Jeg burde have et tag der hedder “dårlige fødder” .. både på bloggen her og måske også ude i den virkelige verden, eksempelvis som et manillamærke sat rundt om tåen…
For der er ingen tvivl om, at jeg dels har skrevet meget om mine dumme fødder og at jeg også får en del trafik på søgeord som “forfodsnedfald” og “smerter i fødderne” og lignede.
Jeg ved jo godt at hele problematikken er startet med at jeg har trådt i noget sort magi og at jeg ikke betalte 200 rupies til en håndlæser i Indien, for at få det fjernet … men når man ser bort fra det, så har jeg efterhånden fået knyttet flere og flere diagnoser på mine fødder, uden at jeg nødvendigvis har fået det bedre med dem.
Jeg har forfodsnedfald og er platfodet (selvom nogen siger at det er jeg alligevel ikke), jeg har hypermobile fødder, springtå, knyst, gigt i storetåen og måske også oversensitive fødder.
Og da jeg i forrige uge var på Hvidovre Hospital for at få en “second opinion” fik jeg endnu en diagnose og en tilstand knyttet til fusselankerne:
og
Det første handler sådan set bare om at min “pegetå” er længere end min storetå. Det kaldes også græsk fod, fordi det var den fodform, der var den herskende (og klart den skønneste!) indenfor den græske kultur og skulpturverden.
Bonusinfo: er din storetå den længste kaldes det egyptiske fødder.. og det er jo en lille smule sjovt, at jeg efter et år i Egypten finder ud af at også mine tæer fornægter Egypten ;-)
Min fods form sammen med min platfodshed og forfodsnedfaldet (der igen har sammenhæng med ungdommens brug af stiletter og 80’er spidse sko) har så ledt mig hen til det lidelsen Mortons Neurom … som efter lægens forklaring er grunden til min oplevelse af, at gå på glasskår.
Det førte mig så hen til den behandling (indsprøjtning med binyrebarkhormon) som blev foretaget i umiddelbar tilknytning til at jeg fik diagnosen.
Og sjældent har jeg oplevet noget så smertefuldt!
Jeg burde have anet uråd da sygeplejersken stillede sig ved siden af mig med ordene “jeg er her hvis du har brug for at holde en i hånden” – en jeg var sej – også selvom han fortsatte med ordene “det kommer til at gøre ondt … rigtig ondt!“.
Og det gjorde ondt. Det gjorde ondt mens det stod på. Det gjorde ondt da jeg gik hjem og det har gjort ondt i mere end en uge efter, hvor jeg humpede rundt og var uforberedt halt.
Det gør så ikke ondt mere – men jeg synes heller ikke at jeg har oplevet nogen lettelse i symptomerne.
Og jeg overvejer om det egentligt altid er for det bedste at få afdækket alle kringelkrogene af ens krops skavanker? Eller om man i virkeligheden er bedst stillet med troen på at man engang har trådt i noget sort magi, og at man ved en rejse til Indien kan få det fjernet … måske endda stadig for 200 rupies…?
“this too shall pass” – og det gør det jo heldigvis ofte.
Jeg har også prøvet binyrebarkhomon – som virkede – men desværre ikke som en løsning på længere sigt. Pt. er jeg i anden medicinsk behandling mod en afart af gigt i leddene – der også har medført nedsunken forfod og svang.
Jeg prøver på at erkende at alderen begynder at sætte sine spor, dog ikke uden samtidig at væbne mig mig med en vis portion stædighed.
Jeg håber, at du får “ro på fødderne”, så der ikke udvikler sig yderligere diagnoser :)
Kvinde der har gået i fodformede sko hele deres liv har også nedsunken forfod, Jeg tror et par håndlavede indlæg i dine sko kan hjælpe og aflaste problemet.
jeg har hjulpet flere med det problem.
mvh. Anne-Liz C. Buntzen Otopædist.
Tak for kommentaren Anne-Liz
Da alt det her fodroderi startede, begyndte jeg med at smide alle mine smarte sko ud og få lavet ikke mindre end to indlæg. Det aflaster noget men det har ikke hjulpet med det hele … :-(