Jeg er et af de der dobbeltmoralske bymennesker, der på den ene side mener, at dyr har det bedst når de har muligheden for at komme ud i naturen – samtidig med at jeg har en indekat. Men kl. 2 i nat var jeg godt nok tæt på at gøre gode ord til gerning.
Tyve minutters “jeg kan hoppe på din krop”, “jeg kan pote dig i ansigtet” efterfulgt af en halv times “Hey – der er skam tre stuer en suite – lad mig løbe frem og tilbage og miave HÿJT!”, fik mig ind i nogle seriøse overvejelser om hvorvidt, der mon fandtes nogen – bare en eller anden – der kunne tænke sig en kat?
At jeg så ikke fatter hvad der går af dyret, er en hel anden sag – vi snakker altså om en 14-15-årig gammel kat.
Skriv et svar