Det er sjældent jeg køber supermarkedbrød. Dels kender jeg er godt bageri i lokalområdet og dels er mine brødindkøb sjældent planlagte, men mere a la “må-ha-brød-hvidt-brød” fordi jeg med svingende succes, prøver at holde det væk fra min almindelige kost.

Men i går købte jeg en pose (forsinkede) hveder i Brugsen. Og stor var skuffelsen, da de blev smidt på brødristeren og en af dem viste sig at have mug-pletter.

Den blev smidt ud, men jeg endte med at have store kvaler med resten. For var de nu “inficeret” eller ej. Og midt i al den tankevirksomhed, slog det mig hvordan der er blevet opbygget et mughysteri.

“AAAARGH – der er mug på, læg den straks fra dig – du må ikke spise det” bliver der råbt i køkkenet hvis det indkøbte rugbrød har fået grøn/hvide pletter over weekenden. “Det laver tråde og inficerer hele brødet” siger folket, hvis man påpeger at det kun er yderste skive og venstre hjørne. “Du får kræft” lyder dommedagsprofetien, hvis man alligevel trodser alle odds og tar’ en mundfuld.

Men hvornår er det lige at det der mughysteri kom ind i vores hverdag? Da jeg var barn skar man da rask væk det mugne væk og spiste resten. Og hvordan er fareforholdet lige mellem kræft af mug contra kræftrisiskoen fra eksempelvis cigaretter, kemikalier og bilos?

Lever jeg livet i den vilde overhalningsbane når jeg både spiser en morgenhvede fra posen og ta’ turen tværs gennem København i morgentrafikken langs søerne?