Det føles som ferietid, selvom jeg stadig arbejder. Sommerstilheden har sat ind. Telefonerne ringer sparsomt, frokosten trækker lidt ud. Jeg henter maden – og det er helt frivilligt. Jeg vinduesshopper på vejen.

Byens puls er blevet sat ned. Den hurtige *ratatata* er blevet erstattet af en dump langsom trommen *bong bong bong*. Der er halvt så mange mennesker og dobbelt så megen tid. I skyggen er temperaturen lige præcis rigtig. Og når kjolens lette stof blæser op, løber der ildninger gennem kroppen.

Jeg køber kirsebær. Deres mørkerøde farve lokker. De ligger der sprængtfyldte af saft. Sætter mig i skyggen og smager et par stykker. Den runde glatte form. Saften der fylder min mund. Det er svært at stoppe igen. Svært at finde vejen tilbage til kontoret.

Det er den sidste uge inden ferien – den sidste uge – punktum.

Snart er det slut herinde. Den sidste lange udånding.