Lige nu har jeg det du skriger efter, hvis man skal lytte til medierne: tid.

Efter at have været så meget flyvende, at vandret var det nye oprejst, er jeg nået til et holdt. En pause.

Min krop har ikke opdaget det. Min hjerne har ikke fattet noget. Jeg fylder pausen ud med lister på ting, der skal gøres før mit hjem er et hjem. Og kalenderen med mennesker jeg skal mødes med og aftaler om at træne en utrænet krop.

Hver weekend i september står på aktiviteter og rejser – og pludselig hører jeg mig selv vrænge over ophold på gourmetkro og storbyferie.

Jeg har det du mangler – og jeg forstår ikke at værdsætte det.