En af mine venner har fortalt mig, at jeg selv er skyld i at jeg fik stress. At jeg – set fra hendes side – knoklede for at vride alting ind i en perfekt ramme. At jeg prioriterede forkert.
Jeg kan godt forstå hvad det er hun siger – selvom jeg ikke er enig i, at der i situationen var et klart valg, men mere en situation hvor fravalg ville have endnu større konsekvenser end en sygemelding med stress, men jeg er enig i, at min måde at prioritere klart var medvirkende til at jeg blev syg.
Og jeg er også klar over, at jeg skal kigge på hvad jeg planlægger og hvordan jeg prioriterer min tid, for ikke at ramle ind i stressen igen.
Og derfor har jeg lige aflyst to aftaler i denne uge. Aftaler om ting jeg rigtig gerne vil, ting som måske kunne komme til at fungere – men alligevel ville presse min tid sammen på en uhensigtsmæssig måde.
Jeg synes det er svært. For hvor svært kan det lige være? Vupi… og så er det også krydset af på listen. Men jeg prøver at begrænse mig. Prøver at huske at skabe plads til motion og mad og samvær med kæresten og alenetid. Midt i alt det andet.
… og så er der så ellers linet op med planer fra onsdag aften til søndag eftermiddag … men det er noget andet … 😉
Skriv et svar