Den sidste tid har Facebook venligt mindet mig om mit livs mest traumatiske oplevelse: min dykkerulykke på Mikronesien sidste år.
Uvished, forgæves redningsaktioner og døgn på døgn uden søvn.
Forsikringsselskabet sammenlignede det vi var udsat for, med fingeret mord – så det er ikke så underligt at vi endte med stresskolabs og belastningsreaktion.
Minderne kommer samtidig med at min arbejdsevne og arbejdssituation stadig er uafklaret og det betyder at mit nervesystem kører på højtryk.
Oven i det er mit arbejde fortsat utroligt kaotisk og kalder på min hjælp, viden og assistance.
Jeg arbejder meget konkret med “at passe på mig selv”, men kan mærke, at jeg bevæger mig af en sti der bliver smallere og smallere og jeg kan ikke garantere, at det hele vælter og alt bare fosser ud.
“Man skal ikke fortryde, man skal lære af sine fejltagelser”
Sådan plejer jeg at have det, og sådan har jeg det egentligt stadig. Men der er alligevel et par steder i mit livsforløb jeg godt kunne tænke mig, at foretage et par ændringer, hvis en tidsrejse engang blev en mulighed.
Og det handler alt sammen om økonomiske beslutninger.
Beslutninger jeg ikke tog. Eller ikke undersøgte ordentligt. Eller gjorde for sent.
Fordi penge egentlig aldrig rigtig har interesseret mig.
Mit livsdogme var istedet: skab ikke gæld og hav ikke flere udgifter, end du kan leve for dagpengesatsen.
Og jeg er i dag 100% gældfri – men jeg har heller ingen formue og betydelig mindre pension, end jeg kunne have.
Ved at have foretaget nogle andre valg, kunne jeg, uden at det havde kostet mig særligt meget, have siddet i en anden situation i dag.
Penge, og hvad man kan gøre for at sikre sig økonomisk, har aldrig været et tema i min opvækst.
Min mor havde meget små midler efter hun blev skilt fra min far. Vi snakkede aldrig økonomi med min far. Men havde en ide om at han tjente godt og at han ikke havde en pensionsordning, men en eller anden form for opsparing som blev sat i IT-aktier og derefter forsvandt.
Jeg er i virkeligheden et tidstypisk eksempel på hvordan køn og opvækst og forventninger til en, kan forme ens forhold til penge.
Jeg tager 100% ejerskab for mit forhold til penge, og jeg har mange gange haft mulighed for at ændre på det … det har bare virket sindsygt kedeligt og det vil jeg se om jeg kan ændre på.
Indtl da kan andre måske drage læring af mine beslutninger gennem livet og gøre det modsatte, hvor det er muligt.
Det vil jeg gerne folde lidt mere ud. Emnerne er:
Manglende indbetaling til kapitalpension
Fravalg af efterløn
Manglende investering/opsparing som konsekvens af fravalg af efterløn
Manglende indbetaling til pension under sabbatår
30% ordningen ved selvstændig virksomhed
Aldersopsparing og ratepension
Investering
Man kan kalde det en form for “oprydning i uhensigtsmæssigt økonomisk adfærd”.
I dag skal jeg til “en alvorlig samtale” med min tidligere leder og den pt. fungerende leder.
Efter mere end 25 år i branchen er jeg ret sikker på, hvad der skal ske og jeg er så forberedt man kan være på det som vil ske.
I det mindste går næste del af mit (erhvervs)liv videre.
På er dyk i Maldiverne for mange år siden, blev jeg taget af en nedadgående strøm. Uanset hvor meget jeg kæmpede, så kunne jeg ikke komme op. Lige inden jeg droppede mit bly, så min mand mig kæmpe og kom ud til mig.
Sammen kom vi hen til der hvor strømmen slap, og vi kunne komme i læ og senere op.
Dengang lærte jeg, at hvis du bliver trykket ned af en modstrøm, er der en grænse for hvor længe du skal kæmpe imod, hvis du vil overleve.
Men også, at på et tidspunkt vender strømmen, og så kan du komme i sikkerhed og i land igen.
Jeg håber på at dagen i dag bliver der hvor strømmen knækker.
Og hvis ikke?
Så er der stadig luft tilbage i dykkerflasken og en båd der venter på at samle mig op.
Ligesom de sidste tomater modner i efterårssolen i vinduet, modner opfattelsen af mit eget helbred i mig.
Det er godt nok svært.
Svært at ændre opfattelsen af sig selv, af hvad man kan og hvem man er.
Det er nu 8 måneder siden min ulykke.
Og i og med at jeg kan gå, stå, tale og i det meste opføre mig som jeg gjorde tidligere, er det svært at forstå, at der er noget galt. Svært for både andre og for mig selv.
Men i den forgangne måned har jeg været nødt til at indse, det jeg egentligt fik at vide fra starten: hvis jeg ikke er healet op efter et halvt år, skal jeg forvente at skaden er permanent.
Og der er vi så nu. De direkte skader i det vestibulær system er relativt nemme at leve med: jeg bliver svimmel når jeg bærer på noget tungt, eller hiver i noget tungt. Min balance er helt fucked, kan på ingen måde stå på et ben, eller gå på en lige linje. Jeg bliver også ekstra svimmel, når jeg går i mørke eller af lange gange.
Men det er stadig ting, som man kan arbejde rundt om i min almindelige hverdag, hvor jeg jo hverken er gartner, linedanser eller flyttemand.
Problemet ligger i de afledte skader. Eksempelvis at jeg hele tiden har oplevelsen af at være lidt ved siden af mig selv … sådan lidt småfuld… og så det batteri af kognitive udfald der er kommet.
Træthed og udmattelse der er mine nye følgesvende. Sammen med humørsvingninger med grådlabilitet i den ene ende og vredes udbrud i den anden. Tilsat overfølsomhed overfor lyde, lys og mange mennesker. Det som medskaber uoverskuelighed overfor hverdagshåndtering og at jeg trækker mig fra socialet samvær.
Jeg kan som sådan stadig varetage mit arbejde. Kan fokusere, besvare spørgsmål og drøfte komplekse problemstillinger.
Dog har jeg en øvre grænse på 4 timer. Når den tid er gået, eller dagen har været ekstra kompleks, så kommer hovedpinen promte … og jeg skal hjem og sove.
Og det har selvfølgelig en konsekvens, når deltidssygemeldingen har haft den udstrækning den har haft.
I går fik jeg heldigvis oplysning om, at mine sygedagpenge er blevet forlænget. Min sygdom betragtes som stationær og jeg skal arbejdsprøves med henblik på fastholdelse på arbejdsmarkedet.
Invalidepension, fleksjob eller deltid. Det vil arbejdsprøvningen forhåbentligt vise
Jeg er nu sådan en der har fået en fastholdelseskonsulent og en henvisning til Borger Center Handicap.
Da jeg var barn, og vi tog til Jylland for at besøge vores bedsteforældre, kan jeg huske at der udspillede sig en “pengekamp” mellem mine forældre og mine bedsteforældre.
Mine bedsteforældre ville dække rejseudgifterne fra Sjælland til Jylland og mine forældre ville ikke tage imod pengene.
Barnet mig, forstod det ikke. Jeg forstod ikke hvordan mine forældre kunne sige nej til penge og jeg forstod ikke hvorfor min mormor og morfar ville forære deres penge væk.
Jeg har været yngre end 8 år, for mine forældre var stadig gift.
I den alder repræsenterede penge, i mit liv “muligheden for at købe slik”. Og slik var en altdominerende ingrediens i mit barneliv. Så at sige nej til penge, var at sige nej til slik og at tilbyde nogen penge var at afskære sig selv fra at købe slik.
Og jeg forstod ikke at nogen frivilligt satte sig i nogen af de to situationer.
Som voksen forstod jeg bedre, at der er en social kontrakt mellem forældre og børn: forældre tager sig af børnene mens de er små og unge. Og omvendt tager “børnene” sig af forældrene, når forældrene bliver gamle. Og når man har nået den alder hvor man kan tage sig af sig selv, så betakker man sig for at få uanmodet hjælp, fra sine forældre.
Jeg har ikke selv børn. Og dermed ingen at tage mig af, eller nogen der vil tage sig af mig, når jeg bliver gammel… men jeg er også begyndt at tvivle på om generationen efter mig, er omfattet af den her sociale kontakt?
Jeg ser min generation fortsat tage sig af deres forældre, deres børn og deres børnebørn. Men jeg tænker om det stopper med os?
Om min generation er den sidste der hjælper de gamle og vi hellere må sørge for at have penge nok, så vi kan købe os hjælp den hjælp vi behøver?
Eller er det bare klassisk (men falsk) Sokrates, om ungdommen, nu til dags?
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem