Der står bunkevis af glas og rester af champagne (som i sød Asti) i mit havehus og aftenens “sæt” var te og kransekage.

Selvfølgelig er bisættelsen ikke gået fuldstændig fnugfri hen over mig.

Og jeg ser også selv, den drivende symbolik der var i den drøm, jeg vågnede op fra alt for tidligt i morges: Hvor jeg udefra (for det var jo ikke-nikke-mig) kiggede på en hundehvalp, der havde mistet sin menneskemor, og gik søgende rundt og ledte efter hende. Og til sidst fandt hendes duft i en bunke tæpper i en taske og derfor kravlede derned og faldt i søvn, i tæppebunken og duften.

Men det har jo intet med mig at gøre… 

Og min mors ting, dufter ikke rigtig mere – tænker det fordi hun må være holdt op med at bruge sin parfume, da hendes egen lugtesans forsvandt forsvandt, der for 2 år siden.

Så her i “efterlivet” har vi også gået en lille forsmag på det med ikke at kunne lugte (andre).

Den 21. maj friede min kæreste til mig. Til en stor fest. Foran venner og familie.

Han havde holdt den fineste tale og erklærede sin kærlighed og ønske om at tilbringe resten af livet med mig.

Og jeg kunne ikke rumme det.

Jeg var overworked, kørt op over festafvikling, døde katte, kommende deadlines og en dame jeg troede jeg havde aftalt rengøring med, som kun ville vaske gulv.

Og så den dybe inderlige sorg omkring min mor, som jeg ikke engang var klar over at jeg bar rundt på.

I går var min kæreste og jeg ude og bestille en ring til mig. Det bliver min mors “medgift” og hendes del af brylluppet.

Og for første gang i lang tid kan jeg rumme og føle mine følelser – også de glade.

Det bedste ved mit liv som det er nu, er at jeg, de allerfleste dage, lever uden et vækkeur. Kun de dage hvor jeg har et specifikt og tidligt møde, sætter jeg uret som backup.

Alligevel vågner jeg af mig selv ved en 6-tiden.

Næsten altid før.

I mørket står jeg op.

Byen er rolig på det tidspunkt. Solen endnu ikke stået op. Selvom morgenstunden bliver lysere og lysere for hver dag vi runder.

Jeg tænder for en cd med meditationsmusik.

Og sætter mig i et hjørne af sofaen.

Jeg har min dyne med mig.

Og med sengevarmen der stadig er i den, sidder jeg lunt og godt.

Jeg kan mærke mine tæer mod hinanden og fingerspidser rører med fingerspidser. Jeg trækker vejret dybt et par gange.

Helt ned i det underste af maven.

Og helt ud igen.

Renser lungerne. Finder stilheden.

Fokuserer på mit åndedræt. Mærker luften gå ind af mine næseboer – og ud igen.

Ind.

Ud.

Og jeg mærker en ro falde over mig. Den ro jeg allerførst oplevede i meditationshallen i Sverige – hvor vi sad 70 mennesker i en mørklagt sal, mens påsken gik forbi, sneen smeltede og isen tøede op. 10 dages stilhed og meditation. Hvor vinter gik til forår.

Og efter roen kommer en af to ting;

Tankemylder eller søvn.

Og det var jo ikke meningen. Jeg skulle jo sidde i ophøjet ro. Mærke. Være og føle. Jeg skulle gå gennem samadhi (koncentration af åndedrættet), til vipassana (gennemgå kroppen og dens fornemmelser) til metta (kærlighed og venlighedsmeditation).

Jeg skulle ikke sorterer i mine tanker, eller falde hen i det stadie der ligger mellem vågen og søvn.

Og efter frustration med frustration på, er jeg endelig nået til en erkendelse.

En erkendelse af at det jeg gør er godt for mig. At jeg har brug for min halve times ro og ikke-aktivitet. Og at det måske ikke er meditation i klassisk forstand, men at det virker på mig.

Jeg får mere ro på.

Jeg trækker vejret ned i maven.

Jeg får nogengange styr på nogle tanker.

Andre gange nye ideer.

Eller slappet af i hele kroppen.

Og jeg har det alt i alt meget bedre når jeg gør det her om morgenen, end de dage hvor jeg springer over.

I min pung ligger de øreringe jeg købte i Singapore, da jeg var ovre og besøge min veninde.

De er ikke specielt dyre eller fantastiske, men jeg kan lide dem, og de har en historie og en værdi for mig.

I går var jeg ved at miste den ene, udenfor Superbrugsen. Den anden opdagede jeg, at jeg havde mistet, da jeg stod nede ved skomageren … og efter at have løbet dagens spor baglæns igennem, fandt jeg den på måtten ved min bagdør.

Nogen gange er det ufatteligt hvad man kan miste og genfinde på en dag.

Nogen gange er det humøret.

Andre gange en ørering.

… hver gang man genfinder det mistede, er det et lillebitte øjeblik af lykke.

Og dem vil jeg prøve at samle på.

Der er nok af det andet.

Jeg er en fisk.

Altså ikke i virkeligheden, men sådan astrologisk set.

Det gør mig til et følsomt, foranderligt væsen i evig bevægelse. Når jeg læser om mig selv.

Men i dag er jeg en fisk med tænder.

En fisk der ligger stille … helt stille.

… og bider fra mig.

Har en travl dag foran mig.

Så jeg nyder den stille morgentid, og  jeg sidder et øjeblik i egen stilhed, og kigger ud af mit vindue mens min by og mit hus vågner op omkring mig.

Stearinlys, morgenvåde gader, rester af regn på vinduerne. Smagen af kaffe med mælk i min mund.

November, november, november.

“Hvorfor opdaterer du ikke længere din blog?” – spurgte en af mine venner (og usynlig læser) her i slutningen af september.

Det er jo ikke fordi jeg ikke vil, eller ikke længere tænker over det. Faktisk har jeg indtil flere indlæg i hovedet (og en del halvfærdige liggende ude i styrepanelet her på bloggen), men min sommer har på en eller anden måde været fuld af flere opgaver end timer og et eller andet har skulle bøje – og det blev blandt andet bloggen her.

Men for mig selv og min eftertid (og de gode intentioner og brolæggelsen til helvede) – og den eller de læsere der måskse stadig stumbler forbi, kommer min sommer i snapshot:

Min have er blevet forsømt denne sommer. Det er så ufatteligt lidt jeg har været derude. I det hele taget har sommer og pauser og nydelse spillet en mindre rolle end travlhed, arbejde og deadline. En enkelt tur i Tivoli, blev det dog til – og et smukt havebryllup i august.

For min sommer har for en stor del bestået af arbejde. Arbejde for mig selv og arbejde for andre. Med udsigten til en slunken ordrebog, og med ophør af dagpengeretten pustende i nakken, har jeg været tilbage på det pulserende arbejdsmarked.

Først i den kommune som jeg stammer fra – og i min ungdom var med til at male i ovenstående kunstværk til – og dernæst i det kontor, som jeg tidligere forlod for mit år i Egypten.

Arbejde. Nomadeliv … og rengøring af andre folks hjem. Har været tonen i min sommer af 2013.

Hvor efterrengøringen af en teenagers værelse – faktisk var et foto værd. For sådan kan det se ud under en pude i en stol. Når en teenager er færdig med at støvsuge og er rejst på efterskole-

“En ært” … sagde prinsessen. “Jeg har sovet på en ært, så jeg er helt gul og blå”

“Du beskriver mad så jeg kan smage det” sagde en af mine venner til mig forleden. Men på trods af det, består min hukommelse af den mad jeg har spist gennem det sidste 9 måneder, primært af en ting … ristede ostemadder.

Heldigvis er der på en eller anden måde, kommet nogen andre og mere smukke madbilleder ind på mine telefon – så jeg må da ind i mellem have fået noget grønt.

Lidt blåt fik jeg også. En uges ferie blev det til.

Da Egypten valgte at slås – og ferien dertil derfor blev aflyst om fredagen, som vi skulle have være rejst om mandagen, gik turen i stedet for til Tyrkiet, en by der hed Kas.

… og snip, snap, snude … så var den sommer ude.

Og efteråret med sine mørke morgener og behov for tændte stearinlys, har taget sin begyndelse.

Nogen gange får man en ide, der virker rigtig god og måske oven i købet velovervejet … i situationen.

Og af forskellige årsager, som jeg ikke helt kan komme ind på her på bloggen, har jeg de sidste 1½ måned levet et nomadeliv. Pakket mine tasker, spændt cykelvognen på min cykel og har derefter befundet min rundt om i gode venner boliger.

Slået to fluer med et smæk, da jeg passede kat for min veninde, mens hun var en måned i Indien – og her den sidste uge har jeg leget “reserveforældre” i forhold til at få min nevø gjort klar til efterskole og få vendt et døgn, der i sommerferien har bestået af en nat som dag og en dag som noget man sover i.

Jeg har sovet med udsigt over byens tage – og mærket luften fra den åbne altandør glide over kroppen i de varme nætter

Jeg har handlet ind i andre forretninger og blevet inspireret til at købe is og gin til en fredagsforfriskning

…som dog endte med at jeg aldrig fik den åbnet, hvorfor den nu har boet i min taske og to yderligere boliger lige siden ….

Kørt af andre ruter igennem mit smukke København. I solskin, varme nætter og en enkelt tåget morgen.

Har vågnet op på Frederiksberg, Østerbro og nu i Sydhavnen. I forskellige tempo og med hver deres puls. Med morgenkaffe inde og ude – mange morgener med selskab af min venindes kat og en enkelt morgen med ham her på sidelinjen:

Nu er jeg startet på begyndelsen til enden. En til uge ude. En uges ferie i Egypten – og så tilbage til vante rammer.

Jeg glæder mig til at gense min fantastiske udsigt ud over byens tage. Solopgange, himlens foranderlighed og månens udvikling nat efter nat. Jeg ser frem til mit eget rod og min egen ro. Min egen hverdag og mit eget tempo.

Men jeg har nu også nydt at være ude. At finde andre veje, udforske nye ruter – at se andre ting og perspektiver. Og jeg har nydt at bo sammen med min søster i denne uge … vende verdenssituationen på en dag til dag basis.

Om et par dage pakker jeg tasker og trailer og sætter kurs mod mit eget hood, dog med bopæl en etage over min egen. Og om 2 uger flytter jeg endelig hjem igen.

Når man nu har været med siden fødslen, er det underligt at det eneste man bidrager med til ungens 15 års/voksen/farvel-inden-efterskolen-fest, er lidt blomster fra haven, til at pynte på den fine mad.

Mad, som min søsters veninde have frembragt. Men når man nu er så heldig at man har en veninde, der også er en professionel værtinde, og hun gerne vil stå for arrangementet og endda lægge hus til, jammen så ville man da være et skarn, hvis man ikke takkede ja.

Og det var så fint, så fint … med lækker mad, hyggeligt selskab og underholdende bingo … der er ikke noget som spil, der kan få folk til at vise de skjulte sider. Har man ikke spillet bingo med sin familie, kender man dem ikke i dybden.

Men der blev sunget, som der sig hør og bør … der blev grædt (primært af mosteren, der måtte få sin kusine til at læse det her indlæg op: “Granmoster Ketty” … og nåja det her: “For ti år siden“.)

Det var første gang, at jeg har holdt tale med udgangspunkt i bloggen – og første gang at jeg selv er blevet så rørt, at jeg har haft mascaraen trillende ned af kinderne, ved mine egne ord.

Heldigvis var æresgæsten pænt uberørt:

Da jeg spurgte ham om det havde været en pinlig tale, svarede han helt cool, at det da bare havde været sjovt at jeg tudede ….

15 ½ er der gået … og om lidt er det ham der er gået. Efterskole og første rigtige skridt mod voksenlivet … og gid at det må gå ham vel, og gå ham vel og gå ham vel….