Først var sygdommen. Og mere sygdom og værre sygdom og efter dødsfaldet optakten til begravelsen, som til tider druknede i den følelsesstorm, der var omkring min fars deltagelse i bisættelsen.

Wroooom. Det var juni. Juli tilbage på arbejde. Afvikling af en malplaceret fest og en uges ikke-så-meget-ferie-ferie. Et mindre nedbrud i sorg og så videre. Mere arbejde, i stadig højere tempo.

Og ferie. Puf. Mentalt stilstand. Skønheden i naturen. Sorgfulde øjeblikke. Aldrig mere, ikke mere – ingenting at dele. Og jo ….er jo ikke alene i verden.

Septembers tilbagevenden efter sommeren. Med utrolig flotte sensommerdage – dog betragtet fra en sygeseng, da 1 måneds ferie blev afløst af sygdom. Den første uge hjemme – nu forsøgsvis tilbage.

Tænker: hvornår kommer lettelsen? 

Udstrækning efter at have været sammenpresset så længe. Bliver det nogen sinde som det var engang? Før stress og sygdom og lange arbejdsdage?

Prøver at tænke “tålmod” ind i ligningen. Det må blive anderledes, for så meget er forandret.

Klokken 7.50 åndende min mor ud for sidste gang.

De siger, at det sidste der forsvinder er hørelsen og er det sandt, så var det sidste min mor hørte, mig der fortalte hende, at vi elskede hende og vi vidste, at hun elskede os.

Omkring klokken 4 kunne jeg høre at hendes åndedræt blev lettere. Hele natten havde hun åndet dybt og tungt. Men lidt før 4 forandrede det sig. Jeg stod op og kiggede til hende. Åbnede døren ud til søen op og sammen hørte vi korret af fugle, der sagde godmorgen til en ny dag.

Da det blev for koldt lukkede jeg igen. Hun var lidt urolig og jeg ringede efter en sygeplejeske, der kom ind og gav hende noget beroligende. Jeg gik tilbage til sofaen og vi faldt begge hen.

Lidt over 7 tikkede en besked ind fra advokaten. Alting var gået i orden. Det rod, der havde været omkring deres ægtepagt, var blevet ryddet op – og nu var det endelig blevet tinglyst.

Jeg stod op og fortalte det til hende. At hun kunne være rolig nu. Alting var ordnet. Hun måtte gerne slippe. Vi skulle nok klare os og tage os af hinanden.

Og endelig fik jeg modet, overskuddet – eller visheden for at nu, var  sidste chance for at sikre, at hun vidste hvor stor en betydning hun havde – og ville blive ved med at have i mit og vores liv. Så jeg fandt et gammelt blogindlæg frem og på min telefon læste jeg for hende “De 100 ting jeg har lært af min mor”.

Omkring nr. 86 kom sygeplejersken ind og jeg bad hende om at gå, da jeg gerne ville læse færdig.

Efter nr. 100 var det, at jeg fortalte hende at vi alle elskede hende og vidste at hun elskede os.

Og hun tog sit sidste ånddræt og var ikke mere.

Jeg åbnede døren ud til søen, så sjælen kunne slippe ud – og sad lidt der. Med min mors krop. Og det var tydeligt, at hun ikke var der mere.

Og da min søster og min kæreste havde fået besked, hentede jeg en sygeplejeske og hendes død var en realitet.

Jeg har sagt farvel til min raske mor gennem de sidste 2 års tid og det har været så forfærdeligt hårdt.

I går sagde jeg farvel til min syge mor og det var så godt og rigtigt for hende, at det var både smukt og en lettelse for mig.

