Jeg bliver aldrig en ordentlig pige.
Nu er det med at kalde sig en pige måske også ved at være passé for mit vedkommende – på den anden side, når kvinder i 60-70’erne kalder sig selv og deres veninder for piger, så er der da stadig en god del “pigetid” tilbage mig. Men det kommer bare ikke til mig, det der pigelighed … nope.
Jeg kan være mange ting; fra knibsk, kærlig og kontrær til vulgær, vampet og venlig, over sød, syrlig og sensuel og forbi moderlig, morderisk og modig – men pigelil … det ligger ikke rigtigt til mig.
Det er ikke fordi, jeg ikke har noget af det i mig, og det er også derfor jeg kan lavet indlæg, der strutter af pigehejs, men det er lidt ødelagt, når der ikke går mange minutter, før jeg igen skriver om prutter.
Måske er det fordi jeg ikke fik lov til at gå med rødt da jeg var barn. Når vi fik nyt ens tøj, var det røde altid til min søster – og mig ….?! Jeg fik det blå. Altid det blå.
Skriv et svar