For 20 år siden levede jeg sammen med en alkoholiker.

Et mennesker, der havde en masse gode sider og en dyb dyb afhængighed for selvmedicinering med piller, narko og til sidst alkohol – som bragte så forfærdeligt meget dårligt frem. I ham, i vores liv og samliv.

Det endte efter 2½ år og jeg kom videre med mit liv og fik en helt anden livsbane, end den jeg troede mulig, dengang i 1992.

Jeg kan sige mange ord om ham, og mig og det liv, der blev levet i skyggen af flasken og udkanten af volden – og de kommer også drypvis gennem tiden, for den tid dengang, er naturlige brikker i  den person jeg er i dag.

Men historien er ikke mig.

Jeg lever ikke længere i skyggen af alkoholen, det er ikke en del af min nulevende identitet, jeg “har-været”, men “er” ikke. Længere.

Nu kan jeg godt holde alkohol og alkoholindtagelse ud …  selvom jeg for 18-20 år siden havde seriøse problemer med det

Og alligevel spiller alkohol ind i mellem en negativ rolle i mit liv.

Jeg har nemlig to personer i min bekendtskabskreds, som jeg synes har svært ved at styre deres forhold til alkohol. Hvor mer’ bliver til meget mere og også en almindelig onsdag giver anledning til flaskevis af øl eller vin og hver eneste komsammen ender fuldstændigt på den anden side af heget.

Med bukserne nede og brændenælder i røven.

Og det der ligger mig på sinde i dag, er hvor ked af det jeg bliver, når mennesker der ikke kan styre alkoholen, bliver styret af alkoholen – og man kan se dem styrte direkte mod afgrunden.

Hvor forfærdeligt det er at se et menneskes gode egenskaber igen og igen blive opløst af rødvinen eller øllerne. Hvordan det næsten gør ondt i mig, når vedkommende få timer inde i samværet bliver snøvlet og usammenhængende at høre på, eller alle knivene kommer op af skuffen og bliver kastet rundt med en vanvittighed, der efterhånden er mere sædvanen end undtagelsen.

Med mit intellekt ved jeg godt at jeg ikke kan gøre noget, og jeg er også bange for at jeg overdramatisere tingene – men jeg kan alligevel mærke, at jeg er nået frem til, at jeg har ret, lyst og mulighed for at sige hvor mine grænser går, og at jeg er nødt til at fortælle to personer, at jeg ikke har lyst til at være sammen med dem når de drikker – vel vidende, at 1) de vil blive sårede og vrede og 2 )ikke vil kunne håndtere et møde, hvor alkohol udelukkes og at det derfor sandsynligvis vil ende med et brud.

Og selvom historien normalt er, at rigtige venner er dem der bliver i medgang og modgang, så overvejer jeg om man alligevel nogen gange er en bedre ven ved at sige fra?

Og hvis ikke en bedre ven for dem, så i hvert fald en bedre kammerat for sig selv?