tirsdag 24. januar 2012 kl.18:53

… og der er mere endnu .. hvis du vil begynde med begyndelsen så starter det her #1 og #2

Juli

Efter et stykke med sommer hjemme i Danmark, var varmen ikke mindre belastende hernede. Jeg har oplevet at svede fra steder på kroppen, jeg ikke vidste at man kunne svede fra. Jeg har siddet stille på en stol og haft sveden drivende af mig og jeg har dryppet på mine tæer, bare ved almindelig gågang.

Så det er ikke så underligt at al tid der ikke foregik på en båd, blev tilbragt i skyggen, indedøre med aircon eller endnu bedre i Dahab, hvor det altid blæser, hvilket er rigtig, rigtig rart om sommeren.

Juni var hård på andre måder, for det var også den måned, hvor Killingen forsvandt – desværre nok ikke efter egen vilje. Hvilket vi dog ikke kan bevise. Jeg var seriøst ked af det … men måtte også erkende at Egypten og katteliv er anderledes end i Danmark og der gik ikke mange dage før vi måtte kæmpe en hård kamp, for ikke at blive katteforældre for endnu et kuld killinger.

Men er livet i overfladen hård, er det noget andet i vandet:

Ingen billeder kan i virkeligheden vise den mangfoldighed og rigdom som Rødehavet viser om sommeren. Shark & Yolanda er det smukkeste sted at dykke – men kæmpe stimer af fisk som man kan blive fuldstændigt fortabt i.

Det er fabelagtigt med tryk på alle bogstaverne.

Og mellem dyk og sved, så knoklede jeg på med min Divemaster. Det var rigtig meget teori der skulle læses og en hel del øvelser der skulle udføres, testes og vurderes. Jeg var med til en del undervisning og havde også selv ansvaret for en del af det. Det var spændende og det var sjovt og jeg var rigtig, rigtig tilfreds med valget af instruktør. Hun var virkelig dygtig og et rigtig godt selskab.

Og mens det var varmest og alle mennesker og dyr forsøgte at holde sig inde og dadlerne blev modnet på palmerne, begyndte Ramadanen. Og folk blev sløve og dvaske og nærmest alle steder kunne man finde folk (vagter, butiksansatte, vores staff) som sad i et hjørne og småsov. Og vi andre drak og drak for ikke at blive dehydrerede og man følte sig altid en lille smule skamfuld når man gjorde det foran en troende muslim.

August

I august får jeg endelig gjort min Divemaster færdig og jeg tager en lille pause fra dykkeriet

Jeg har mig et par rolige morgner og kommer igang med nogen af de “projekter” jeg har haft liggende i baghovedet. Sylter nogen af de frugter der er i sæson (belært af erfaringen “ta’ dem når de er der”), prøver om jeg kan få nogen frø til at gro (hvilket jeg ikke kunne).

I august forsvinder Topper også. Først tror vi at hun er helt væk ligesom Killing, og naboens to katte, men senere kommer hun tilbage og vi finder ud af at vi ikke vil kunne finde ud af lade hende blive tilbage når vi rejser. Vi går igang med at få hende gjort klar til turen til DK. Det er også i august at kærestens vane med at slutte dagen med en cola og en stang saltstænger virkelig rodfæstes og der indkøbes lager af saltstænger.

Og endelig er august måned der hvor den første juleforberedelse gøres i og med at jeg sylter et glas med kirsebær til julens risalamande (og jeg skal hilse og sige, at de blev rigtig gode!)

Inden august bliver til september holder vi en lille ferie og tager til Dahab … og dykker (!). Et lille morgendyk lokalt .. og så afslapning resten af dagen. Det er seriøst ferie og vi nyder det og det bliver ikke bedre, da jeg endelig får mulighed for at se en søhest og kæresten finder et sted hvor de sædvanlige 2-3 øl er suppleret med en hvedeøl.

September

I september har kæresten fødselsdag og op til det havde jeg gjort mig mange krumspring for at få bestilt hans gaver og få dem bragt herned. Hans gode ven Tom kom til fødselsdagen og de stempler og neoprenbukser havde fået fat i, var heldigvis noget han kunne bruge. Bytning var heller ikke mulig.

Noget der også kunne bruges var de svinemørbrad, omviklet med bacon som vi serverde på den fødselsdags BBQ, vi holdte for kæresten. “Væk som dug for solen” er en sneglebetegnelse for den raskhed hvormed de forsvandt.

Tom var her i 14 dage og det var 14 dage med gode og en lille smule slemme oplevelser. Det var super at hænge ud i pølen om aften efter en travl dag på vandet. De to venner tog et teknisk kursus, der skulle give dem kompetencer på dyk ned til 100 meter og det hele endte med at min kæreste kom en tur i Trykkammeret. Det var ikke nogen rar oplevelse.

Så var det en noget finere tur vi sammen tog ud til Ras Mohammed, hvor vi så det hele lidt fra oven, i forhold til når vi dykker derude.

Til sidst fik Topper en tur. Op på bordet og med nål i poten … hun skulle gøres klar til hjemtransport, for Tom skulle have blodet med hjem til Danmark, så det kunne sendes til Tyskland.

September var også den måned hvor for alvor fik gang i gymnastikken igen. Startede på zumba og pilates – det var skønt at få rørt sig igen og det er rigtig rigtig rart, at der ikke er nogen billeder fra timerne.

kl.13:22

Mit år i sandaler render ud – i morgen ved denne tid lander jeg i København, en helt del oplevelser og en enkelt kat rigere.

Mens 2011 åbenbart har været et lorteår for mange, og krisen kradser så den åbenbart ikke rigtig kan undgås at mærkes, så har jeg haft et fantastisk år og jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om at jeg gjorde det rigtige, da jeg sagde mit arbejde op og rejste ud.

Nærmere om mit 2011 kan findes på bloggen “Et år i sandaler” … men her kommer den opsummering, jeg lavede da året begyndte at rende ud…

Januar

Januar gik med at pakke ned. Pakke lejligheden ned, få styr på alle ting i vores fravær: (forsøg på) udlejning af lejlighed, pasning af katte, pasning af nyttehave, udlejning af sommerhus, afmelding og opstaldning af bil – afvikling af to jobs, stress hos den ene og uddannelse som PADI instruktør hos den anden. En milion praktiske ting der skulle være på plads … samtidig med at vi kunne se en revolution være på vej i det land vi skulle ned til.

I januar sagde vi farvel til det hele. Venner, familie, besiddelser og normal hverdag … og vi sagde goddag til en hverdag med hav og blå himmel. Den 28. januar 2011 stod vi med foden på Egyptisk jord – og tog de første skridt ud i vores nye liv.

Februar

Det første vi skulle var at finde et sted at bo. Vi havde købt en uspecificeret rejse til Sharm og boede på hotel den første uge, mens jeg var ude og lede efter en lejlighed til os. Jeg fandt hurtigt ud af, at det både var dyrt og grimt hernede … men endte med at finde en lille bitte 1v. i et rigtig pænt og grønt område og vi flyttede ind.

Vi var ikke de eneste der flyttede ind, for med lejligheden kom også Topper, der ret hurtigt fik møvet sig ind på os, og blev hængende. Andre katte forsøgte også at komme ind, og det var rigtig svært lukke døren for de søde, smukke, syge, sulte og kælne katte.

Hverdagen med vand og dykning fik også plads og mens der var højt til loftet på det blå kontor, så faldt det ned omkring os i lejligheden. Faktisk braste det meste af lejligheden sammen omkring os og vi var ikke ubetinget glade for lejligheden.

“Men hvad med Revolutionen, hvad med REVOLUTIONEN, det arabiske forår – historiens vingesus?” Kan jeg høre nogen spørge. Og faktisk så fyldte det så utrolig lidt i vores hverdag – og i hverdagen for de folk vi omgikkes. Det eneste vi kunne mærke, var den faldende turiststrøm – men det gjorde til gengæld ondt og alle instruktørene fik valget mellem at blive fyret og hyret ind på freelance basis eller gå 50% ned i løn. De gjorde det sidste.

Og jeg fandt gær så jeg kunne begynde at bage brød – og på min fødselsdag, kom jeg på skønhedsklinik.

Marts

Marts gik et langt stykke hen ad vejen med at være “homemaker” – jeg startede sådan for alvor med at bekæmpe brødkrisen med hjemmebag. Sørgede for at vi fik et bord og et par stole så vi havde noget at sidde ved og jeg syede myggegardin, da det viste sig at man egentligt ikke kunne sidde udenfor og spise da der var for mange fluer om dagen og for mange myg om aften. Jeg stod for alle de praktiske ting, som at få en opvaskebalje, viskestykker og en ordentligt seng – for den vi havde gjorde mig praktisk taget invalid og jeg kunne ikke gå den første halvdel af dagen, pga. smerter.

Topper voksede sig stor og mægtig – spiste for langt flere end to. Vi begyndte så småt at finde vores vej rundt i centeret og måtte sige farvel til den første rigtige ven vi havde fået på dernede. Til gengæld fik vi de første besøg fra derhjemme og først kom min mor og senere en veninde og de forsødede vores liv med selskab og lakridser og alt det vi lige stod og manglede.

Den 21. marts blev Killing født og den og hele det efterfølgende kattemenageri med bortløben kattemor, nødfodring, sterilisering og hente og bringe og dyrlæger tog meget af min tid og min nattesøvn. Det viste  mig også hvor kort min stresslunte stadig var og hvor lidt der egentligt skulle til, for at bringe mig ud af fatning.

Imens levede min kæreste sit liv på det blå kontor og med fysisk udfoldelse og var vist rigtig glad for tilværelsen.

Og jeg kom mig igen. Og i marts havde jeg et liv hvor jeg var på båd og dykkede, eller var hjemme hvor jeg løb og svømmede om morgen, tog mig af hus, hjem og kat om dagen – og lavede mad til de dage hvor vi kom sent og trætte hjem.

Og jeg fandt os også et nyt sted at bo og så var de første tre måneder gået og vejret havde varmet sig og vandet var omkring de 25 grader.