I går blev jeg ramt *smak* i nakken af virkeligheden, sylet ind i præstationsangst og mindreværdskomplekser. Af frustrationer over egen tagen ulidelig let på tingene og hvad det er der gør, at to måneders forberedelsesmuligheder er kortet ned til 15 dages kvalmende intensive livsfornægtende læse til eksamens dage.
Af min egen manglende se realiteterne i øjnene, når der nu har været tid nok – og pludselig ikke længere er.
Over at jeg ikke længere er oppe mod egne håb og ønsker omkring en præstation – men at jeg har valgt – JEG har sørget for at VÆLGE at sætte mig selv (og fire andre) i den situation, hvor vi pludselig skal måles og vejes … og måske findes for lette.
Måske finder dem der betaler vores hyre ud af, at de der 80.000 kr de smed i nakken på vores respektive uddannelser (og som vi rent faktisk allerede er ansat til at udføre) er dårligt givet ud…
Jeg har altid ment at eksamen var den flittige studerendes festdag – eller i mit tilfælde den veltalende studerendes festdag. Det er 8 år siden jeg sidst har været til en rigtig eksamen – og jeg har pludselig fået kvalme.
Skriv et svar