Jeg glemmer, at der findes mennesker der ikke har spist sushi, folk der ikke ved hvad Dim Sums er og som står af, når jeg spørger om de helst vil have satee eller Wan Tan.
Glemmer det, fordi der i min verden og hverdag ikke bliver sat mange frikadeller på bordet. Det er ikke et politisk valg, eller noget jeg gør for at være smart. Omgivet som jeg er er af alle mulige etniske restauranter, udenlandske forretninger og grønthandler, er det måske bare naturligt, at jeg hellere laver en gang pakora end medister.
Uden at jeg har tænkt over det, er den udenlandske mad krøbet ind under huden og er blevet min hverdag. Jeg spiser glad og fro, de fleste nye ting og det er sjældent, at jeg står af overfor noget. Når jeg tænker efter, er det egentligt kun til jul, at jeg bevæger mig hen mod det traditionelle danske køkken. Og så alligevel ikke – for jeg har aldrig spist kartofler og jeg er ikke speciel vild med svinekød!
Er det mig, eller er det mine omgivelser?
Da jeg var barn blev jeg betragtet som ualmindelig kræsen. Besværligt barn, umulig at affodre. Fordi jeg ikke spiste kartofler, og heller ikke brød mig om svinekød. Det er sjovt nok sjældent, at den “deffekt” viser sig problemfyldt i dag, og jeg opfattes ikke ret tit som kræsen mere…….
Skriv et svar