Jeg kan sagtens klare at min mor dør. Tror jeg. Døden, bisættelsen – alt det der. Så sent som i morges, på vej til hospitalet, snakkede vi om hvordan bisættelsen skal være, om at have set døde mennesker og at ligge lit de parade i hjemmet.

Det jeg ikke kan holde ud at forholde mig til er, at den der død, den stopper jo aldrig.

At når døden først er, så bliver den ved med at være. Og det eneste der så er tilbage er minderne og fotos.