Tag: IEDCS

Arkiverede indlæg under den kategori

  • Det skal nok blive godt igen

    I dag skal jeg til “en alvorlig samtale” med min tidligere leder og den pt. fungerende leder.

    Efter mere end 25 år i branchen er jeg ret sikker på, hvad der skal ske og jeg er så forberedt man kan være på det som vil ske.

    I det mindste går næste del af mit (erhvervs)liv videre.

    På er dyk i Maldiverne for mange år siden, blev jeg taget af en nedadgående strøm. Uanset hvor meget jeg kæmpede, så kunne jeg ikke komme op. Lige inden jeg droppede mit bly, så min mand mig kæmpe og kom ud til mig.

    Sammen kom vi hen til der hvor strømmen slap, og vi kunne komme i læ og senere op.

    Dengang lærte jeg, at hvis du bliver trykket ned af en modstrøm, er der en grænse for hvor længe du skal kæmpe imod, hvis du vil overleve.

    Men også, at på et tidspunkt vender strømmen, og så kan du komme i sikkerhed og i land igen.

    Jeg håber på at dagen i dag bliver der hvor strømmen knækker.

    Og hvis ikke?

    Så er der stadig luft tilbage i dykkerflasken og en båd der venter på at samle mig op.

    , , , , , , , ,
    Kommentarer: Det skal nok blive godt igen

  • 2024 tilbageblik #4

    Oktober

    Man kan sige, at I oktober blev alle mine værste forventninger arbejdsmæssigt krystaliseret. Der var ingen tvivl hos nogen af os, der deltog i mit sygemøde: hvis de kunne komme afsted med at fyre mig, så var det, det de ønskede.

    Men det var ikke det de sagde. De sagde faktisk ikke rigtig noget. Men med en ydre fælles fjende, styrkes man indadtil.

    Og der er ingen tvivl om, at det at min mand fra oktober af, har deltaget i mine sygemøder på arbejde, har styrket vores samhørighed og ægteskab.

    Oktober var også den måned hvor jeg gjorde et sidste forsøg med at øge min arbejdstid, med store følgevirkninger på helbred og hverdag. Mine hovedpiner og svimmelhed tiltog, mens min evne til hverdagshåndtering aftog proportionalt.

    November

    I et forsøg på at skabe en pause i kaos blev en gammel gave indløst og min mand og jeg tog på en lille ferie til Lissabon.

    Vejret var fantastisk og der var noget vederkvægende ved at komme væk fra det ubehag der var blevet min hverdag derhjemme.

    Vi både sluttede opholdet og begyndte hverdagen derhjemme med sygdom og efter det gik det helt ned af bakken.

    Mens jeg havde været væk, havde der været travlhed i verdensfirmaet og det kom til at præge november og ikke mindst arbejdsmiljøet i det kontor jeg er i. Beslutninger fik konsekvenser og da vi nåede slutningen af november var kontoret vendt på hovedet, på alle mulige måder.

    Og egentlig var det ikke en overraskelse, da min chef den 22/11 fortalte, at han ville indstille mig til afsked. Jeg var faktisk mere overrasket over, at jeg ikke fik udleveret et partshøringsbrev til mødet.

    December

    Udover at hænge mine smukke indiske stjerner op og se noget fine amaryllis springe ud, har der ikke været megen jul i de lille hjem.

    Det var ikke fordi jeg ikke forsøgte. Men det meste af det jeg forsøgte mig med, gik i udu på alle mulige forskellige måder.

    Og opsigelsen? Jamen, den kom jo ikke. Dagene gik. Og der var både travlt og kaos på kontoret.

    Men lige inden juleferien, på den sidste 1:1 med min chef, kunne han fortælle, at selvom han stoppede med,at være chef i kontoret fra månedens udgang, ville han fortsat gerne få mig opsagt. Men han havde ikke lige haft tid. Indstilling til afsked ville forventeligt blive behandlet i direktionen 18/12 og så ville jeg få endelig besked i uge 2 i 2025.

    Glædelig jul.

    Jeg har arbejdet professionelt med HR-jura og derfor også opsigelser i små 25 år, men jeg er også bare et menneske og min jul og nytår var selvfølgelig påvirket af, at jeg er udsat for den langsomste afsked jeg nogensinde har kendt til.

    Jeg har hverken i nuet eller tilbageblikket formået at balancere det gode og det tunge … 2024 har været et voldsomt turbulent år.

