Mens gulerødderne venter på at blive sået, forårsløgene at blive plantet ud, kattene på at blive luftet, vasketøjet på at blive vasket, forældrene på at få en hjælpende hånd og arbejdet på at blive arbejdet – så venter jeg på at få det bedre så jeg kan leve op til noget af alt det der venteri.

Men jeg venter med et hovedet der er dobbelt størrelse fordi det er stoppet ud med vat (snotvat åbenbart) og en balanceevne der fortæller mig at jeg er fuld, selvom jeg ikke har drukket en dråbe.

Onsdag arbejdede jeg – og alt for mange timer… men der var jo så meget … så eftermiddag og aften blev tilbragt på langs – kun afbrudt af kærestens “shyyyh”, fordi mit snorkeri overdøvede tv’et. Torsdag forsøgte jeg mig med arbejdet igen. Aldrig har vejen til mit arbejde været så lang og allerede på vej derud, vidste jeg at jeg havde begivet mig ud over mine egne evner … men nogengange virker ligefrem nemmere end tilbage.

Efter en times møde kunne jeg dog godt se, at jeg var ved at drukne og da jeg knapt nok kunne stå lige på mine ben, virkede en taxa hjem, som det mest fornuftige.

Fredag var endnu en dag i sengen, afbrudt af besøg hos lægen, der kunne fortælle mig, at det måtte være en virus på balancenerven, der gav mig den billige rus, og den vaklende gang. Og at der ikke var andet at gøre end at vente på at det forsvandt.

Så det gør jeg så. Venter på at den forsvinder. Mens gulerødderne venter på at blive sået, forårsløgene at blive plantet ud, kattene på at blive luftet, vasketøjet på at blive vasket, forældrene på at få en hjælpende hånd og arbejdet på at blive arbejdet … åh hvor vi dog allesammen venter…