Jeg bor i et sogn, hvor der er opstillet ikke mindre end 3 lister til menighedsrådsvalget i dag. Der er tale om et regulært kampvalg. I vores lokale avis har meninger for og imod, til støtte og til hån, vekslet mellem kandidaterne for de forskellige lister.

Som i alle andre sager, hvor der er religion indblandet, kan guderne tages til indtægt for alle synspunkter. I vores kirke er diskussionspunktet grænserne for kirkens sociale forpligtelse.

Den ene liste mener at den sociale grænsen er sognegrænsen. “Vi vil gøre noget for ALLE sognets beboere” siger de i deres valgmateriale. Det lyder jo fint og positivt. Hvis det ikke lige var fordi, der i det udsagt også ligger en negation nemlig “…men vi vil ikke løfte en finger for folk, der ikke bor i sognet”.

For det er jo det der er det sørgelig ved mit sogns menighedsrådsvalg. Det drejer sig ikke om kirken som sådan, om budskabet og hvordan det skal ud eller ikke ud – det drejer sig ikke om religion. Og så alligevel …….. for er kirstendommen ikke et kærlighedsbudskab, et budskab om plads til alle – toldere og syndere – og de sidste skal blive de første…?!

Jeg ønsker ikke en kirke, der er sig selv nok. En kirke der ikke vil kigge ud over sine egne sognegrænser.

Så for mig er valget nemt – jeg stemmer på dem her:

Fælleslisten mener, at Mariakirken skal sætte fokus på kristendommens relevans og værdi for nutidsmennesker. Kirken skal udfordre til eftertanke og være kendt for sine holdninger og sit arbejde.

Vi vil tage ordene om næstekærlighed og fællesskab alvorligt. Vi kan ikke lukke øjnene for den nød, vi møder lige udenfor kirkens dør. For Fælleslisten er det vigtigt, at der er kort afstand mellem ord og handling. Vi vil derfor fortsat huse Mariatjenesten.