Og om ikke så længe vil mindet om min raske mor, min rigtige mor, være det der dominerer – og i vishede om det, kommer her en gentagelse af de 100 ting jeg har lært af min mor:

Jeg har lært af min mor:

1. At det er ok at snakke med de folk man står i kø med
2. At man kommer længst med åbenhed
3. At hvis det viser sig at man har taget fejl, kan man gøre tingene om
4. At der findes ubetinget kærlighed – og at jeg har hendes
5. At man ikke skal springe over, hvor gærdet er lavest
6. At man skal nyde livet
7. At når man klager så er der “ikke er nogen der har sagt, at det skulle være nemt”
8. At menneskekroppen er naturlig
9. Det er ligegyldigt hvad jeg laver, så længe det gør mig glad
10. At lave mad god mad og hele tiden forny sig
11. Hvordan man vrider en karklud
12. At nyde solen
13. Hvad det vil sige at have grønne fingre (hun har – mine er mere brune)
14. At jeg er klog – og at det er en god ting (der kan ikke skrives tykke bøger om hvad jeg ikke kan eller ved)
15. Hvad en rigtig strand er (sand, klitter og havvand – alt andet er fusk!)
16. For meget make-up ser billigt ud,
17. og kun ludere ryger på gaden
18. Når man går fra at holde i hånd til at have sex, kan man aldrig gå tilbage
19. At jeg kan selv
20. Der går ikke skår af én fordi man siger undskyld
21. Hvad en rigtig mor er,
22. og at en mor altid er klar til at hjælpe – en selv, ens venner og ens kæreste
23. Brug ikke flere penge end du har
24. og lån ikke med mindre det er nødvendigt (og det er det aldring)
25.. og køb aldrig – ALDRIG – på afbetaling
26. Huske altid at sige “be om” og “tak” (høflighed er gratis!)
27. Hold dig for munden når du hoster!!
28. Man kommer ikke tomhændet til et selskab
29. og man hjælper til når man er ude
30. Strygefri skjorter!
31. At gemme på elastikker
32. og plastikbeholdere
33. og gavepapir
34. At julen er vigtig og bedst når den fejres med familien
35. (men at man ikke behøver at elske folk, bare fordi de er familie)
36.. At man skal tage hue på når det er koldt
37. og vanter og knappe frakken
38. Det er dyrt at være fattig
39. At man er en dovenlars, hvis man sover længe (og at alt efter kl. 8 er længe!)
40.. Fødselsdag? – så er du den der er konge!
41.. Det er ikke pænt at bande
42. At man kan være selvforsynende (saft, syltetøj, rugbrød, leverpostej, rullepølse – you name it!)
43. At åbne sit hus og sørge for at ens gæster føler sig velkomne og ventede
44. og dække et pænt bord
45. At spise pænt
46. At kvinder er stærke
47. At elske ild og kunsten at tænde op i en brændeovn og lave et bål
48. At man bør sikre sin alderdom (og på et eller andet tidspunkt skal jeg have kigget på mine pensionsforhold!)
49. At rette ryggen – fysisk og mentalt!
50. At man ikke må slikke på kniven
51. Men at det (næsten) er ok at slikke tallerknen, når man har fået dessert
52. At spise salat (og at den smager bedst, når alt indholdet kommer fra haven)
53. Altid have lidt dårlig samvittighed over, at jeg aldrig ringer nok
54. At holde af dyr
55. men alligevel have et usentimentalt forhold til dem
56. At sommeren leves udenfor
57. Glæden ved vand – at bade, svømme og sejle
58. At tage skoene af inden døre
59. men ikke gå rundt på strømpefødder (et dilemma – i og med at jeg ikke ejer og vistnok aldrig har ejet et par sutsko!)
60. At være åben for “det alternative”
61.. Aloe Vera kan kurere det meste.
62. At være skeptisk
63. At man græder mest i enerum
64. At familien er vigtig
65. At alder ikke er en hindring for at prøve nyt, eller ændre vaner (jeg er stolt af dig mor!)
66. At man bider tænderne sammen når man har smerter
67. At 45 minutter i tog er en dagsrejse
68. At det er ligegyldigt hvem jeg tager med hjem – de vil altid være velkomne, hvis de gør mig glad
69. men “Hvad er der galt med en almindelig dansk mand – der kan kalde mig svigermor?”
70. At gøre rent (og ekstra rent, hvis jeg ved at hun kommer på besøg)
71.. At sætte pris på livet.
72. At strikke og hvordan man redder et strikketøj fra rendemasker
73. At bage brunkager, sylte og lave saft
74. Sætte pris på blomster (og navne på en hel del)
75. Lave en pæn buket
76. At fjerne midterdimsen i hvidløg, det skulle gøre at man undgår dårlig ånde (men virker det i virkeligheden?)
77. At man skal gå udenfor i det gode vejr (eller have dårlig samvittighed hvis man bliver inde)
78. At snakke – meget!
79.. At man ikke skal lade sig kue af autoriteterne
80. Hvad der kan ske hvis man går på kompromis med kærligheden og sine egne ønsker
81. At jeg har en mening, der er værd at høre på
82. At være en lille smugle skamfuld overfor sex (“Ih altså – midt om dagen!”)
83. At bruge glycerincreme til hænderne
84. At være (overdrevent) fokuseret på mit hår
85. At elske at gå ture
86. At være kreativ
87. At penge ikke vokser på træerne
88. Altid have rent undertøj på (man ved ikke hvornår man kan risikere at blive kørt over og komme på hospitalet)
89. Hvordan man altid skal knække sine æg i en skål for sig, så man ikke ødelægger det hele på grund af et dårligt æg (hvilket jeg aldrig gør – og lige har fundet ud af at hun heller ikke gør!)
90. At værdsætte yoga
91. Hår? – det farver man da!
92. At elske – elske – elske at danse
93. At være nysgerrig
94. At være drivende sarkastisk
95. Luk døren for varmen!
96. At man ikke skal lade sine ting eje sig
97. At jeg er god nok
98. At jeg kan hvad jeg vil
99. At kunne grine af sig selv
100. At det ikke passer at hun er ligeglad med om Mors Dag bliver husket

