Når jeg står op om morgen, farver morgensolen himlen med pasteller. Som en forvandlingskugle skifter den farve: fra den sorte nattehimmel yderst, igennem den blideste lyserød over lilla, til den endelig når den blåeste blå.

Og mens farverne går sin himmelgang, bliver bygningerne kysset af lyset og selv den grimmeste skorsten ser elsket ud.

Det er morgenlyset, der farver mine vægge gyldne, blomsternes blade mørkegrønne, leger kis-pus med skyggerne – alt det, bare for at gøre mig glad.

Og midt i det gyldne solskin er jeg ….. nærmest lykkelig…..

I den morgenkolde by høres tingene tydeligere. Kirkeklokkerne slår deres klokken otte morgenslag. Det er ved at være tid til at gå. Den sidste kaffe hældes indenbords og katten nusses farvel.

Og med morgenlyset i mig, kører jeg afsted.

Og i morgen er der atter en dag … lad der blive lys….

(Der er morgenbilleder på “23”)