Mens dagen så småt pakker sig sammen og gør sig klar til at blive aften, sidder jeg i den lille stue og tørrer hår i varmen fra de to elpaneler, der udgør halvdelen af husets varmekilder. Gør mig så småt mental og fysisk klar til aftens eskapade, som har været reserveret og forberedt siden starten af september.

Vi skal spise fint, skal vi.

Lige nede om hjørnet har landsbyens kro slået sig på mad, der kan dupere selv en københavneravis: Mad der hiver superlativerne frem og sætte 5 kokkehuer på menuen.

Ambitiøs slowfood

Det lyder godt og besnærende. Taxa er bestilt, for vinen skulle være lige så fantastisk som maden, og det bør man vist ikke snyde sig selv for.

Det eneste der kan bekymre mig lidt er mængden af fisk på menuen.

Jeg lider nemlig af den fejlfortolkning, at jeg ikke kan lide fisk.

Når jeg beskriver det som en fejlfortolkning så skyldes det, at jeg inde i mit hoved har en fast overbevisning om, at jeg ikke kan lide fisk. (Kolde skaldyr og sushi undtaget). Og selvom jeg igen og igen bliver udsat for fantastisk velsmagende fiskeretter, bliver jeg ved med at bilde mig det samme ind og dermed snyde mig selv for muligheder, oplevelser og sundhed.

Jeg håber dog at dagen i dag kan være et skridt på den rigtige vej. Vejen mod fiskehimlen – om man så må sige…

Det lyder da besnærrende: “Svampesmør” med salat af samme. Hertil havesyre, nye æbler og saltet ørred fra Norsminde. Høstmakrel i selskab med fennikel og nye urter, Kammusling en surprice, (Signaturret 2005), Tempereret skærissing med auberginemousse og strandkantareller. (og så dem uden fisk: Det bedste fra kalven med salat af små blomkål, nye hindbær og foie gras, Poussin med majsvelour, glace og sommerspinat).