Tag: Tilbageblik 2024

Arkiverede indlæg under den kategori


  • 2024 tilbageblik #4

    Oktober

    Man kan sige, at I oktober blev alle mine værste forventninger arbejdsmæssigt krystaliseret. Der var ingen tvivl hos nogen af os, der deltog i mit sygemøde: hvis de kunne komme afsted med at fyre mig, så var det, det de ønskede.

    Men det var ikke det de sagde. De sagde faktisk ikke rigtig noget. Men med en ydre fælles fjende, styrkes man indadtil.

    Og der er ingen tvivl om, at det at min mand fra oktober af, har deltaget i mine sygemøder på arbejde, har styrket vores samhørighed og ægteskab.

    Oktober var også den måned hvor jeg gjorde et sidste forsøg med at øge min arbejdstid, med store følgevirkninger på helbred og hverdag. Mine hovedpiner og svimmelhed tiltog, mens min evne til hverdagshåndtering aftog proportionalt.

    November

    I et forsøg på at skabe en pause i kaos blev en gammel gave indløst og min mand og jeg tog på en lille ferie til Lissabon.

    Vejret var fantastisk og der var noget vederkvægende ved at komme væk fra det ubehag der var blevet min hverdag derhjemme.

    Vi både sluttede opholdet og begyndte hverdagen derhjemme med sygdom og efter det gik det helt ned af bakken.

    Mens jeg havde været væk, havde der været travlhed i verdensfirmaet og det kom til at præge november og ikke mindst arbejdsmiljøet i det kontor jeg er i. Beslutninger fik konsekvenser og da vi nåede slutningen af november var kontoret vendt på hovedet, på alle mulige måder.

    Og egentlig var det ikke en overraskelse, da min chef den 22/11 fortalte, at han ville indstille mig til afsked. Jeg var faktisk mere overrasket over, at jeg ikke fik udleveret et partshøringsbrev til mødet.

    December

    Udover at hænge mine smukke indiske stjerner op og se noget fine amaryllis springe ud, har der ikke været megen jul i de lille hjem.

    Det var ikke fordi jeg ikke forsøgte. Men det meste af det jeg forsøgte mig med, gik i udu på alle mulige forskellige måder.

    Og opsigelsen? Jamen, den kom jo ikke. Dagene gik. Og der var både travlt og kaos på kontoret.

    Men lige inden juleferien, på den sidste 1:1 med min chef, kunne han fortælle, at selvom han stoppede med,at være chef i kontoret fra månedens udgang, ville han fortsat gerne få mig opsagt. Men han havde ikke lige haft tid. Indstilling til afsked ville forventeligt blive behandlet i direktionen 18/12 og så ville jeg få endelig besked i uge 2 i 2025.

    Glædelig jul.

    Jeg har arbejdet professionelt med HR-jura og derfor også opsigelser i små 25 år, men jeg er også bare et menneske og min jul og nytår var selvfølgelig påvirket af, at jeg er udsat for den langsomste afsked jeg nogensinde har kendt til.

    Jeg har hverken i nuet eller tilbageblikket formået at balancere det gode og det tunge … 2024 har været et voldsomt turbulent år.

    Jeg håber at tingene langsomt falder på plads i 2025 … og at mit fotofeed og hjerte bliver fyldt med smukke øjeblikke og gode minder. Det vigtigste i livet er de mennesker vi omgiver os med.


  • 2024 tilbageblik #3

    Juli

    Oprindeligt skulle jeg have været nået op på fuld arbejdstid, inden min sommerferie startede, i slutningen af juli. Men da jeg ramte omkring 18 ugentlige timer, ramlede verden omkring. Udover at alt blev uoverskueligt, var det også kaos. Jeg mistede troen på, at jeg nogensinde kunne få en normal tilværelse igen.

    Så jeg gik ned i tid igen og holdte derefter 4 ugers ferie. Under ferien blev tilværelsen udholdelig igen.

    August

    Mens juli gled over i august tilbragte jeg 10 dage ferie på Kreta med min søster, hendes børn, svigerbarn og barnebarn.

    Efter et stop i DK igen, drog min mand og jeg i de efterfølgende 3 i bil gennem Europa. Smuk og bjergtagende natur og skønne dage, hvor mit system fald til ro, da jeg kom ned i gear.

    Gennem byer og over bjerge, på restauranter og vingårde. I et Europa, der dog var noget varmere end vi havde regnet med og planlagt.

    De første 3 dage tilbage på arbejdet gik fint og så kolapsede min (arbejds)verden.

    Noget var måske ferieblues, men det mest var eksplosionen af en arbejdsmiljøsag. En sag, der var startet op i foråret 2023, havde ulmet gennem året, indtil det blev forsøgt begravet i foråret 2024.

    Men istedet for at dø, viste det sig at noget havde gæret og til sidst sprak det hele, på en uventet måde. 

    Det er ikke kun hos Moderaterne man kan få “en aftale man ikke kan afslå”.  Men det skulle dog vise sig at det kun var begyndelsen.

    Selvom august var varm, var sommeren endegyldigt overstået.

    September

    I september nåede jeg, hårdt presset af min mand, til den erkendelse, at jeg ikke ville kunne komme til at arbejde på fuld tid igen. Ikke nu. Måske aldrig.

    Og jeg rakte ud til min leder og ham over ham. Et forsøg på at gå i dialog om en løsning. Jeg kunne fortsat noget, har en viden og en evne der kunne gavne kollegaer og organisation. Og min hjemkommune var med på det og forlængede mine sygedagpenge med henblik på arbejdsprøvning.

    Og mens det blev sensommer og høsttid,  hørte jeg .. absolut ingenting.

    For ikke at blive vanvittigt, eller gå helt i stykker over ikke at kunne få en afklaring på fremtiden, forsøgte jeg at brænde al den adrenalin og kortison min krop var fyldt med ved at være så fysisk i min have og ved at rydde op.

    Eller så fysik som min konstante svimmelhed tillod. Jeg har aldrig tidligere væltet så meget rundt som i denne september.


  • 2024 tilbageblik #2

    April

    April startede fint ud. Forårets komme, min fars flytning og 87 års fødselsdag … og mig der skulle starte på arbejdet igen. 2×2 timer om ugen. Alt lysnede og babyen voksede.

    Men midt i flytteriede opdagede vi, at min far havde været udsat for groft tyveri og bedrageri på plejehjemmet, hvor han boede. Det viste sig at der stod en medarbejder bag.

    Gennem tre nætter havde vedkommende taget min fars telefon fra ham og i samarbejde med flere andre havde de styret hans mail, bank og MitID og gennemført indkøb betalt med hans kort. 

    400.000 kr havde de købt for, derefter havde de så fået kortet lukket og bestilt 2 nye kort, med højere beløbsgrænse. Og kortene skulle have været sendt til den fraflyttede bolig, så svindlen kunne fortsætte.

    Vi fik lukket hullerne. Medarbejderen blev bortvist og politiet er stadig ikke gået igang med at undersøge sagen. Plejehjemmet har ikke ville anmelde medarbejderen til politiet. Og vi blev bare bestyrket i, at det var godt at få ham væk fra det plejehjem.

    Træerne vokser ind i himlen på det nye plejehjem, men det er meget bedre end det gamle. Og i begyndelsen fik min far en stor opblomstring.

    Jeg havde også selv en tro på fremtiden og da jeg først fik lagt min frustration over politiets ineffektivitet bag mig, kunne jeg bedre være i mit liv og min tilværelse… og jeg gik så langt som til at tro på en kommende normalitet, at jeg planlagde en forsinket fødselsdagsfejring, der skulle finde sted om sommeren.

    Jeg arbejdede stadig så lidt, at jeg havde overskud til at mødes med folk og bl.a. fik gåtur med hest og en københavnertur med udsigt til den nedbrændte Børsen.

    Maj

    Noget af det fedeste ved maj, var og er den tro og grokraft der er ved foråret. Og det her forår blev det endda krydret med at vi fik afsat en stor del af min svigermors arvestykker, til min nieces svigerfamilie, så vi kunne komme videre med oprydningen efter hendes død.

    Jeg var ude og prøvesmage is og bær, hvor min kommende fødselsdagsfejring skulle holdes – og min far har frisk nok til at komme med. Jeg arbejdede mere, men stadig på et niveau, så jeg kunne lave noget ved siden af.

    Maj bød også på en af årets fineste oplevelser: en tur til Stedsans in the Woods, i Sverige med en veninde. Det har fred i sjælen toppet med ro i hjertet. Derudover var maj hyldeblomster og forsommerglæde i det jyske.

    På mit arbejde var det ikke helt så nemt. En arbejdsmiljø sag eskalerede og begyndte at få det mere vanskeligt med at følge med, efterhånden som arbejdstiden øges.

    Juni

    Vi fik endelig spredt min stedmors aske ved en fin ceremoni. Og endnu et livskapitel blev lukket.

    Og livet går ubønhørligt videre, både for dem der er i sorg og dem der ikke er.

    Udesengen kom op. Men sommer i Danmark blev aldrig helt en del af min 2024.

    Min fødselsdagsfejring blev gennemført i regn og kaos. For mit liv smuldrede frem mod sommeren. Jeg glemte alting og kludrede i resten.


  • 2024 tilbageblik

    2024 har været det hidtil mest turbulente, personligt tragiske og livsomskiftende år til dato, for mig.

    Det har også været et år hvor jeg haft svært ved at være fuldt tilstede i det smukke og livsbekræftende, og øjeblikkene er nærmest kørt forbi uden fuldt at manifestere sig og det jeg sidder tilbage med er det tunge og triste. Men der har været mange fantastiske øjeblikke i 2024, og på min telefon ligger lyse og glade billeder af det, og i dette tilbageblik på 2024 vil jeg prøve at balancere de to sider af 2024.

    Januar

    Første halvdel af januar var vinter og forventninger. I vinterkulden pakkede vi sommertøj og dykkergrej ned til det vi troede ville blive vores drømmerejse: Mikronesien og dykning på øen Truuk. Efterfulgt af endnu mere dykning fordelt på to destinationer på Filippinerne.

    Efter en lang rejse endte vi på øen Truuk og tog med båden ud til første dykkersted … og mit liv skiftede spor. Vi havde 2 “testdyk” og efter det 3. dyk – og første rigtige tekniske dyk 23. januar omkring kl. 17 lokal tid sprang en boble i mit øre. Jeg var blevet ramt af dykkersyge i det indre øre (IEDCS).

    På grund af uvejr kunne jeg først komme i land næste dag og yderligere tid blev spildt på er hospital, derfor kom jeg først i trykkammer 26 timer efter dykket. Og dermed alt for lang tid efter de anbefalede 6 timer der maks må gå.

    Efter en uges tid på øen med yderligere behandlinger i trykkammer, kaos, ineffektivitet og forgæves redningsaktioner lykkedes det os ved egen drift at komme væk fra øen og til Manila på Filippinerne.

    Vi forlod Truuk den 30. januar og landede i Manila den 31 om aftenen og da vi vågnede op igen var det …

    Februar

    Vi endte med at beslutte, at blive på Filippinerne og restituere inden rejsen hjem. Vi var udmattede af det vi havde oplevet på Truuk og kunne ikke overskue en ny lang rejse. Og mens min mand og vores medrejsende ven dykkede, og prøvede genoptage ferien, prøvede jeg, at komme på benene igen.

    Jeg blev kørt til resortet i en rullestol, men var heldigvis i stand til at gå ved hjælp af stok og støtte, da vi forlod stedet medio februar

    De sidste dage vi var der, kunne vi bevæge os lidt væk fra hotellet. Men verden var blevet ny og voldsom for mig. Mine sanser var påvirketaf dykkersygen, så det var begrænset hvad jeg fik ud af det. Og på det tidspunkt ville jeg bare gerne hjem

    Mens jeg var på Filippinerne lykkedes det min søster, at få en anden plejehjemsplads til vores far, så han kunne flytte fra det rædselssted han var endt. Foråret var på vej. Vi forlod Filippinerne på første klasse, men et maveonde tog toppen af den fornøjelse for mit vedkommende.

    Men størst af alt, så var min niece blevet mor og vi skulle hjem og møde den lille ny.

    Hjemme igen, startede jeg op med undersøgelser og en besked om at være tålmodig. Men også en besked om at skaderne efter min dykkerulykke, måske aldrig ville gå væk. Jeg var sygemeldt fra arbejdede og alle ønskede mig det brdste. Min egen fødselsdag kom og gik i stilhed.  Og jeg ventede på bedre vejr og på at helbredet ville komme sig.

    Marts

    Jeg googlede “3-hjulede cykler til voksne” og troede jeg aldrig ville komme til at køre bil igen. Men evnerne vendte tilbage og i marts kom også den første cykeltur igen.

    Jeg var fuldt sygemeldt og det betød bl.a. at jeg nåede at få det så godt, at der i marts var overskud til at se min far, niece-barnet, være kreativ med min nevø og have mit første restaurant besøg hvor vi fejrede hans fødselsdag. En lille bitte smule oprydning blev det også til.

    Med foråret kom noget af livsglæden tilbage og jeg var sikker på at jeg nok skulle generobre mit liv.



  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem



De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com