Efter at have været frarøvet havefornøjelserne i en uge, kom jeg endelig derud i dag. Med nye planter og dims under armen – og hjertet oppe i halsen. For hvordan så det nu ud derude….

Og det udeblev ikke – de ubehagelig oplevelser: mit plastikdrivhus var faldet sammen som et korthus. Det viste sig at være en af de ideer der virkede – men kun i teorien. Rørene og sammenfatningerne var kolapset og hele herligheden lå som en uordentlig bunke vasketøj over chillier og vinranker.

Men stængerne er nemme at knække og kan bruge som plantepinde – og mon ikke plastikken ikke også kan komme i brug på et tidspunkt.

Drømmen om egen avl af tomater og agurker i drivhus er nu skrinlagt. Det vil være for dyrt og fjollet at købe drivhus nu, da jeg skal skifte have til næste år. De planter jeg allerede har må jeg beholde her i lejligheden – har før dyrket både tomater og agurker i lejligheden.

Men bortset fra det, så blev der plantet til den store guldmedalje. Majs i grupper, lathyrus langs hegn, porre og løg i huller og riller. Og røde solsikker hist og her.

Og så har jeg nappet ukrudt. Eller jeg tror jeg har nappet ukrudt. Noget af det har det med at forvirre mig – det stiller sig i række så det ser ud til at være sået – sikke noget hø – specielt fordi mine såede rækker er lidt skæve og bøjede, så det kan være lidt svært for det utrænede øje at se hvad der er krudt og hvad der er ukrudt. Men næste år vil jeg bruge det tip Camilla Plum kom med; at så sammen med lidt radisefrø. Radiserne kommer hurtigt op og er nemme at fjerne – og så kan man nemt se rækken når man skal luge i begyndelsen.

Alt i alt ser det godt ud derude. Fuglene synger – solen skinnede og det dufter og føles derude. Men der er nogen der har spist den artiskok jeg plantede. Den er helt væk. Det synes jeg godt nok ikke er pænt.

Jeg kan se at jeg skal ruste mig mod havelivets skuffelser, hvis jeg skal komme helskinnet igennem denne sæsson.