Hvis du lever et helt almindeligt arbejdsliv, og derefter går på pension, behøver du aldrig bekymre dig om, hvad det er for noget.
Men hvis du, før du når din pensionsalder, bliver kritisk syg, mister hele eller dele af din arbejdsevne eller dør – så kan det gøre en stor forskel i dit og dine pårørendes liv om du er dækket af en gruppelivsforsikring eller ej.
Hvis du er dækket kan du se det inde på pensionsinfo.dk – så står der nemlig et udbetalingsbeløb ved ulykke, død og tabt arbejdsfortjeneste.
Og hvorfor skriver jeg det?
Fordi den dykkerulykke jeg var ude for januar 2024 medførte nedsat arbejdsevne og derefter afsked fra job pr. 31.7.2024.
Jeg har heldigvis lige kunnet åbne et brev i e-boks der tilkendegiver, at jeg kan få midlertidig invalidepension, hvilket gør, at jeg har lidt mere at leve af fra 1. august end bare sygedagpenge.
Havde jeg ikke været omfattet af en overenskomstbestemt pensionsordning det meste af mit arbejdsliv, var det ikke sket.
Jeg var ikke klar over det … og jeg fandt kun ud af det, fordi min sygdom kom som følge af en ulykke.
Jeg kender desværre andre mennesker, der ligesom mig aldrig har tænkt over betydningen af at være dækket af en gruppelivsforsikring… mennesker der har mistet dækningen fordi de er holdt op med at indbetale efter afsked, folk der ikke var klar over at de kunne få dækning ved kritisk sygdom.
Men min fagforenings socialrådgiver oplyste mig om det. Og fra min løn stopper med denne måneds udgang og indtil arbejdsevne er afprøvet kan jeg være lidt mindre bekymret for økonomi, den næste tid.
Efter en fin, dejlig og romantisk weekend med min mand, føler jeg mig både taknemmelig, hudløs og sårbar.
Og når man så kører hjem med Anne Linnets “Jeg er jo lige her” som Portrætalbum på Radio IIII så er det som om, der spilles og synges til mig.
… mit hjerte er ikke gået i 1000 stykker … men mit liv er.
Man siger at over skyerne er himlen altid blå og at efter stormes pisken kommer solen frem … og jeg ved, at alt min sidste tid skal leves, at alt det vi har grædt igennem livet det svinder på en forårsdag.
Og jeg er glad og taknemmelig over at midt i min usikkerhed og angst for fremtiden, har vi – i det mindste i en weekend levet i nuet og nydt.
I dag er det 86 dage siden, jeg første gang fik at vide, at jeg ville blive afskediget.
Og det er ikke sket endnu.
133 dage siden, det “sygemøde” blev afholdt, hvor min mand, tillidsrepræsentant og jeg sad tilbage med oplevelsen af, at de ville af med mig.
Og 160 dage siden jeg sendte min leder og dennes leder en mail, hvor jeg bad så inderligt, om vi ikke kunne starte en dialog.
En dialog hvor vi kunne drøfte muligheder, fordi jeg havde indset, at jeg ikke ville kunne komme tilbage på fuld tid, men stadig havde en masse viden, der ville kunne gøre gavn i virksomheden.
En udstrakt hånd, der aldrig blev taget.
I alt den tid har jeg arbejdet det jeg har kunnet. Mødt ind, dag efter dag. Sagt til mig selv og andre, at der ikke er taget en beslutning, før der er taget en beslutning. Gjort mit bedste.
Rådgivet. Støttet. Ryddet op.
Og jeg er sprød som is på en vandpyt nu.
Det er 12 dage siden min frist for at aflevere mit partshøringssvar udløb, og jeg venter stadig på en afgørelse.
Nu prøver jeg mentalt at forberede mig på, at jeg højst sandsynligvis modtager min afgørelse om afsked på min fødselsdag.
For det er den sidste dag i februar og de fleste af de dårlige beskeder jeg har modtaget i det her forløb, er faldet på en fredag.
Og den der normalt kerer sig om sådan nogen detaljer, er mig.