Jeg har åbnet døren ud mod søen, så hele koret af morgenkvidder kommer ind til os. De siger jo at hørelsen er det sidste der forsvinder.

Det er ikke meget hun stadig er her og jeg gør ikke noget for at holde på hende, eller kalde hende tilbage.

Det er det her stadie, hun har frygtet og hadet tanken om allermest. Men det er i virkeligheden både smukkere og større end jeg troede.

I går samledes min søster og jeg med hendes børn, deres far og min kæreste. Da sygeplejerskerne gjorde hende klar til aftenen, gik vi en tur i området og fik talt og skabt både fællesskab og forløsning, omkring den proces, der både er vores alle sammens og den enkeltes helt egen.

Vi spiste sammen herude og skiltes. Efter jeg havde været hjemme efter (varmere) tøj, tog jeg herud igen.

Sygeplejerskerne havde ryddet op. Der var varmt i rummet og stod tændte stearinlys på bordet.

Og jeg faldte hen og vågnede op til lyden af min mors tunge åndedræt, der lyder mellem to tikkende ure.

Det er blevet lettere nu, åndedraget. Og når det stopper, så er hun der hvor hun hellere vil være, end at være syg. Hun har aldrig ønsket døden frem for livet – men hun vil den, frem for sygdommen.

Og vi er klar til at slippe hende nu. Og hvis det er, som hun siger det er for hende, så står hun klar til at møde os, når det bli’r vores tur.

Rejsen er begyndt.

God tur, mor.

Jeg blev kaldt hjem fra Jylland.

Eller.

Jeg spurgte den sygeplejerske, der ringede mig op, om hun var taget hjem, hvis hun havde været mig. Og da hun sagde ja, pakkede jeg bilen og kørte.

Og tilbragte dagen i går, og natten med på hospice.

Heldigvis har jeg mulighed for at blive her de næste to dage, uden problemer. Så det gør jeg.

For det går stærkt. Og alligevel alt, alt for langsomt. I hvert fald efter min mors smag. Det hun er i lige nu, er det hun hele tiden har ønsket at undgå.

Og jeg var glad for at jeg var der. For uagtet hvor svag hun er, så er hun stadig lige ukuelig, og går i gang med sine foretagender – som at stå ud af sengen – uden først at ringe efter hjælp.

Jeg tror ikke at jeg kender nogen, der gennem livet, har været så sej som hende. Og jeg er stolt af hende.

Og uendelig glad for at hun er indlagt her på hospice.

Et solstrejf i en vandpyt
Et lille kindkys af en vind …

En regnbue der lyser op når man venter på toget efter besøget på hospice.

At hun sagde ja, da sygeplejersken spurgte om vi ville med ind for at høre jazz i dagligstuen.

Men allermest over at hun sagde “ja”, da jeg spurgte om hun kunne dufte de jordbær jeg gav hende. Fordi lugte- og smagssansen, var det allerførste kemoen berøvede hende.

Inden min mor blev så syg, som hun er nu, drøftede vi en del om hun skulle dø derhjemme eller på hospice.

Hun var sådan set meget stålsat; hun ville dø derhjemme.

Hun kom på hospice for en uges tid siden og nu går det så hurtigt, at det er urealistisk at tro eller tænke på, at hun kommer hjem igen.

Kl. 6.35 sidder man bag skærmen på arbejdscomputeren og tænker “gu-ske-lov-og-tak for hjemmearbejde”.

Kl. 11.00 får man trykket brystet fladt som en pandekage på Rigshospitalet – og da det er overstået og en læge har kørt en ultralydsscanner rundt på bryster og i armhule, kan man da også “gu-ske-lov-og-tak”, erklæres knudefri og modtage beskeden om, at det man følte, enten har været “hormonelt eller muskulært”.

Knokle-knokle-knokle indtil 16.35 – kun afbrudt af de samtaler, der skal gennemføres med: Palliativt team, Visitation, Onkologisk afdeling, sygeplejerskerne på Akut mave-tarm afdeling, min mor, min stedfar, min søster …

17.00 hjem fra Brugsen med laktosefri mælk, smør, fløde.

19.00 Afhentes af søster – medbringende det mad fra både det søde og det salte køkken, der skal søges lokket i patienten; lammestuvning med estragon(laktosefrit), porre/broccoli suppe med fløde (laktosefrit) .. og pandekager med fløde (laktosefrit).

Samt de pitabrød med rosmarin og hvidløgsmarinerede lammemørbrad og avocado, som er lavet til søster.

21.25 hjemme efter 3 hospitalsbesøg på 3 dage.

….

Min mor er blevet indlagt.

Efter sin operation i torsdag.

Først gik det rigtig skidt – nu går det bedre.

Men man skal have et jernhelbred for at være syg på de danske sygehuse.

Det har min mor ikke.

Og en akutafdeling kan ikke tage højde for at en patient (også) er syg af noget andet.

Det er ikke deres afdeling.

Så det er i deres øjne okay, at lade en underernæret dødsyg (i bogstavlig forstand) patient faste fra lørdag aften til søndag eftermiddag. Og først, i det mindste give et saltvandsdrop, når hysterisk datter har skreget af dem i telefonen.

Det er også okay ikke at kunne tage hensyn til intolerance overfor madvare eller undlade at forholde sig til, at en patient kan have så meget mundsvamp, at maden helst skal være blød og fugtig.

Også på 3. dagen.

Så selvom min mor i princippet kunne udskrives nu, har hendes hospitalsophold svækket hende sådan, at vi er igang med at se på muligheder for at få et plejeophold på et hospice. alternativ få mere hjælp hjemme. For et aflastningsophold hos kommunen er utænkeligt … der er jo også andre der er syge og har stået på venteliste.

Man skal ikke være syg, når man er dårlig – og man skal i den grad sætte sit lid til sine pårørende. For det er ikke sikkert, der er andre der hjælper.

I morgen er der endnu en dag.

Og jeg er glad for hver ekstra dag vi har.

Også selvom de er sådan her.

Alternativet føles ikke lettere.

Endnu.

De sidste år har jeg ikke planlagt meget. Min arbejdssituation – og dermed min økonomi har sat sine begrænsninger og sidenhen har sygdom, manglende overskud og overordnet tristesse været med til at begrænse fremtidstankerne.

