vi oven i købet snakke sammen mens vi løb!) og bagefter var vi begge opfyldt af energi og virkelyst.

Så det gør altså en forskel – det der med at begynde at dyrke motion.

lørdag 7. maj 2005 kl.22:53

Jeg elsker min mor, jeg er tit stolt af hende, jeg kan lide hende – også at være sammen med hende. Nogen gange driver hun mig til vanvid (og sikkert også det modsatte) – men mest af alt respekterer jeg hende og mener alt i alt at hun har gjort et ret godt job med, at få sendt min søster og mig, derhen hvor vi er nu.

I anledning af Mors dag, vil jeg gerne bringe mine “100 ting jeg har lært af min mor”-liste. Store og små ting som jeg har lært af min mor – enten fra hendes mund, min opdragelse – eller gennem eksemplets magt.

Jeg har lært af min mor:

1. At det er ok at snakke med de folk man står i kø med
2. At man kommer længst med åbenhed
3. At hvis det viser sig at man har taget fejl, kan man gøre tingene om
4. At der findes ubetinget kærlighed – og at jeg har hendes
5. At man ikke skal springe over, hvor gærdet er lavest
6. At man skal nyde livet
7. At når man klager så er der “ikke er nogen der har sagt, at det skulle være nemt”
8. At menneskekroppen er naturlig
9. Det er ligegyldigt hvad jeg laver, så længe det gør mig glad
10. At lave mad god mad og hele tiden forny sig
11. Hvordan man vrider en karklud
12. At nyde solen
13. Hvad det vil sige at have grønne fingre (hun har – mine er mere brune)
14. At jeg er klog – og at det er en god ting (der kan ikke skrives tykke bøger om hvad jeg ikke kan eller ved)
15. Hvad en rigtig strand er (sand, klitter og havvand – alt andet er fusk!)
16. For meget make-up ser billigt ud,
17. og kun ludere ryger på gaden
18. Når man går fra at holde i hånd til at have sex, kan man aldrig gå tilbage
19. At jeg kan selv
20. Der går ikke skår af én fordi man siger undskyld
21. Hvad en rigtig mor er,
22. og at en mor altid er klar til at hjælpe – en selv, ens venner og ens kæreste
23. Brug ikke flere penge end du har
24. og lån ikke med mindre det er nødvendigt (og det er det aldring)
25.. og køb aldrig – ALDRIG – på afbetaling
26. Huske altid at sige “be om” og “tak” (høflighed er gratis!)
27. Hold dig for munden når du hoster!!
28. Man kommer ikke tomhændet til et selskab
29. og man hjælper til når man er ude
30. Strygefri skjorter!
31. At gemme på elastikker
32. og plastikbeholdere
33. og gavepapir
34. At julen er vigtig og bedst når den fejres med familien
35. (men at man ikke behøver at elske folk, bare fordi de er familie)
36.. At man skal tage hue på når det er koldt
37. og vanter og knappe frakken
38. Det er dyrt at være fattig
39. At man er en dovenlars, hvis man sover længe (og at alt efter kl. 8 er længe!)
40.. Fødselsdag? – så er du den der er konge!
41.. Det er ikke pænt at bande
42. At man kan være selvforsynende (saft, syltetøj, rugbrød, leverpostej, rullepølse – you name it!)
43. At åbne sit hus og sørge for at ens gæster føler sig velkomne og ventede
44. og dække et pænt bord
45. At spise pænt
46. At kvinder er stærke
47. At elske ild og kunsten at tænde op i en brændeovn og lave et bål
48. At man bør sikre sin alderdom (og på et eller andet tidspunkt skal jeg have kigget på mine pensionsforhold!)
49. At rette ryggen – fysisk og mentalt!
50. At man ikke må slikke på kniven
51. Men at det (næsten) er ok at slikke tallerknen, når man har fået dessert
52. At spise salat (og at den smager bedst, når alt indholdet kommer fra haven)
53. Altid have lidt dårlig samvittighed over, at jeg aldrig ringer nok
54. At holde af dyr
55. men alligevel have et usentimentalt forhold til dem
56. At sommeren leves udenfor
57. Glæden ved vand – at bade, svømme og sejle
58. At tage skoene af inden døre
59. men ikke gå rundt på strømpefødder (et dilemma – i og med at jeg ikke ejer og vistnok aldrig har ejet et par sutsko!)
60. At være åben for “det alternative”
61.. Aloe Vera kan kurere det meste.
62. At være skeptisk
63. At man græder mest i enerum
64. At familien er vigtig
65. At alder ikke er en hindring for at prøve nyt, eller ændre vaner (jeg er stolt af dig mor!)
66. At man bider tænderne sammen når man har smerter
67. At 45 minutter i tog er en dagsrejse
68. At det er ligegyldigt hvem jeg tager med hjem – de vil altid være velkomne, hvis de gør mig glad
69. men “Hvad er der galt med en almindelig dansk mand – der kan kalde mig svigermor?”
70. At gøre rent (og ekstra rent, hvis jeg ved at hun kommer på besøg)
71.. At sætte pris på livet.
72. At strikke og hvordan man redder et strikketøj fra rendemasker
73. At bage brunkager, sylte og lave saft
74. Sætte pris på blomster (og navne på en hel del)
75. Lave en pæn buket
76. At fjerne midterdimsen i hvidløg, det skulle gøre at man undgår dårlig ånde (men virker det i virkeligheden?)
77. At man skal gå udenfor i det gode vejr (eller have dårlig samvittighed hvis man bliver inde)
78. At snakke – meget!
79.. At man ikke skal lade sig kue af autoriteterne
80. Hvad der kan ske hvis man går på kompromis med kærligheden og sine egne ønsker
81. At jeg har en mening, der er værd at høre på
82. At være en lille smugle skamfuld overfor sex (“Ih altså – midt om dagen!”)
83. At bruge glycerincreme til hænderne
84. At være (overdrevent) fokuseret på mit hår
85. At elske at gå ture
86. At være kreativ
87. At penge ikke vokser på træerne
88. Altid have rent undertøj på (man ved ikke hvornår man kan risikere at blive kørt over og komme på hospitalet)
89. Hvordan man altid skal knække sine æg i en skål for sig, så man ikke ødelægger det hele på grund af et dårligt æg (hvilket jeg aldrig gør – og lige har fundet ud af at hun heller ikke gør!)
90. At værdsætte yoga
91. Hår? – det farver man da!
92. At elske – elske – elske at danse
93. At være nysgerrig
94. At være drivende sarkastisk
95. Luk døren for varmen!
96. At man ikke skal lade sine ting eje sig
97. At jeg er god nok
98. At jeg kan hvad jeg vil
99. At kunne grine af sig selv
100. At det ikke passer at hun er ligeglad med om Mors Dag bliver husket
kl.19:12

Mens veninden og jeg sludrer, der på forsædet – kommer den lyse pigestemme lige så klart igennem – det er tydeligt at hun har hørt efter de voksnes (tisk!) snak og nu er der altså noget der skal opklares:

“Moar _ det der “rend mig i røven” betyder det “spark mig i numsen?”

P.S.
Jeps – de får det hjemmefra!

fredag 6. maj 2005 kl.10:19

Det spændende er om sidste års minusform er blevet ændret? Om jeg her i år rent faktisk vil kunne løbe hele løbet. Men mon ikke det bliver lidt nemmere i år hvor jeg ikke længere ryger og rent faktisk har løbet op til løbet. Ikke ligefrem trænet op, men løbet lidt hid og did. Formen burde være bedre end sidst.

« Forrige sideNæste side »