Jeg deler husrum med en nydelig ung mand. I 50’erne ville jeg ha’ været en værtinde, i USA ville vi være roomies. Men her i nutidens Danmark er situationen den, at han giver mig nogle penge og jeg giver ham tag over hovedet. Vi har et meget ligetil forhold: jeg bestemmer alt, og han lader som om han retter sig efter det. Det har stået på i 1? år og fungerer på mange måder rigtigt fint.

Men logerende er lidt som vilde katte. Når du lukker dem ind i dit hjem og dit liv, bør du overveje og definere hvor meget og hvor tæt på du ønsker dem, og lige som vilde katte skal du tænke dig om to gange, inden du begynder at fodre dem!

Det gjorde jeg ikke med Milo (Min Logerende). På et eller andet tidspunkt kom jeg til at give ham mad. Jeg kan ikke huske situationen nøjagtig, og det har højst sandsynlig ikke været af mit hjertes godhed, men snarere været ala “jo, tag du bare resterne de skal alligevel smides ud”.

Men lige som med de vilde katte er jeg nu i den situation, at alt hvad der efterlades på køkkenbordet, bliver kredset om med savl i mundvigene og spørgsmålet “er det til mig?, må jeg ta’ det? må jeg?, må jeg?”

Standardsvaret nu om stunder er “Nix – hold snitterne for dig selv!” – selvom jeg godt ved at det er for sent – alt for sent.

Igår mens jeg sad i sofaen med dynen og plejede resterne af min forårsforkølelse, kom Milo ind i stuen.

Milo:“Vi har ikke flere isterninger”
Mig: “Hvad snakker du om? Vi har ikke isterninger – hvis du vil ha’ isterninger, så lav nogen, vi var igennem det her hele sidste sommer – lav dine egne isterninger!”
Milo:“ok – men lige nu har jeg altså ingen isterninger. Men jeg så at du havde nogen gule nogen i din skuffe i fryseren – fugtsaft eller noget – må jeg ta’ dem?”

Og lige _der_ havde jeg muligheden for at sætte en stopper for mad-tiggeriet. Jeg skulle bare ha’ sagt “ja” “ja, min dreng, ta’ du bare de gule isterninger” og ha’ lænet mig tilbage i sofaen og ha’ ladet dem nyde deres gin og tonic, mens isen smeltede og dådyrs-bouillonen blandede sig med drÌnken…………..