Og det har dermed været begrænset hvad jeg har set af venner, deltaget i sammenkomster og været ude og rejse.

I 2016 ønsker jeg at få den del tilbage i mit liv.

Uanset hvad der ellers sker på de forskellige planer.

Og min kæreste og jeg har booket rammerne til en 100 års fest.

50 til ham og 50 til mig.

Det bliver den 21. maj og der skal til at udarbejdes en gæsteliste.

Min mor bliver 75 år i dag

og for andet år i træk, fejrede vi det på Herlev hospital.

Sidste år var det med kemo og her i år var vi i gang med scanning, lægessamtaler (hhv. onkolog og anæstesilæge) og ventetid,  ventetid… og ventetid mellem det hele. Ankom kl 9 og tog derfra ved en 14:30 tiden.

Min mor har nemlig fået gulsot og vi skal se om indoperation af en stent kan gøre en forskel.

Og mens vi sad og ventede overhørte vi en sygeplejerskes introduktion af kemoterapi og bivirkninger til en “førstegangsbruger”.

“Så kan du få lidt af de her bivirkninger af det, og lidt problemer med det, men det er slet ikke en behandling som i gamle dage, og mange bliver jo slet ikke syge af bivirkningerne”  og jeg sad og skar tænder imens.

Jeg synes på ingen måde at min mors behandling har givet ‘lidt’ bivirkninger af nogen art.

Tværtimod.

Har denne tur gennem kemoland som pårørende, lært mig bare én ting, så er det, at det her er en vej jeg aldrig selv vil går.

Operationen, ja. Men kemoterapi eller strålebehandling. Nej.

Hvis jeg skulle være så uheldig at blive ramt af kræft, så skal jeg under ingen omstændigheder også rammes af den traditionelle kræftbehandling.

2015 har været året, hvor jeg har fokuseret på mit personlige mantra “i nuet er der godt“, og der har også været rigtig mange fine stunder i det forgangne år.

Jeg er taknemmelig over, at jeg bor i et land, der gav mig mulighed for at være der 100% for min syge mor i de 3 måneders plejeorlov jeg tog fra august til september. Ligesom jeg er glad over at det først er nu, hvor vi er gået over til alternativ behandling, at vi selv skal betale. Jeg håber at den alternative behandling kan give noget lindring, nu har den officielle behandling, har kvæstet min mors hverdag fuldstændig.

Jeg er også glad for at min kæreste, kan få understøttelse i 1 år og 9 måneder endnu, da det efter 9 måneders intens søgning ikke er lykkedes ham at lande et job i de 9 måneder, der er gået fra han blev fritstillet. Jeg håber så meget at 2016 åbner de døre, der skal til for at han kan blive en del af arbejdsmarkedet igen. Han har så meget at give, og brug for at kunne give det til nogen.

Jeg er taknemmelig over at 2015 bragte en stor interim opgave for mine fødder og at den er blevet forlænget ind i 2016. Og at den ikke er dårlig betalt. Det giver en stor styrke, når man ikke er helt så økonomisk sårbar og jeg håber 2016 giver mig den økonomiske stabilitet, jeg har opdaget jeg alligevel har brug for, hvad enten det er i form af faste kunder i min virksomhed, eller et job jeg kan blive glad for.

Jeg er taknemlig over at den virksomhed jeg arbejder for, er så rummelig at det er muligt for mig både at få en ugentlig plejeorlovsdag og en hjemmearbejdsdag om ugen, så jeg har en mulighed for at få mit arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, og jeg satser på at det vil være det, der kan være med til at gøre at jeg får lidt mere liv i mit liv.

Jeg håber, at jeg i 2016 får mulighed for at bruge (eller turde bruge) nogen af de midler jeg har, til rejser. Jeg trænger til at rejse. Til at komme lidt væk – noget sol, eller storby … dykning…?

Og så håber jeg at nogen af de begreber, som til næste år vil have betegne mit 2016 vil være: