“>
(Fra Peshwa Udyan Zoo, Pune, Maharashtra, Indien)

Det skulle have været en glædens dag. Familien var endelig samlet. Vi mødtes, gik i zoologisk have. Måske var det de alt for høje forventninger. Den viden vi havde om, at vores tid sammen var alt, alt for kort. Og måske derfor både ekstra dyrebar og svær at administrere. Måske var det blot fordi vi vidste at selvom vi gerne – virkelig gerne – ville hinanden, så var vores verden alligevel for forskellige, og ingen forstod i virkeligheden hinanden.

For mig der jo, når alt kom til alt, blot var en gæst og ikke indblandet i det følelsernes vilde ridt der foregik omkring mig, er orangutangen et bittersødt minde og billede på tilstanden den dag.

Han stod der så alene. Det havde været en ekstra varm sommer, i den del af Indien det år. Dyrene havde lidt under det. Hans mage var død og han stod der alene. Alene i sit bur og omringet af tomme bure: Den tristeste orangutang.

I hans øjne følte jeg, at jeg kunne aflæse sorg, smerte, viden og uforbrugt lidenskab. Der var så meget han ville, han havde så meget at give – men hvor var lige den verden, der forstod ham og værdsatte ham?

Måske forstod jeg ham – måske var det bare noget jeg bildte mig ind.