Hvis jeg havde været kvinde-der-løber-med-kamera havde dagens billede været af Planetariet, der tårnede sig op mod nattehimlen og alligevel, der i mørket kastede skygge ud over søen. Sort mod sort og de mørkeste blå nuancer.
Eller også ville jeg have fanget månen, der stadig står rund og perfekt, og lyser op mod himlen og giver genskær mod den sorte asfalt. Strålende og mystisk selv i den tiltagende dag.
Måske havde jeg skudt et par ænder, der med småsnak var i gang med at vågne og indtage dagen, eller de rotter der løb langs med søen, fede af al den brød som københavnerne troskyldigt fodre svaner og ænderne med.
Jeg ved ikke om jeg havde taget et billede af ham, der gik rundt og gjorde rent med en bladsuger. Men det var noget af en lettelse at opdage, at det bare var en bladsuger, da jeg i min fantasi lige havde nået at få ham til at være en mand med en motorsav … hvilket både undrede og bekymrede mig lidt.
Jeg havde nok ikke taget et billede af de to, der var i gang med at fikse i en opgang i Abel Cathrines, selvom deres adfærd gav os anledning til at drøfte hvad det egentligt er de blander i deres dope*.
Og inden jeg fik set mig om, var vi hjemme igen og havde overlevet første dag i uge 3 i vores løbeprogram. Og selvom der er stadig er lang vej til de 5 km (eller 30 minutter) så synes jeg at vi er på rette spor og jeg kan godt lide at løbe i min by, mens jeg ser den langsomt vågne op.
* morfinbase og brun heroin er ikke vandopløseligt, narkomaner der injicerer de stoffer blander dem derfor med med syre og varmer det op. Stoffet reagerer kemisk med syren (en syre-base-ting) og bliver til et salt som kan opløses i vand, og derefter sprøjtes i årene. Og så ved vi det til næste løbetur.
Skriv et svar