Da min tidligere direktør gik på pension sagde han disse kloge ord:
Der er to slags medarbejdere i en virksomhed:
– dem der gemmer deres viden i deres hoved og
– dem der sørger for at skrive den ned og dele den med andreDen første slags er uundværelig for virksomheden – den anden har den største værdi – men kan altid skiftes ud….
Da jeg startede i mit tidligere job, var det som barselsvikar. De sagde godt nok til samtalen, at jeg sikkert ville ende med at blive fastansat, men jeg kunne godt tælle på fingerne og se at der skulle stoppe 5, før der var en ledig plads til mig. Omkring et år senere var jeg den med den længste anciennitet.
Det betød også, at der kun var den viden i virksomheden, som var skrevet ned. Og den var temmelig sparsom.
Jeg og mine kollegaer brugte de næste 4 år til en meget systematisk gennemgang og nedskrivning af procedure – samt journalisering og arkivering af alt.
Da jeg forlod stedet var det toptunet og det var second to nature at sørge for at vidensdele og registrere.
Da jeg startede i mit nuværende job, var vi 4 i min lille enhed. I dag er jeg den med den næsthøjeste anciennitet.
Jeg oplevede to ting i dag:
Fik en mail fra en tidligere kollega, der skrev at hun på det det seminar, der er et tilbagevendende årligt højdepunkt og samlingen af de klogeste hoveder indenfor vores område, skulle holde en workshop om en af de området jeg havde fået styr på. Udgangspunktet var det produkt jeg havde leveret.
Brugte omkring 5 timer og involverede omkring 5 mennesker for at få styr på hvordan man “plejer” at håndtere en sag, til brug for en afrapportering på et stykke arbejde mine tidligere kollegaer har siddet med. Fik i øvrigt ikke styr på det, for der er ingen dokumentation registreret nogen steder….
Jeg dumpede i vandprøven, men …. to skridt frem og et tilbage, der hvor du var lige før … sådan er det ofte mæææ …[køer]….
Siden alle de mennesker som vidste alle de ting, men som aldrig skrev dem ned, ikke længere er i virksomheden, må det vel betyde at tilbageholdelse af viden ikke er nogen god måde at gøre sig uundværlig på. :)
… det kan du have helt ret i … uundværlig ligger tæt på besværlig …
Tror at pointen var, at når den første slags mennesker stopper, så koster det i biksen, for de tager al deres viden med sig – og det kan mærkes når de forsvinder (og i nogen tilfælde vil en virksomhed går langt for at holde på dem)…
Eller måske var pointen en hel anden – han var nu en gæv gut, den gamle direktør … med filthatten på skrå og gangsterattitude
Gode Gudrun, det er vel nok nogle gode vaner, du har skabt dig. Hvad fik dig til at flytte fra BarselsVikariatet, hvor du efter et år var den med højest anciennitet? Det må da have været nogle forfærdelige arbejdsforhold, siden der var sådan en gennemtræk. Med til arbejdsforhold hører vel løn, men stressede, underbemandede steder kan også være en god grund til at folk søger andre steder hen, naturligvis.
….?? (tror jeg)
Jeg skiftede job efter de obligatoriske 5 år … der var jeg så også lissom ved at have fået fod på det hele – og så er nogen mennesker så visserligt indrettet [indsæt *tåbelige*] at de føler behov for forandringer og nye udfordringer … og man skal passe på hvad man ønsker sig, det kan risikere at få i opfyldelse….