Tag: Sygdom

Arkiverede indlæg under den kategori

  • Mens vi venter på det uundgåelige

    I dag er det 86 dage siden, jeg første gang fik at vide, at jeg ville blive afskediget.

    Og det er ikke sket endnu.

    133 dage siden, det “sygemøde” blev afholdt, hvor min mand, tillidsrepræsentant og jeg sad tilbage med oplevelsen af, at de ville af med mig.

    Og 160 dage siden jeg sendte min leder og dennes leder en mail, hvor jeg bad så inderligt, om vi ikke kunne starte en dialog.

    En dialog hvor vi kunne drøfte muligheder, fordi jeg havde indset, at jeg ikke ville kunne komme tilbage på fuld tid, men stadig havde en masse viden, der ville kunne gøre gavn i virksomheden.

    En udstrakt hånd, der aldrig blev taget.

    I alt den tid har jeg arbejdet det jeg har kunnet. Mødt ind, dag efter dag. Sagt til mig selv og andre, at der ikke er taget en beslutning, før der er taget en beslutning. Gjort mit bedste.

    Rådgivet. Støttet. Ryddet op.

    Og jeg er sprød som is på en vandpyt nu.

    Det er 12 dage siden min frist for at aflevere mit partshøringssvar udløb, og jeg venter stadig på en afgørelse.

    Nu prøver jeg mentalt at forberede mig på, at jeg højst sandsynligvis modtager min afgørelse om afsked på min fødselsdag.

    For det er den sidste dag i februar og de fleste af de dårlige beskeder jeg har modtaget i det her forløb, er faldet på en fredag.

    Og den der normalt kerer sig om sådan nogen detaljer, er mig.

    Min stilling er i øvrigt slået op. Klar til at blive besat til anden side.

    , , , , , ,
    Kommentarer: Mens vi venter på det uundgåelige

  • Risiko for blow out

    Den sidste tid har Facebook venligt mindet mig om mit livs mest traumatiske oplevelse: min dykkerulykke på Mikronesien sidste år.

    Uvished, forgæves redningsaktioner og døgn på døgn uden søvn. 

    Forsikringsselskabet sammenlignede det vi var udsat for, med fingeret mord – så det er ikke så underligt at vi endte med stresskolabs og belastningsreaktion.

    Minderne kommer samtidig med at min arbejdsevne og arbejdssituation stadig er uafklaret og det betyder at mit nervesystem kører på højtryk.

    Oven i det er mit arbejde fortsat utroligt kaotisk og kalder på min hjælp, viden og assistance.

    Jeg arbejder meget konkret med “at passe på mig selv”, men kan mærke, at jeg bevæger mig af en sti der bliver smallere og smallere og jeg kan ikke garantere, at det hele vælter og alt bare fosser ud.

    , , , , ,
    Kommentarer: Risiko for blow out

  • Efterløn (Økonomiske beslutninger #3 og 4)

    Jeg husker lige så tydeligt.

    At jeg sad ude i mit køkken. Jeg var lige blevet færdig på universitetet og jeg havde stadig mit første job, som jurist, tilgode. Og jeg åbnede og læste et brev, der bad mig tage stilling til efterløn.

    Efterløn.

    Kan huske at de lokkede med, at hvis man nu var arbejdsløs op til man kunne gå på efterløn, så skulle ens hjemkommune skaffe en et seniorjob.

    Kan også huske, at andre sagde at hvis man selv sparede og investerede det samme beløb, så ville man kunne forrente det meget bedre.

    Jeg kan ikke huske at jeg drøftedes det rigtigt med nogen der havde forstand på det … og jeg begyndte ikke at spare og investere det, som det ville have kostet mig at deltage.

    Jeg ved jeg tænkte “Efterløn, hvad fanden skal jeg med det? Jeg er lige blevet færdig med mit studie… jeg vil da arbejde så længe jeg overhovedet kan!“

    Det må have været i 1999 … meget kan ske på et år, endnu mere på 25 år.

    Jeg kan ikke gennemskue om det ville have været noget jeg kunne bruge i den situation jeg er i. Men havde jeg indbetalt ville jeg kunne have fået opsparingen udbetalt og havde jeg opsparet efterlønsbidraget der også omkring de 500 kr mdl. havde den opsparing været omkring de 150.000 kr.+ evt. forretning.

    120.000 + 150.000 = 270.000 … mange bække små …

    , ,
    Kommentarer: Efterløn (Økonomiske beslutninger #3 og 4)

  • 2024 tilbageblik #4

    Oktober

    Man kan sige, at I oktober blev alle mine værste forventninger arbejdsmæssigt krystaliseret. Der var ingen tvivl hos nogen af os, der deltog i mit sygemøde: hvis de kunne komme afsted med at fyre mig, så var det, det de ønskede.

    Men det var ikke det de sagde. De sagde faktisk ikke rigtig noget. Men med en ydre fælles fjende, styrkes man indadtil.

    Og der er ingen tvivl om, at det at min mand fra oktober af, har deltaget i mine sygemøder på arbejde, har styrket vores samhørighed og ægteskab.

    Oktober var også den måned hvor jeg gjorde et sidste forsøg med at øge min arbejdstid, med store følgevirkninger på helbred og hverdag. Mine hovedpiner og svimmelhed tiltog, mens min evne til hverdagshåndtering aftog proportionalt.

    November

    I et forsøg på at skabe en pause i kaos blev en gammel gave indløst og min mand og jeg tog på en lille ferie til Lissabon.

    Vejret var fantastisk og der var noget vederkvægende ved at komme væk fra det ubehag der var blevet min hverdag derhjemme.

    Vi både sluttede opholdet og begyndte hverdagen derhjemme med sygdom og efter det gik det helt ned af bakken.

    Mens jeg havde været væk, havde der været travlhed i verdensfirmaet og det kom til at præge november og ikke mindst arbejdsmiljøet i det kontor jeg er i. Beslutninger fik konsekvenser og da vi nåede slutningen af november var kontoret vendt på hovedet, på alle mulige måder.

    Og egentlig var det ikke en overraskelse, da min chef den 22/11 fortalte, at han ville indstille mig til afsked. Jeg var faktisk mere overrasket over, at jeg ikke fik udleveret et partshøringsbrev til mødet.

    December

    Udover at hænge mine smukke indiske stjerner op og se noget fine amaryllis springe ud, har der ikke været megen jul i de lille hjem.

    Det var ikke fordi jeg ikke forsøgte. Men det meste af det jeg forsøgte mig med, gik i udu på alle mulige forskellige måder.

    Og opsigelsen? Jamen, den kom jo ikke. Dagene gik. Og der var både travlt og kaos på kontoret.

    Men lige inden juleferien, på den sidste 1:1 med min chef, kunne han fortælle, at selvom han stoppede med,at være chef i kontoret fra månedens udgang, ville han fortsat gerne få mig opsagt. Men han havde ikke lige haft tid. Indstilling til afsked ville forventeligt blive behandlet i direktionen 18/12 og så ville jeg få endelig besked i uge 2 i 2025.

    Glædelig jul.

    Jeg har arbejdet professionelt med HR-jura og derfor også opsigelser i små 25 år, men jeg er også bare et menneske og min jul og nytår var selvfølgelig påvirket af, at jeg er udsat for den langsomste afsked jeg nogensinde har kendt til.

    Jeg har hverken i nuet eller tilbageblikket formået at balancere det gode og det tunge … 2024 har været et voldsomt turbulent år.

    Jeg håber at tingene langsomt falder på plads i 2025 … og at mit fotofeed og hjerte bliver fyldt med smukke øjeblikke og gode minder. Det vigtigste i livet er de mennesker vi omgiver os med.

    , , , , , , , , ,
    Kommentarer: 2024 tilbageblik #4

  • 2024 tilbageblik

    2024 har været det hidtil mest turbulente, personligt tragiske og livsomskiftende år til dato, for mig.

