Vi snakkede om at det var utroligt, at der skulle gå så lang tid før man nåede hertil. Og om sommerferie i Toscana og store drømme og små.
Og om hvor meget nemmere alting ville have været, hvis man i begyndelsen vidste hvordan det skulle ende. At det ville være nemmere at bære nederlag og skuffelser.
Vi snakkede om at miste sig selv i en anden … og hukommelsen og koncentrationen. Og jeg tænkte på at være, fremfor at tænke.
Og jeg tænkte på at livet vikler nogle finurlige tråde. Og jeg huskede på at tænke over, hvad det er man man vikler ind og ud når tingende bliver indviklede eller man udvikler sig?
Og når jeg cykler på arbejde føles luften præcis som den gjorde, da jeg var 6 eller 7 og på sommerferie hjemme hos mormor og morfar. Og jeg husker smagen af solmodne jorbær, dengang da man var sikker på at fremtiden tegnede lyst og man var elsket uendeligt.
Og jeg kan genkende det.
Skriv et svar