Min stilling er i øvrigt slået op. Klar til at blive besat til anden side.
I dag skal jeg til “en alvorlig samtale” med min tidligere leder og den pt. fungerende leder.
Efter mere end 25 år i branchen er jeg ret sikker på, hvad der skal ske og jeg er så forberedt man kan være på det som vil ske.
I det mindste går næste del af mit (erhvervs)liv videre.
På er dyk i Maldiverne for mange år siden, blev jeg taget af en nedadgående strøm. Uanset hvor meget jeg kæmpede, så kunne jeg ikke komme op. Lige inden jeg droppede mit bly, så min mand mig kæmpe og kom ud til mig.
Sammen kom vi hen til der hvor strømmen slap, og vi kunne komme i læ og senere op.
Dengang lærte jeg, at hvis du bliver trykket ned af en modstrøm, er der en grænse for hvor længe du skal kæmpe imod, hvis du vil overleve.
Men også, at på et tidspunkt vender strømmen, og så kan du komme i sikkerhed og i land igen.
Jeg håber på at dagen i dag bliver der hvor strømmen knækker.
Og hvis ikke?
Så er der stadig luft tilbage i dykkerflasken og en båd der venter på at samle mig op.
Man kan sige, at I oktober blev alle mine værste forventninger arbejdsmæssigt krystaliseret. Der var ingen tvivl hos nogen af os, der deltog i mit sygemøde: hvis de kunne komme afsted med at fyre mig, så var det, det de ønskede.
Men det var ikke det de sagde. De sagde faktisk ikke rigtig noget. Men med en ydre fælles fjende, styrkes man indadtil.
Og der er ingen tvivl om, at det at min mand fra oktober af, har deltaget i mine sygemøder på arbejde, har styrket vores samhørighed og ægteskab.
Oktober var også den måned hvor jeg gjorde et sidste forsøg med at øge min arbejdstid, med store følgevirkninger på helbred og hverdag. Mine hovedpiner og svimmelhed tiltog, mens min evne til hverdagshåndtering aftog proportionalt.
November
I et forsøg på at skabe en pause i kaos blev en gammel gave indløst og min mand og jeg tog på en lille ferie til Lissabon.
Vejret var fantastisk og der var noget vederkvægende ved at komme væk fra det ubehag der var blevet min hverdag derhjemme.
Vi både sluttede opholdet og begyndte hverdagen derhjemme med sygdom og efter det gik det helt ned af bakken.
Mens jeg havde været væk, havde der været travlhed i verdensfirmaet og det kom til at præge november og ikke mindst arbejdsmiljøet i det kontor jeg er i. Beslutninger fik konsekvenser og da vi nåede slutningen af november var kontoret vendt på hovedet, på alle mulige måder.
Og egentlig var det ikke en overraskelse, da min chef den 22/11 fortalte, at han ville indstille mig til afsked. Jeg var faktisk mere overrasket over, at jeg ikke fik udleveret et partshøringsbrev til mødet.
December
Udover at hænge mine smukke indiske stjerner op og se noget fine amaryllis springe ud, har der ikke været megen jul i de lille hjem.
Det var ikke fordi jeg ikke forsøgte. Men det meste af det jeg forsøgte mig med, gik i udu på alle mulige forskellige måder.
Og opsigelsen? Jamen, den kom jo ikke. Dagene gik. Og der var både travlt og kaos på kontoret.
Men lige inden juleferien, på den sidste 1:1 med min chef, kunne han fortælle, at selvom han stoppede med,at være chef i kontoret fra månedens udgang, ville han fortsat gerne få mig opsagt. Men han havde ikke lige haft tid. Indstilling til afsked ville forventeligt blive behandlet i direktionen 18/12 og så ville jeg få endelig besked i uge 2 i 2025.
Glædelig jul.
Jeg har arbejdet professionelt med HR-jura og derfor også opsigelser i små 25 år, men jeg er også bare et menneske og min jul og nytår var selvfølgelig påvirket af, at jeg er udsat for den langsomste afsked jeg nogensinde har kendt til.