    Det har også været et år hvor jeg haft svært ved at være fuldt tilstede i det smukke og livsbekræftende, og øjeblikkene er nærmest kørt forbi uden fuldt at manifestere sig og det jeg sidder tilbage med er det tunge og triste. Men der har været mange fantastiske øjeblikke i 2024, og på min telefon ligger lyse og glade billeder af det, og i dette tilbageblik på 2024 vil jeg prøve at balancere de to sider af 2024.

    Januar

    Første halvdel af januar var vinter og forventninger. I vinterkulden pakkede vi sommertøj og dykkergrej ned til det vi troede ville blive vores drømmerejse: Mikronesien og dykning på øen Truuk. Efterfulgt af endnu mere dykning fordelt på to destinationer på Filippinerne.

    Efter en lang rejse endte vi på øen Truuk og tog med båden ud til første dykkersted … og mit liv skiftede spor. Vi havde 2 “testdyk” og efter det 3. dyk – og første rigtige tekniske dyk 23. januar omkring kl. 17 lokal tid sprang en boble i mit øre. Jeg var blevet ramt af dykkersyge i det indre øre (IEDCS).

    På grund af uvejr kunne jeg først komme i land næste dag og yderligere tid blev spildt på er hospital, derfor kom jeg først i trykkammer 26 timer efter dykket. Og dermed alt for lang tid efter de anbefalede 6 timer der maks må gå.

    Efter en uges tid på øen med yderligere behandlinger i trykkammer, kaos, ineffektivitet og forgæves redningsaktioner lykkedes det os ved egen drift at komme væk fra øen og til Manila på Filippinerne.

    Vi forlod Truuk den 30. januar og landede i Manila den 31 om aftenen og da vi vågnede op igen var det …

    Februar

    Vi endte med at beslutte, at blive på Filippinerne og restituere inden rejsen hjem. Vi var udmattede af det vi havde oplevet på Truuk og kunne ikke overskue en ny lang rejse. Og mens min mand og vores medrejsende ven dykkede, og prøvede genoptage ferien, prøvede jeg, at komme på benene igen.

    Jeg blev kørt til resortet i en rullestol, men var heldigvis i stand til at gå ved hjælp af stok og støtte, da vi forlod stedet medio februar

    De sidste dage vi var der, kunne vi bevæge os lidt væk fra hotellet. Men verden var blevet ny og voldsom for mig. Mine sanser var påvirketaf dykkersygen, så det var begrænset hvad jeg fik ud af det. Og på det tidspunkt ville jeg bare gerne hjem

    Mens jeg var på Filippinerne lykkedes det min søster, at få en anden plejehjemsplads til vores far, så han kunne flytte fra det rædselssted han var endt. Foråret var på vej. Vi forlod Filippinerne på første klasse, men et maveonde tog toppen af den fornøjelse for mit vedkommende.

    Men størst af alt, så var min niece blevet mor og vi skulle hjem og møde den lille ny.

    Hjemme igen, startede jeg op med undersøgelser og en besked om at være tålmodig. Men også en besked om at skaderne efter min dykkerulykke, måske aldrig ville gå væk. Jeg var sygemeldt fra arbejdede og alle ønskede mig det brdste. Min egen fødselsdag kom og gik i stilhed.  Og jeg ventede på bedre vejr og på at helbredet ville komme sig.

    Marts

    Jeg googlede “3-hjulede cykler til voksne” og troede jeg aldrig ville komme til at køre bil igen. Men evnerne vendte tilbage og i marts kom også den første cykeltur igen.

    Jeg var fuldt sygemeldt og det betød bl.a. at jeg nåede at få det så godt, at der i marts var overskud til at se min far, niece-barnet, være kreativ med min nevø og have mit første restaurant besøg hvor vi fejrede hans fødselsdag. En lille bitte smule oprydning blev det også til.

    Med foråret kom noget af livsglæden tilbage og jeg var sikker på at jeg nok skulle generobre mit liv.

    , , , ,
    Kommentarer: 2024 tilbageblik

  • Så blev det jul igen …

    Katten, der er kommet hjem hvor den bor normalt, og har sin kattelem til udelivet, sover ovenpå den første udenat i 5 dage.

    Manden har iført sig julegaverne orange sokker og sikkerhedshjelm, for at gå ud og ordne den brændestak, der ligger og kalder på ham.

    Selv har jeg fundet min gamle kransekage opskrift frem fra gemmerne og går om lidt igang med at få nytårskagerne lavet. De er nemlig bedst hvis de er lavet i forvejen, så de når at blive frosset ned. Opskriften er fra en af naboerne søster, med inspiration fra Mette Blomberg.

    Der er ild i brændeovnen og inden jeg går igang med kagerne, trænder jeg op i vildmarksbadet. Vi har rester til frokost og planlægger, at de skal indtages med en snaps og efterfølgende middagslur.

    Normal er der dømt total afslapning juledag og lidt mere aktivitet 2. juledag. Men i år blev det omvendt. Vi anvendte juledag til en spontan julefrokost og spilaften med familien. Jeg havde overskud fordi jeg ikke havde stresset rundt juleaften.

    Min mand stod nemlig for alt julemaden den 24. december og jeg lod være med at blande mig, fik en lur inden vi tog afsted og trak mig da der var behov for det. Og det blev en fin og hyggelig aften.

    Selvom 2024 har været kaotisk på mange forskellige måder, så krydser jeg for at 2025 bliver et år af en anden støbning og vi bruger dagene mellem jul og nytår på at komme helt ned i gear.

    , , , , ,
    Kommentarer: Så blev det jul igen …

  • Kun en tåbe frygter ikke julen

    Eller: Sådan overlever du juleaften, når du er kognitivt udfordret…

    Min søster har fødselsdag en uge før jul, og dagen i går var derfor en mini-test på min fungeren i selskaber.

    Og det gik so-so.

    Jeg lærte, at jeg skal tage de råd jeg har fået fra CSV alvorligt.

    For jeg klarede kun 2 timer, med halvdelen af dem, der kommer til jul.

    Rådene er disse:

    1. Find de tidspunkter på dagen hvor det giver mening at holde pause. Så dine pauser er planlagt på forhånd.
    2. Når du holder pause, skal du gå væk fra de andre i selskabet
    3. Sørg for at have redskaber med til at skærme dig fra lyd og lys (ørepropper, noisecancellation headphones og evt. sovemaske
    4. Tag et hvil inden det hele starter
    5. Undgå alle former for koordinerende roller
    6. Lav din del og kun det (og helst dagen før)
    7. Undgå at deltag i oprydning
    8. Forlad rummet når der er kaos, eksempelvis:
      • Når det sidste af julemaden skal klargøres og serveres
      • Oprydning
      • Lægge gaver under juletræ
    9. Undlad at gå rundt om juletræ mens der kigges i sanghæfte
    10. Hav en bagkant – tænk på kvalitet, fremfor kvantitet

    Det føles lidt som at sige farvel til alt det, der gør juleaften til juleaften og noget andet end alle andre aftener. Og alt det der gør mig til mig.

    Men jeg oplevede i går hvordan det hele pludselig blev for meget og jeg bare skulle væk … og ved at følge ovenstående kan det forhåbentlig også blive en hyggelig aften for mig.

    , , , , , ,
    Kommentarer: Kun en tåbe frygter ikke julen

  • Så skørt, at det ville være skægt, hvis det ikke havde været så tragisk…

    Når en ellers hyggelig aften ender med glemt telefon, at fare vild, ødelagt cykel og afhentning på en benzintank … så får man da tanker.

    Hvis jeg ikke vidste, at mine kognitive udfordringer har udgangspunkt i min dykkerulykke og den store belastning jeg har været under og fortsat lever i, ville jeg tro, at jeg led af begyndende demens.

    Og med fire tætte familiemedlemmer med hver sin demenssygdom (Levy Body Demens, Alzheimers, Semantisk- og Frontotemporal demens) så er det at udvikle demens en mulighed jeg både frygter og lever med bevidstheden om kan blive min virkelighed.

    Og jeg håber virkelig ikke, at torsdag aften var første bid af kagen. Men hvis det viser sig at være sådan, er her de tidligste tegn på demens:

    Jeg havde været på arbejde. En hård dag på mange forskellige måder. Og jeg var træt, men valgte alligevel at opfylde en social forpligtelse … fordi jeg hele tiden melder afbud og har svært ved at være i den jeg er blevet, som aldrig orker at se nogen.

    Det var hyggeligt. Min mand kom også forbi. Han var i bil og jeg på cykel, så vi forlod selskabet, for at køre hjem på hvert vores transportmiddel.

    Jeg valgte en anden rute hjem, fordi jeg tidligere havde fået at vide at jeh normalt kørte en omvej. Det medførte, at jeg pludselig opdagede, at jeg kørte væk fra mit eget hjem istedet for hen mod … j

    Jeg blev forvirret og ville tjekke retningen på Googlemaps. Kunne ikke finde min telefon i min taske.

    Havde heldigvis min arbejdstelefon i tasken og som alle normale mennesker ringede jeg til den forsvundne telefon fra min arbejdstelefon, og min niece som jeg havde besøgt svarede.

    Hun fik arrangeret at min mand kørte retur efter telefonen. Men jeg var stadig faret lidt vild og kunne ikke finde ud af, at bruge kortet på min arbejdstelefon, fordi det er en iPhone.

    …. så jeg fortsatte den forkerte vej. Indtil jeg fik landkending og kunne se hvor meget jeg var på afveje.

    Fik vendt (el-)cyklen og kunne se at det, at cyklen havde stået udfor i kulden, havde tappet batteriet og jeg havde kun 2 “streger” tilbage til en tur på 9 km.

    Det var mørkt. Jeg er i øvrigt mørkeblind. Min elcykel var lavt på strøm … så det eneste jeg havde for mig var at cykle derudaf det bedste jeg havde lært og komme så langt mod hjemmet som muligt inden jeg løb tør fir strøm.

    Og fordi det er en anden rute end normalt, og det er virkelig mørkt, er jeg ikke obs på hvor cykelstien ender ved Sjællandsbroen.

    Så jeg misser skiltet ned “cykling forbudt”, der forklarer at cykelstien stopper –  kører jeg direkte og frontalt ind i en høj fortovskant.

    Alt ryger ud af cykelkurven og hjulet kan ikke længere køre ordentligt rundt. Der sker heldigvis ikke noget med mig.

    Men der er 8 km hjem.

    En lille halv time på cykel og 1,5 time på gåben. I mørke og med en defekt cykel.

    Havde jeg været alene hjemme var jeg gået hjem. Men nu hvor min mand var der, fik jeg fat på ham og det hele endte med at han kom ud og hentede mig på en tankstation.

    Nåja … cyklen skal have ny fælg og eger. Jeg kan sandsynligvis hente den på mandag. Og skrive det på den meget lange tabsliste for 2024.

    , , , , , , ,
    Kommentarer: Så skørt, at det ville være skægt, hvis det ikke havde været så tragisk…

  • … men min krop den har det godt

    Der er så meget kaos og stress i mit liv, at jeg ikke engang ved hvor jeg skal starte eller slutte.

    Men det medførte bl.a. at jeg endelig kom til en behandling hos den Body SDS behandler jeg har gået til i årevis, men lidt havde opgivet, fordi han er virkelig dygtig og har været fuldt booket i hele og halve år.

    Sidst jeg var der var i marts 2023 og der var hændt meget i mit liv siden da. Bl.a. hele 2024!

    Men, jeg har også i perioden tabt mig, fastet kontinuerligt og trænet. Og arbejdet meget mindre pga. min delvise sygemelding.

    Og midt i alt det her kaos 2024 har været, har jeg også smidt mine smertestillende piller, uden at tænke så meget over det.

    Det skete på Filippinerne. Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne samle mig om noget. Heller ikke mine daglige vitaminer og smertestillende medicin.

    Og da jeg kom hjem til Danmark og ikke havde smerter, var der jo ingen grund til at spise smertestillende piller.

    I går blev jeg dels gjort opmærksom på hvilket mirakel det er, at jeg er smertefri efter at jeg levet et liv i smerter i mange mange år – og jeg fik også at vide, at alt den inflammation, der har været i mit væv, var væk.

    Min body SDS behandler sagde, at jeg var et levende bevis på, at lige så meget smerter kan fylde hele ens bevidsthed, når man har dem, lige så lidt fylder de i hukommelsen, når de er væk.

    Og det er såre sandt. Men jeg er super glad for at opdage, at min krop den har det godt. Og jeg tænker at det bl.a. er det der gør at jeg kan stå oprejst, men alt omkring mig rasler ned.

    , , , , , , ,
    Kommentarer: … men min krop den har det godt

  • Vi er her for at hjælpe dig…

    … hvis du skulle være i tvivl, tryk 1.

    Min sagsbehandler på jobcenteret, henviste mig til et forløb med en fastholdelseskonsulent.

    Det er henlagt hos en “anden aktør” – det vil sige det ligger hos et firma og ikke i kommunen selv.

    Først gik det galt. Og så gik det mere galt og nu er jeg forvirret på et nyt og højere niveau.

    Forløbet skulle starte den 14. oktober. Jeg hørte ikke noget. Ikke før, datoen. Ikke i løbet af ugen. Tænkte jeg måtte være tålmodig, det kunne jo skyldes efterårsferie.

    I går ringede jeg så. Først til pågældende anden aktør, der ikke kendte til mig og dernæst til min sagsbehandler i Jobcenteret.

    Kunne dog ikke ringe direkte til min sagsbehandler, da klokken var blevet 5 minutter over telefontid, da jeg fandt ud af, at jeg var ukendt i systemet.

    Så det var gennem Jobcenterets uendelige valg af tryk-systemer, jeg kom igennem til et menneske, som kunne tage imod en besked … og efter et par timer ringede sagsbehandleren også retur.

    Hun kunne godt se, at jeg ikke var oprettet korrekt. Og fortalte at det var godt, at jeg havde gjort hende opmærksom på det. For det var ikke noget hun fik besked om.

    Fik så en række nye breve i e-boks og troede at nu var den hjemme.

    På fornyet opkald til anden aktør, kunne de da også finde mig i dag.

    Jeg kunne dog ikke tale med en konsulent, for jeg havde ikke fået en endnu. “I løbet af ugen” var svaret, på min forespørgsel om hvornår jeg fik en.

    Og under alle omstændigheder, ville jeg ikke bare kunne snakke med vedkommende. Jeg skulle jo først til intromøde. Det ville jeg også blive indkaldt til i løbet af ugen.

    Hårdt presset fik jeg ud af hende, at intromødet fandt sted næste mandag og på et tidspunkt hvor jeg har et arbejsreleteret møde.

    Så hvis jeg ikke kunne komme til mødet, skulle jeg kontakte min sagsbehandler i kommunen og få etableret “godkendt fravær” til intromødet, da de ellers ville trække i sygedagpenge på den dag …

    Men det kunne jeg først gøre når jeg har fået indkaldelsen.

    Hvornår og hvordan jeg ville få hjælp til fastholdelse kunne de dog ikke oplyse mig om.

    Og hvis der er nogen der ønsker at jeg rater min oplevelse på en skala fra 1-9, hvor 9 er det højeste … så trykker jeg 1!

    , , , , , ,
    Kommentarer: Vi er her for at hjælpe dig…

Sider:

Visitsen i billeder:

NYESTE KOMMENTARER:

  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem

KATEGORIER:

Søg på visitsen.dk:

HEMMELIGHEDER:

De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com

Daglige klik:

RSS feeds:

Meta: