Når jeg har sovet 4 gange mere så har jeg fri.

11 dage på egen tid. Det føles stort og uendeligt.

Så jeg forsøger at holde sammen på mig selv og ting omkring mig. Holde armene inde i den rutsjebane, der udgør mit liv. Op og ned, ned og ned – på et tidspunkt kører den jo op igen.

Jeg holder tungen lige i munden og forsøger at vikle den og ordene rigtig rundt, selvom forbudte tanker sætte forbudte ord på spidsen af tungen og næsten ikke er til at holde indenfor tænderne.

Jeg går på fornuftens smalle sti og undrer mig imens, om jeg går den rette vej, og om den vej jeg går er min? Men jeg har ikke så meget tid til at tænke for det går stærkt, der hvor jeg går.

Men jeg glæder mig til 11 dages uendelighed.

Og jeg erkender, at det nok godt kan blive jul, selvom det bliver uden hjemmebag, risnisser og indiske stjerner.

Og jeg tror på, at når jeg får noget fred og ro og hjertevarme, så skal der nok igen blive rum til engleklang og glimmer og måske den gamle limpistol kan blive hentet ud og kreativiteten floffet op og sat i virke…

Jeg tror og jeg håber og det her er jo tiden for mirakler. Og sådan et par eller to kunne jeg godt bruge.

Bare nogle af de små…