Når jeg kører af hjem af Nørre Alle mødes jeg af en flok malede bogstaver, der tilsammen danner sætningen og spørgsmålet:
Gør du verden bedre?
Jeg mødte det første gang sidste fredag og det fik mig til at filosofere det meste af vejen hjem. Gør jeg verden bedre – og skal det være hele verden før det tæller?
Men så var der nogen, der stjal mine regnbukser fra min cykelkurv, mens jeg lige var inde i en butik og så kunne verden ellers rende mig den dag!
Men jeg tænker stadig over spørgsmålet og hvilken kontekst man skal stille spørgsmålet i. For nej – i det store hele gør jeg ikke verden bedre. Der vil ikke blive 3 minutters stilhed ved min død og ingen sætter urene i stå.
Men jeg ved at jeg gør en forskel for nogen. Ved at der findes mennesker, der elsker mig og vil savne mig og endda et par stykker, måske en hel del, hvis jeg ikke var her. Er det at gøre verden bedre?
Ved også at jeg har et job hvor jeg ikke bare er hænder og fødder. Ved at det gør en forskel for den enkelte, at det er mig og mine holdninger, der behandler sagen. Ved at disse mennesker får en bedre og mere fair sagsbehandling pga. det. Men er det nok til at gøre verden bedre?
Jeg er dygtig med mine hænder og min fantasi. Jeg kan skabe smukke omgivelser og give folk gode minder og mavefornemmelser – men er det nok? Gør det verden bedre?
Jeg har samlet penge ind til gode formål og har selv bidraget, jeg har lavet frivillig arbejde og søgt at oplyse andre om vigtige forhold omkring mennesker. Men det er vel ikke nok – det gør vel ikke verden bedre…?
Jeg cirkulerer mine dåser og flasker, samler aviserne sammen og smider dem til genbrug og jeg slukker for alt, så intet står standby og jeg sparer på vandet når jeg vasker op og børster tænder – men er det noget der betyder noget i det store hele?
Igår fik jeg en til at græde, på grund af måden jeg talte på. Jeg gjorde ikke hendes verden bedre – gør det mig til en, der gør verden dårligere?
Skriv et svar