Mens jeg kørte på arbejdet, gik tankerne på langfart. Om hvordan vi begræder den tabte barndom og ens egne unger, der ikke kommer til at opleve den frihed, man selv oplevede. Og vi taler og taler, om hvordan det skal være anderledes og at man ikke vil gentage fortidens fejl. Og gør det alligevel, igen og igen.

Og vi føler at vi arbejder mere, meget mere, end i tidligere tider, selvom arbejdstiden er kortere og vi forstår det ikke.

Mens vi sanker til huse og ikke kan leve uden nyt IVTA-køkken og omprioriterede lån og en bil skal der til og nye bremser og vaser fra Holmegård.

Og imens vokser ungerne op og vi giver dem fra os, før de kan gå, og næste gang vi kigger, er de tårnhøje teenagere med bumser og fødder, der er på størrelse med skotøjsæsker. De store. Til støvler.

Og vi forstår heller ikke det. Eller så meget andet og alting virker så utrolig vigtig. Små stridigheder bliver store og arbejdet fylder det hele og kærligheden må vi nå, når vi har bedre tid. Til sommer. Efter sommerferien.

Og alting virker så meget mindre, når man så kommer frem på arbejdet og ser at der er en besked på telefonen og den siger:

“Så. Nu har hun fået fred. Hun døde her til morgen.”