    Jeg håber at tingene langsomt falder på plads i 2025 … og at mit fotofeed og hjerte bliver fyldt med smukke øjeblikke og gode minder. Det vigtigste i livet er de mennesker vi omgiver os med.

    , , , , , , , , ,
    Kommentarer: 2024 tilbageblik #4

  • 2024 tilbageblik #3

    Juli

    Oprindeligt skulle jeg have været nået op på fuld arbejdstid, inden min sommerferie startede, i slutningen af juli. Men da jeg ramte omkring 18 ugentlige timer, ramlede verden omkring. Udover at alt blev uoverskueligt, var det også kaos. Jeg mistede troen på, at jeg nogensinde kunne få en normal tilværelse igen.

    Så jeg gik ned i tid igen og holdte derefter 4 ugers ferie. Under ferien blev tilværelsen udholdelig igen.

    August

    Mens juli gled over i august tilbragte jeg 10 dage ferie på Kreta med min søster, hendes børn, svigerbarn og barnebarn.

    Efter et stop i DK igen, drog min mand og jeg i de efterfølgende 3 i bil gennem Europa. Smuk og bjergtagende natur og skønne dage, hvor mit system fald til ro, da jeg kom ned i gear.

    Gennem byer og over bjerge, på restauranter og vingårde. I et Europa, der dog var noget varmere end vi havde regnet med og planlagt.

    De første 3 dage tilbage på arbejdet gik fint og så kolapsede min (arbejds)verden.

    Noget var måske ferieblues, men det mest var eksplosionen af en arbejdsmiljøsag. En sag, der var startet op i foråret 2023, havde ulmet gennem året, indtil det blev forsøgt begravet i foråret 2024.

    Men istedet for at dø, viste det sig at noget havde gæret og til sidst sprak det hele, på en uventet måde. 

    Det er ikke kun hos Moderaterne man kan få “en aftale man ikke kan afslå”.  Men det skulle dog vise sig at det kun var begyndelsen.

    Selvom august var varm, var sommeren endegyldigt overstået.

    September

    I september nåede jeg, hårdt presset af min mand, til den erkendelse, at jeg ikke ville kunne komme til at arbejde på fuld tid igen. Ikke nu. Måske aldrig.

    Og jeg rakte ud til min leder og ham over ham. Et forsøg på at gå i dialog om en løsning. Jeg kunne fortsat noget, har en viden og en evne der kunne gavne kollegaer og organisation. Og min hjemkommune var med på det og forlængede mine sygedagpenge med henblik på arbejdsprøvning.

    Og mens det blev sensommer og høsttid,  hørte jeg .. absolut ingenting.

    For ikke at blive vanvittigt, eller gå helt i stykker over ikke at kunne få en afklaring på fremtiden, forsøgte jeg at brænde al den adrenalin og kortison min krop var fyldt med ved at være så fysisk i min have og ved at rydde op.

    Eller så fysik som min konstante svimmelhed tillod. Jeg har aldrig tidligere væltet så meget rundt som i denne september.

    , , , , , , ,
    Kommentarer: 2024 tilbageblik #3

  • 2024 tilbageblik #2

    April

    April startede fint ud. Forårets komme, min fars flytning og 87 års fødselsdag … og mig der skulle starte på arbejdet igen. 2×2 timer om ugen. Alt lysnede og babyen voksede.

    Men midt i flytteriede opdagede vi, at min far havde været udsat for groft tyveri og bedrageri på plejehjemmet, hvor han boede. Det viste sig at der stod en medarbejder bag.

    Gennem tre nætter havde vedkommende taget min fars telefon fra ham og i samarbejde med flere andre havde de styret hans mail, bank og MitID og gennemført indkøb betalt med hans kort. 

    400.000 kr havde de købt for, derefter havde de så fået kortet lukket og bestilt 2 nye kort, med højere beløbsgrænse. Og kortene skulle have været sendt til den fraflyttede bolig, så svindlen kunne fortsætte.

    Vi fik lukket hullerne. Medarbejderen blev bortvist og politiet er stadig ikke gået igang med at undersøge sagen. Plejehjemmet har ikke ville anmelde medarbejderen til politiet. Og vi blev bare bestyrket i, at det var godt at få ham væk fra det plejehjem.

    Træerne vokser ind i himlen på det nye plejehjem, men det er meget bedre end det gamle. Og i begyndelsen fik min far en stor opblomstring.

    Jeg havde også selv en tro på fremtiden og da jeg først fik lagt min frustration over politiets ineffektivitet bag mig, kunne jeg bedre være i mit liv og min tilværelse… og jeg gik så langt som til at tro på en kommende normalitet, at jeg planlagde en forsinket fødselsdagsfejring, der skulle finde sted om sommeren.

    Jeg arbejdede stadig så lidt, at jeg havde overskud til at mødes med folk og bl.a. fik gåtur med hest og en københavnertur med udsigt til den nedbrændte Børsen.

    Maj

    Noget af det fedeste ved maj, var og er den tro og grokraft der er ved foråret. Og det her forår blev det endda krydret med at vi fik afsat en stor del af min svigermors arvestykker, til min nieces svigerfamilie, så vi kunne komme videre med oprydningen efter hendes død.

    Jeg var ude og prøvesmage is og bær, hvor min kommende fødselsdagsfejring skulle holdes – og min far har frisk nok til at komme med. Jeg arbejdede mere, men stadig på et niveau, så jeg kunne lave noget ved siden af.

    Maj bød også på en af årets fineste oplevelser: en tur til Stedsans in the Woods, i Sverige med en veninde. Det har fred i sjælen toppet med ro i hjertet. Derudover var maj hyldeblomster og forsommerglæde i det jyske.

    På mit arbejde var det ikke helt så nemt. En arbejdsmiljø sag eskalerede og begyndte at få det mere vanskeligt med at følge med, efterhånden som arbejdstiden øges.

    Juni

    Vi fik endelig spredt min stedmors aske ved en fin ceremoni. Og endnu et livskapitel blev lukket.

    Og livet går ubønhørligt videre, både for dem der er i sorg og dem der ikke er.

    Udesengen kom op. Men sommer i Danmark blev aldrig helt en del af min 2024.

    Min fødselsdagsfejring blev gennemført i regn og kaos. For mit liv smuldrede frem mod sommeren. Jeg glemte alting og kludrede i resten.

    , , , , ,
    Kommentarer: 2024 tilbageblik #2

  • 2024 tilbageblik

    2024 har været det hidtil mest turbulente, personligt tragiske og livsomskiftende år til dato, for mig.

    Det har også været et år hvor jeg haft svært ved at være fuldt tilstede i det smukke og livsbekræftende, og øjeblikkene er nærmest kørt forbi uden fuldt at manifestere sig og det jeg sidder tilbage med er det tunge og triste. Men der har været mange fantastiske øjeblikke i 2024, og på min telefon ligger lyse og glade billeder af det, og i dette tilbageblik på 2024 vil jeg prøve at balancere de to sider af 2024.

    Januar

    Første halvdel af januar var vinter og forventninger. I vinterkulden pakkede vi sommertøj og dykkergrej ned til det vi troede ville blive vores drømmerejse: Mikronesien og dykning på øen Truuk. Efterfulgt af endnu mere dykning fordelt på to destinationer på Filippinerne.

    Efter en lang rejse endte vi på øen Truuk og tog med båden ud til første dykkersted … og mit liv skiftede spor. Vi havde 2 “testdyk” og efter det 3. dyk – og første rigtige tekniske dyk 23. januar omkring kl. 17 lokal tid sprang en boble i mit øre. Jeg var blevet ramt af dykkersyge i det indre øre (IEDCS).

    På grund af uvejr kunne jeg først komme i land næste dag og yderligere tid blev spildt på er hospital, derfor kom jeg først i trykkammer 26 timer efter dykket. Og dermed alt for lang tid efter de anbefalede 6 timer der maks må gå.

    Efter en uges tid på øen med yderligere behandlinger i trykkammer, kaos, ineffektivitet og forgæves redningsaktioner lykkedes det os ved egen drift at komme væk fra øen og til Manila på Filippinerne.

    Vi forlod Truuk den 30. januar og landede i Manila den 31 om aftenen og da vi vågnede op igen var det …

    Februar

    Vi endte med at beslutte, at blive på Filippinerne og restituere inden rejsen hjem. Vi var udmattede af det vi havde oplevet på Truuk og kunne ikke overskue en ny lang rejse. Og mens min mand og vores medrejsende ven dykkede, og prøvede genoptage ferien, prøvede jeg, at komme på benene igen.