Jeg har hverken i nuet eller tilbageblikket formået at balancere det gode og det tunge … 2024 har været et voldsomt turbulent år.
Jeg håber at tingene langsomt falder på plads i 2025 … og at mit fotofeed og hjerte bliver fyldt med smukke øjeblikke og gode minder. Det vigtigste i livet er de mennesker vi omgiver os med.
April startede fint ud. Forårets komme, min fars flytning og 87 års fødselsdag … og mig der skulle starte på arbejdet igen. 2×2 timer om ugen. Alt lysnede og babyen voksede.
Men midt i flytteriede opdagede vi, at min far havde været udsat for groft tyveri og bedrageri på plejehjemmet, hvor han boede. Det viste sig at der stod en medarbejder bag.
Gennem tre nætter havde vedkommende taget min fars telefon fra ham og i samarbejde med flere andre havde de styret hans mail, bank og MitID og gennemført indkøb betalt med hans kort.
400.000 kr havde de købt for, derefter havde de så fået kortet lukket og bestilt 2 nye kort, med højere beløbsgrænse. Og kortene skulle have været sendt til den fraflyttede bolig, så svindlen kunne fortsætte.
Vi fik lukket hullerne. Medarbejderen blev bortvist og politiet er stadig ikke gået igang med at undersøge sagen. Plejehjemmet har ikke ville anmelde medarbejderen til politiet. Og vi blev bare bestyrket i, at det var godt at få ham væk fra det plejehjem.
Træerne vokser ind i himlen på det nye plejehjem, men det er meget bedre end det gamle. Og i begyndelsen fik min far en stor opblomstring.
Jeg havde også selv en tro på fremtiden og da jeg først fik lagt min frustration over politiets ineffektivitet bag mig, kunne jeg bedre være i mit liv og min tilværelse… og jeg gik så langt som til at tro på en kommende normalitet, at jeg planlagde en forsinket fødselsdagsfejring, der skulle finde sted om sommeren.
Jeg arbejdede stadig så lidt, at jeg havde overskud til at mødes med folk og bl.a. fik gåtur med hest og en københavnertur med udsigt til den nedbrændte Børsen.
Maj
Noget af det fedeste ved maj, var og er den tro og grokraft der er ved foråret. Og det her forår blev det endda krydret med at vi fik afsat en stor del af min svigermors arvestykker, til min nieces svigerfamilie, så vi kunne komme videre med oprydningen efter hendes død.
Jeg var ude og prøvesmage is og bær, hvor min kommende fødselsdagsfejring skulle holdes – og min far har frisk nok til at komme med. Jeg arbejdede mere, men stadig på et niveau, så jeg kunne lave noget ved siden af.
Maj bød også på en af årets fineste oplevelser: en tur til Stedsans in the Woods, i Sverige med en veninde. Det har fred i sjælen toppet med ro i hjertet. Derudover var maj hyldeblomster og forsommerglæde i det jyske.
På mit arbejde var det ikke helt så nemt. En arbejdsmiljø sag eskalerede og begyndte at få det mere vanskeligt med at følge med, efterhånden som arbejdstiden øges.
Juni
Vi fik endelig spredt min stedmors aske ved en fin ceremoni. Og endnu et livskapitel blev lukket.
Og livet går ubønhørligt videre, både for dem der er i sorg og dem der ikke er.
Udesengen kom op. Men sommer i Danmark blev aldrig helt en del af min 2024.
Min fødselsdagsfejring blev gennemført i regn og kaos. For mit liv smuldrede frem mod sommeren. Jeg glemte alting og kludrede i resten.
Jeg er i tip-top alarmberedskab. Og jeg ved, at jeg skal have det brændt af, for at det ikke skader min krop.
Så jeg sørger for at røre mig. Lave noget praktisk. Gå.
For det meste ret fornuftige ting.
I går tog det dog lidt overhånd, da jeg ret sent på aftenen begyndte at flytte om i min stue.
Og det betaler jeg så prisen for i dag.
Og jo, det er da dejligt at jeg kan støvsuge bag og under sofaen og i rillerne i på varmeapparatet. Eller når man kan se hvor meget tæppeholderne smitter af på gulvet.
Og så er det jo heldigt, at vi aflyste de gæster vi skulle have haft i dag, da vi ikke kunne overkomme det og havde brug for ro og afslapning….
Det kan jeg så bruge til at flytte alting tilbage på plads. Og brænde noget adrenalin af i processen.
Ligesom de sidste tomater modner i efterårssolen i vinduet, modner opfattelsen af mit eget helbred i mig.
Det er godt nok svært.
Svært at ændre opfattelsen af sig selv, af hvad man kan og hvem man er.
Det er nu 8 måneder siden min ulykke.
Og i og med at jeg kan gå, stå, tale og i det meste opføre mig som jeg gjorde tidligere, er det svært at forstå, at der er noget galt. Svært for både andre og for mig selv.
Men i den forgangne måned har jeg været nødt til at indse, det jeg egentligt fik at vide fra starten: hvis jeg ikke er healet op efter et halvt år, skal jeg forvente at skaden er permanent.
Og der er vi så nu. De direkte skader i det vestibulær system er relativt nemme at leve med: jeg bliver svimmel når jeg bærer på noget tungt, eller hiver i noget tungt. Min balance er helt fucked, kan på ingen måde stå på et ben, eller gå på en lige linje. Jeg bliver også ekstra svimmel, når jeg går i mørke eller af lange gange.
Men det er stadig ting, som man kan arbejde rundt om i min almindelige hverdag, hvor jeg jo hverken er gartner, linedanser eller flyttemand.
Problemet ligger i de afledte skader. Eksempelvis at jeg hele tiden har oplevelsen af at være lidt ved siden af mig selv … sådan lidt småfuld… og så det batteri af kognitive udfald der er kommet.
Træthed og udmattelse der er mine nye følgesvende. Sammen med humørsvingninger med grådlabilitet i den ene ende og vredes udbrud i den anden. Tilsat overfølsomhed overfor lyde, lys og mange mennesker. Det som medskaber uoverskuelighed overfor hverdagshåndtering og at jeg trækker mig fra socialet samvær.
Jeg kan som sådan stadig varetage mit arbejde. Kan fokusere, besvare spørgsmål og drøfte komplekse problemstillinger.
Dog har jeg en øvre grænse på 4 timer. Når den tid er gået, eller dagen har været ekstra kompleks, så kommer hovedpinen promte … og jeg skal hjem og sove.
Og det har selvfølgelig en konsekvens, når deltidssygemeldingen har haft den udstrækning den har haft.
I går fik jeg heldigvis oplysning om, at mine sygedagpenge er blevet forlænget. Min sygdom betragtes som stationær og jeg skal arbejdsprøves med henblik på fastholdelse på arbejdsmarkedet.
Invalidepension, fleksjob eller deltid. Det vil arbejdsprøvningen forhåbentligt vise
Jeg er nu sådan en der har fået en fastholdelseskonsulent og en henvisning til Borger Center Handicap.
Facebook mindede mig lige om, at i dag for 11 år siden, boede jeg i Egypten og havde dyk nummer 300.
Det blev til en hel del dyk efter det.
Både i de efterfølgende 5 måneder vi fortsatte med at bo og dykke i Sharm el Sheik, og dernæst på de dykkerferier vi var på efterfølgende…. lige indtil den i Micronesien i år.
Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at dykke igen.
Lige nu og her er det ikke det vigtigste, fordi mit fokus er på om jeg overhovedet kan få det bedre og om jeg kan beholde mit job.
Men når det er afklaret – den ene vej eller den anden, vil spørgsmålet uundværlig komme til dykning eller ej, igen.
Dykningen har været et af mit og min mands fælles berøringspunkter. Vi er forskellig på mange punkter – dykning er vi enige om at elske. Og dykning stod øverst på den liste af ting vil ville gøre og rejse efter, når vi gik på pension.
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem