Jeg har altid hyldet den gode skulder og det åbne hjems princip.
Ud fra en hurtig sammentælling husker jeg, at jeg har haft omkring 8 forskellige venner boende i en kortere eller længere periode, fordi de var kommet ud i en eller anden form for krise.
Nogen bare et par dage, andre i måneder.
Jeg havde jo pladsen og efterhånden blev det bare normen at tilbyde plads, rum, mad og drikke til de sårede hjerter og fortvivlede tanker.
Men jeg har opdaget, at jeg i virkeligheden ikke er god til det.
Jeg bliver for involveret. Jeg kommer med gode råd, forsøger at støtte op, at gøre en forskel. Bruger mig selv, mine oplevelser, mit liv i dialogen om hvordan man kommer videre.
Og det er min fejl. At jeg vil have at folk kommer videre, At der sker et fremskridt, en ændring.
Jeg glemmer at nogen gange vil folk ikke videre. At de på et eller andet plan sidder lige præcis dér hvor de vil være – at de måske bare har brug for en pause, et hvilested og så tilbage til hvad de kom fra.
At videre ikke nødvendigvis er frelsen.
To skridt frem og to tilbage… det kan også være en dans, som folk ynder at danse og når de gør det, skal jeg måske bare lade dem danse….
Skriv et svar