Jeg tror at mangt en drengefantasi om et lurehul ind til damernes omklædning ville lide en krank skæbne, skulle den blive ført ud i virkeligheden.
Jeg er begyndt at svømme – det siger jeg lige så fejdigt, for når man har gjort det tre gange næsten i træk og ovenikøbet har indkøbt et klippekort, så er det nærmest en vane – og mine svømmeture har gjort mig meget bevist om kvindekroppen.
Om de mange former sådanne kan have. Om proportioner og det modsatte. Om spændstighed og hudguirlander. Om farver og hvordan hudfarvet er mere en tilstand end en farve.
Og jeg facineres hver gang. Over at den virkelige kvindekrop på ingen måde ligner dem, der præsenteres i medierne – og over hvor præget man er af medierne, når man har glemt det.
Og når jeg står der og tager tøjet på igen og kigger på mine medsøstre, har jeg svært ved ikke at notere mig, at menneskeheden egentligt var ret smart dengang da vi besluttede os for at gå i tøj.
… og vejret har skiftet og tøjet ryger snart.
Uhhh…
Skriv et svar