    Jeg blev kørt til resortet i en rullestol, men var heldigvis i stand til at gå ved hjælp af stok og støtte, da vi forlod stedet medio februar

    De sidste dage vi var der, kunne vi bevæge os lidt væk fra hotellet. Men verden var blevet ny og voldsom for mig. Mine sanser var påvirketaf dykkersygen, så det var begrænset hvad jeg fik ud af det. Og på det tidspunkt ville jeg bare gerne hjem

    Mens jeg var på Filippinerne lykkedes det min søster, at få en anden plejehjemsplads til vores far, så han kunne flytte fra det rædselssted han var endt. Foråret var på vej. Vi forlod Filippinerne på første klasse, men et maveonde tog toppen af den fornøjelse for mit vedkommende.

    Men størst af alt, så var min niece blevet mor og vi skulle hjem og møde den lille ny.

    Hjemme igen, startede jeg op med undersøgelser og en besked om at være tålmodig. Men også en besked om at skaderne efter min dykkerulykke, måske aldrig ville gå væk. Jeg var sygemeldt fra arbejdede og alle ønskede mig det brdste. Min egen fødselsdag kom og gik i stilhed.  Og jeg ventede på bedre vejr og på at helbredet ville komme sig.

    Marts

    Jeg googlede “3-hjulede cykler til voksne” og troede jeg aldrig ville komme til at køre bil igen. Men evnerne vendte tilbage og i marts kom også den første cykeltur igen.

    Jeg var fuldt sygemeldt og det betød bl.a. at jeg nåede at få det så godt, at der i marts var overskud til at se min far, niece-barnet, være kreativ med min nevø og have mit første restaurant besøg hvor vi fejrede hans fødselsdag. En lille bitte smule oprydning blev det også til.

    Med foråret kom noget af livsglæden tilbage og jeg var sikker på at jeg nok skulle generobre mit liv.

    , , , ,
    Kommentarer: 2024 tilbageblik

  • Så skørt, at det ville være skægt, hvis det ikke havde været så tragisk…

    Når en ellers hyggelig aften ender med glemt telefon, at fare vild, ødelagt cykel og afhentning på en benzintank … så får man da tanker.

    Hvis jeg ikke vidste, at mine kognitive udfordringer har udgangspunkt i min dykkerulykke og den store belastning jeg har været under og fortsat lever i, ville jeg tro, at jeg led af begyndende demens.

    Og med fire tætte familiemedlemmer med hver sin demenssygdom (Levy Body Demens, Alzheimers, Semantisk- og Frontotemporal demens) så er det at udvikle demens en mulighed jeg både frygter og lever med bevidstheden om kan blive min virkelighed.

    Og jeg håber virkelig ikke, at torsdag aften var første bid af kagen. Men hvis det viser sig at være sådan, er her de tidligste tegn på demens:

    Jeg havde været på arbejde. En hård dag på mange forskellige måder. Og jeg var træt, men valgte alligevel at opfylde en social forpligtelse … fordi jeg hele tiden melder afbud og har svært ved at være i den jeg er blevet, som aldrig orker at se nogen.

    Det var hyggeligt. Min mand kom også forbi. Han var i bil og jeg på cykel, så vi forlod selskabet, for at køre hjem på hvert vores transportmiddel.

    Jeg valgte en anden rute hjem, fordi jeg tidligere havde fået at vide at jeh normalt kørte en omvej. Det medførte, at jeg pludselig opdagede, at jeg kørte væk fra mit eget hjem istedet for hen mod … j

    Jeg blev forvirret og ville tjekke retningen på Googlemaps. Kunne ikke finde min telefon i min taske.

    Havde heldigvis min arbejdstelefon i tasken og som alle normale mennesker ringede jeg til den forsvundne telefon fra min arbejdstelefon, og min niece som jeg havde besøgt svarede.

    Hun fik arrangeret at min mand kørte retur efter telefonen. Men jeg var stadig faret lidt vild og kunne ikke finde ud af, at bruge kortet på min arbejdstelefon, fordi det er en iPhone.

    …. så jeg fortsatte den forkerte vej. Indtil jeg fik landkending og kunne se hvor meget jeg var på afveje.

    Fik vendt (el-)cyklen og kunne se at det, at cyklen havde stået udfor i kulden, havde tappet batteriet og jeg havde kun 2 “streger” tilbage til en tur på 9 km.

    Det var mørkt. Jeg er i øvrigt mørkeblind. Min elcykel var lavt på strøm … så det eneste jeg havde for mig var at cykle derudaf det bedste jeg havde lært og komme så langt mod hjemmet som muligt inden jeg løb tør fir strøm.

    Og fordi det er en anden rute end normalt, og det er virkelig mørkt, er jeg ikke obs på hvor cykelstien ender ved Sjællandsbroen.

    Så jeg misser skiltet ned “cykling forbudt”, der forklarer at cykelstien stopper –  kører jeg direkte og frontalt ind i en høj fortovskant.

    Alt ryger ud af cykelkurven og hjulet kan ikke længere køre ordentligt rundt. Der sker heldigvis ikke noget med mig.

    Men der er 8 km hjem.

    En lille halv time på cykel og 1,5 time på gåben. I mørke og med en defekt cykel.

    Havde jeg været alene hjemme var jeg gået hjem. Men nu hvor min mand var der, fik jeg fat på ham og det hele endte med at han kom ud og hentede mig på en tankstation.

    Nåja … cyklen skal have ny fælg og eger. Jeg kan sandsynligvis hente den på mandag. Og skrive det på den meget lange tabsliste for 2024.

    , , , , , , ,
    Kommentarer: Så skørt, at det ville være skægt, hvis det ikke havde været så tragisk…

  • … men min krop den har det godt

    Der er så meget kaos og stress i mit liv, at jeg ikke engang ved hvor jeg skal starte eller slutte.

    Men det medførte bl.a. at jeg endelig kom til en behandling hos den Body SDS behandler jeg har gået til i årevis, men lidt havde opgivet, fordi han er virkelig dygtig og har været fuldt booket i hele og halve år.

    Sidst jeg var der var i marts 2023 og der var hændt meget i mit liv siden da. Bl.a. hele 2024!

    Men, jeg har også i perioden tabt mig, fastet kontinuerligt og trænet. Og arbejdet meget mindre pga. min delvise sygemelding.

    Og midt i alt det her kaos 2024 har været, har jeg også smidt mine smertestillende piller, uden at tænke så meget over det.

    Det skete på Filippinerne. Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne samle mig om noget. Heller ikke mine daglige vitaminer og smertestillende medicin.

    Og da jeg kom hjem til Danmark og ikke havde smerter, var der jo ingen grund til at spise smertestillende piller.

    I går blev jeg dels gjort opmærksom på hvilket mirakel det er, at jeg er smertefri efter at jeg levet et liv i smerter i mange mange år – og jeg fik også at vide, at alt den inflammation, der har været i mit væv, var væk.

    Min body SDS behandler sagde, at jeg var et levende bevis på, at lige så meget smerter kan fylde hele ens bevidsthed, når man har dem, lige så lidt fylder de i hukommelsen, når de er væk.

    Og det er såre sandt. Men jeg er super glad for at opdage, at min krop den har det godt. Og jeg tænker at det bl.a. er det der gør at jeg kan stå oprejst, men alt omkring mig rasler ned.

    , , , , , , ,
    Kommentarer: … men min krop den har det godt

  • … du venter i kø som nummer ….

    #1 …

    The show must go on … eller helst ikke, men det gør det.

    Selvom der nu er gået 21 dage siden jeg fik at vide at jeg ville få en fastholdelseskonsulent, har jeg ikke hørt en pind fra nogen.

    Jeg er dog oprettet i systemet nu.

    Yah!

    Men ikke indkaldt til det møde på mandag, som de ellers havde varslet skulle være første skridt. Og som jeg ryddede min arbejdskalender for møder for. Men jeg kunne få det direkte nummer til hende der er leder af den afdeling som skal sørge for at jeg får en fastholdelseskonsulent … blot for at blive møde af beskeden: “XX sidder i møde og er ledig kl. 15.00″

    Tilbage til receptionen, der kunne fortælle mig at lederen var ledig kl. 10.00, men der var noget knas med systemet, så derfor sagde den 15.00.

    Jeg har en ret sikker ide om hvad den leder laver fredag mellem kl. 9 og 10. For hun laver sandsynligvis det, største delen af alle andre kontoransatte laver fredag mellem 9-10: den hellige fredagsmorgenmad.

    Men hun ville da gerne lægge en besked om at jeg gerne ville ringes op.

    Det er da godt at jeg ikke er sygemeldt med stress – for det er da på ingen måde ikke-stressende at have fået den her faktor ind i ligningen; den ikke-fastholdende-fastholdelseskonsulent.

    Hvis det ikke var så barokt, ville det være morsomt … nu er det mest af alt bare surrealistisk.

    Det er så bare spændende om der er nogen der ringer tilbage, så jeg ved hvad der sker inden kl. 10.30. For sagsbehandleren i Jobcenterets telefontid starter der, og kan den der anden aktør ikke rykke på at få noget sat i gang i dag, vil jeg se om jeg kan blive henvist til en anden anden-aktør.

    For de her har tilsyneladende ikke travlt med at gøre noget, for de penge de får for at hjælpe kommunen med at hjælpe mig.

    , , , , , ,
    Kommentarer: … du venter i kø som nummer ….

  • Vi er her for at hjælpe dig…

    … hvis du skulle være i tvivl, tryk 1.

    Min sagsbehandler på jobcenteret, henviste mig til et forløb med en fastholdelseskonsulent.

    Det er henlagt hos en “anden aktør” – det vil sige det ligger hos et firma og ikke i kommunen selv.

    Først gik det galt. Og så gik det mere galt og nu er jeg forvirret på et nyt og højere niveau.

    Forløbet skulle starte den 14. oktober. Jeg hørte ikke noget. Ikke før, datoen. Ikke i løbet af ugen. Tænkte jeg måtte være tålmodig, det kunne jo skyldes efterårsferie.

    I går ringede jeg så. Først til pågældende anden aktør, der ikke kendte til mig og dernæst til min sagsbehandler i Jobcenteret.

    Kunne dog ikke ringe direkte til min sagsbehandler, da klokken var blevet 5 minutter over telefontid, da jeg fandt ud af, at jeg var ukendt i systemet.

    Så det var gennem Jobcenterets uendelige valg af tryk-systemer, jeg kom igennem til et menneske, som kunne tage imod en besked … og efter et par timer ringede sagsbehandleren også retur.

    Hun kunne godt se, at jeg ikke var oprettet korrekt. Og fortalte at det var godt, at jeg havde gjort hende opmærksom på det. For det var ikke noget hun fik besked om.

    Fik så en række nye breve i e-boks og troede at nu var den hjemme.

    På fornyet opkald til anden aktør, kunne de da også finde mig i dag.

    Jeg kunne dog ikke tale med en konsulent, for jeg havde ikke fået en endnu. “I løbet af ugen” var svaret, på min forespørgsel om hvornår jeg fik en.

    Og under alle omstændigheder, ville jeg ikke bare kunne snakke med vedkommende. Jeg skulle jo først til intromøde. Det ville jeg også blive indkaldt til i løbet af ugen.

    Hårdt presset fik jeg ud af hende, at intromødet fandt sted næste mandag og på et tidspunkt hvor jeg har et arbejsreleteret møde.

    Så hvis jeg ikke kunne komme til mødet, skulle jeg kontakte min sagsbehandler i kommunen og få etableret “godkendt fravær” til intromødet, da de ellers ville trække i sygedagpenge på den dag …

    Men det kunne jeg først gøre når jeg har fået indkaldelsen.

    Hvornår og hvordan jeg ville få hjælp til fastholdelse kunne de dog ikke oplyse mig om.

    Og hvis der er nogen der ønsker at jeg rater min oplevelse på en skala fra 1-9, hvor 9 er det højeste … så trykker jeg 1!

    , , , , , ,
    Kommentarer: Vi er her for at hjælpe dig…

  • At brænde op og brænde ud

    Min krop er fyldt med adrenalin.

    Jeg er i tip-top alarmberedskab. Og jeg ved, at jeg skal have det brændt af, for at det ikke skader min krop.

    Så jeg sørger for at røre mig. Lave noget praktisk. Gå.

    For det meste ret fornuftige ting.

    I går tog det dog lidt overhånd, da jeg ret sent på aftenen begyndte at flytte om i min stue.

    Og det betaler jeg så prisen for i dag.

    Og jo, det er da dejligt at jeg kan støvsuge bag og under sofaen og i rillerne i på varmeapparatet. Eller når man kan se hvor meget tæppeholderne smitter af på gulvet.

    Og så er det jo heldigt, at vi aflyste de gæster vi skulle have haft i dag, da vi ikke kunne overkomme det og havde brug for ro og afslapning….

    Det kan jeg så bruge til at flytte alting tilbage på plads. Og brænde noget adrenalin af i processen.

    , , , , ,
    Kommentarer: At brænde op og brænde ud

Sider:

Visitsen i billeder:

NYESTE KOMMENTARER:

  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem

KATEGORIER:

Søg på visitsen.dk:

HEMMELIGHEDER:

De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com

Daglige klik:

RSS feeds:

Meta: