når døden viser sit ansigt

Jeg har set to mennesker blive født – men aldrig set nogen dø.

Men i dag døde der en, for øjnene af mig og alle de andre tusinde, der var mødt op til Kulturhavn 2004. For øjene af os – uden at nogen dog så det ske og havde en mulighed for at gribe ind.

Midt i solskin, glade mennesker, grill-os og vores snak om hvor dejlig København er og hvor fantastisk det er, at man nu kan svømme i havnen, blev alle kaldt op af vandet og bedt om at forlade havnebassinet. Der blev sagt, at man ledte efter en 8-årig dreng.

Omkring 45 minutter senere blev han fundet og kørt væk på en båre.

Det var en forstemmende oplevelse for os der var til stede, da dagens solskin og leg, pludselig blev så alvorlig. For hans familie må det være intet mindre end en katastrofe. Den største sorg må være at miste et barn.

U P D A T E
I dag har jeg så kunne læse, at det ikke drejede sig om et otte-årigt barn, der var druknet, men en ung mand, der havde afsluttet sin bytur, med en tur i bassinet sammen med sine venner.

Som Rasmus skriver i sin post om det samme – er det på en bizar måde en lettelse, at få at vide at det ikke drejede sig om et barn – omend det nok er den samme sorg for familien.

Ét svar til “når døden viser sit ansigt”

  1. Hvor frygteligt *sagde hun stille* Det er den slags, som får én til at huske at værdsætte sin familie lidt mere end ellers. Jeg er overbevist om, at det værste, der kan overgå et menneske, er at miste sit barn.

    Selv kan jeg ikke udholde tanken og vil ikke tænke den….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Arkiveret blogindlæg


Skrevet den:

Du har mulighed for:

At skrive en kommentar, eller trackbacke fra din egen weblog.