Jeg har været på førstehjælpskursus. Arbejdsgiverbetalt. Obligatorisk.

Nu er det sådan at jeg arbejder på en mandearbejdsplads. Rigtige mænd. Store overarme og tatoveringer. Hår alle vegne og seje attituder. På holdet i dag var vi 14 af dem og så mig.

De sad og drak kaffe og spiste rundstykker med tandsmør, da jeg arriverede i i lyst tøj, stiletter og en bluse der pludselig føltes godt nedringet. Da jeg kom ind af døren var der godt gang i snakken og der blev grinet højt mellem gutterne. Og så blev der stille. Helt stille.

Det var så underligt hvor mærkbart stemningen blev ændret. Jeg faldt så meget ved siden af og forskubbede tilsyneladende balancen. Jeg var kvinde. Yngre end gennemsnittet. Tilhørte klart ikke deres verden, men hørte til oppe i “førerbunkeren”. Og de vidste ikke hvem jeg var og hvorfor jeg var der.

Det er vist første gang jeg sådan for rigtigt har oplevet den distance, der kan opstå mellem folk på grund af de ydre rammer, som køn, alder og uddannelse. Men de var der – og de var massive. Og jeg blev selv lidt handlingslammet i situationen.

Da undervisningen gik igang var det også tydeligt, at der var en forskel. Når en af gutterne talte, så talte de andre i munden på ham. Mens der blev helt stille, når jeg åbnede munden. Når underviseren brugte en af mændene som eksempel, så blev der joket omkring det – de to gange jeg blev hevet frem, blev der stammet og hakket og ingen turde rigtig se på mig.

Det skal så måske i al fairness siges, at svaret de to gange jeg blev brugt som eksempel var henholdsvis:

man tager tøjet af hende

og

man lægger hende ned

Egentligt to ret nemme svar, skulle man mene….. men de sad fast i halsen …

Situationen var egentligt ikke som sådan ubehageligt – men jeg blev bare rigtig, rigtig tydelig. Der var ikke noget med at sidde og putte sig på bageste række.

En anden ting der også skete, var at jeg pludselig følte mig utrolig feminin. Jeg var mig mit køn bevidst på en hel anden måde end normalt. Og det var egentligt meget rart.

/visitsen – nu med kvindelige dyder…. og en teori om hvordan jeg bedst yder mund-til-mund…