Hvis du lever et helt almindeligt arbejdsliv, og derefter går på pension, behøver du aldrig bekymre dig om, hvad det er for noget.
Men hvis du, før du når din pensionsalder, bliver kritisk syg, mister hele eller dele af din arbejdsevne eller dør – så kan det gøre en stor forskel i dit og dine pårørendes liv om du er dækket af en gruppelivsforsikring eller ej.
Hvis du er dækket kan du se det inde på pensionsinfo.dk – så står der nemlig et udbetalingsbeløb ved ulykke, død og tabt arbejdsfortjeneste.
Og hvorfor skriver jeg det?
Fordi den dykkerulykke jeg var ude for januar 2024 medførte nedsat arbejdsevne og derefter afsked fra job pr. 31.7.2024.
Jeg har heldigvis lige kunnet åbne et brev i e-boks der tilkendegiver, at jeg kan få midlertidig invalidepension, hvilket gør, at jeg har lidt mere at leve af fra 1. august end bare sygedagpenge.
Havde jeg ikke været omfattet af en overenskomstbestemt pensionsordning det meste af mit arbejdsliv, var det ikke sket.
Jeg var ikke klar over det … og jeg fandt kun ud af det, fordi min sygdom kom som følge af en ulykke.
Jeg kender desværre andre mennesker, der ligesom mig aldrig har tænkt over betydningen af at være dækket af en gruppelivsforsikring… mennesker der har mistet dækningen fordi de er holdt op med at indbetale efter afsked, folk der ikke var klar over at de kunne få dækning ved kritisk sygdom.
Men min fagforenings socialrådgiver oplyste mig om det. Og fra min løn stopper med denne måneds udgang og indtil arbejdsevne er afprøvet kan jeg være lidt mindre bekymret for økonomi, den næste tid.
Efter en fin, dejlig og romantisk weekend med min mand, føler jeg mig både taknemmelig, hudløs og sårbar.
Og når man så kører hjem med Anne Linnets “Jeg er jo lige her” som Portrætalbum på Radio IIII så er det som om, der spilles og synges til mig.
… mit hjerte er ikke gået i 1000 stykker … men mit liv er.
Man siger at over skyerne er himlen altid blå og at efter stormes pisken kommer solen frem … og jeg ved, at alt min sidste tid skal leves, at alt det vi har grædt igennem livet det svinder på en forårsdag.
Og jeg er glad og taknemmelig over at midt i min usikkerhed og angst for fremtiden, har vi – i det mindste i en weekend levet i nuet og nydt.
I dag er det 86 dage siden, jeg første gang fik at vide, at jeg ville blive afskediget.
Og det er ikke sket endnu.
133 dage siden, det “sygemøde” blev afholdt, hvor min mand, tillidsrepræsentant og jeg sad tilbage med oplevelsen af, at de ville af med mig.
Og 160 dage siden jeg sendte min leder og dennes leder en mail, hvor jeg bad så inderligt, om vi ikke kunne starte en dialog.
En dialog hvor vi kunne drøfte muligheder, fordi jeg havde indset, at jeg ikke ville kunne komme tilbage på fuld tid, men stadig havde en masse viden, der ville kunne gøre gavn i virksomheden.
En udstrakt hånd, der aldrig blev taget.
I alt den tid har jeg arbejdet det jeg har kunnet. Mødt ind, dag efter dag. Sagt til mig selv og andre, at der ikke er taget en beslutning, før der er taget en beslutning. Gjort mit bedste.
Rådgivet. Støttet. Ryddet op.
Og jeg er sprød som is på en vandpyt nu.
Det er 12 dage siden min frist for at aflevere mit partshøringssvar udløb, og jeg venter stadig på en afgørelse.
Nu prøver jeg mentalt at forberede mig på, at jeg højst sandsynligvis modtager min afgørelse om afsked på min fødselsdag.
For det er den sidste dag i februar og de fleste af de dårlige beskeder jeg har modtaget i det her forløb, er faldet på en fredag.
Og den der normalt kerer sig om sådan nogen detaljer, er mig.
Min stilling er i øvrigt slået op. Klar til at blive besat til anden side.
Den sidste tid har Facebook venligt mindet mig om mit livs mest traumatiske oplevelse: min dykkerulykke på Mikronesien sidste år.
Uvished, forgæves redningsaktioner og døgn på døgn uden søvn.
Forsikringsselskabet sammenlignede det vi var udsat for, med fingeret mord – så det er ikke så underligt at vi endte med stresskolabs og belastningsreaktion.
Minderne kommer samtidig med at min arbejdsevne og arbejdssituation stadig er uafklaret og det betyder at mit nervesystem kører på højtryk.
Oven i det er mit arbejde fortsat utroligt kaotisk og kalder på min hjælp, viden og assistance.
Jeg arbejder meget konkret med “at passe på mig selv”, men kan mærke, at jeg bevæger mig af en sti der bliver smallere og smallere og jeg kan ikke garantere, at det hele vælter og alt bare fosser ud.
At jeg sad ude i mit køkken. Jeg var lige blevet færdig på universitetet og jeg havde stadig mit første job, som jurist, tilgode. Og jeg åbnede og læste et brev, der bad mig tage stilling til efterløn.
Efterløn.
Kan huske at de lokkede med, at hvis man nu var arbejdsløs op til man kunne gå på efterløn, så skulle ens hjemkommune skaffe en et seniorjob.
Kan også huske, at andre sagde at hvis man selv sparede og investerede det samme beløb, så ville man kunne forrente det meget bedre.
Jeg kan ikke huske at jeg drøftedes det rigtigt med nogen der havde forstand på det … og jeg begyndte ikke at spare og investere det, som det ville have kostet mig at deltage.
Jeg ved jeg tænkte “Efterløn, hvad fanden skal jeg med det? Jeg er lige blevet færdig med mit studie… jeg vil da arbejde så længe jeg overhovedet kan!“
Det må have været i 1999 … meget kan ske på et år, endnu mere på 25 år.
Jeg kan ikke gennemskue om det ville have været noget jeg kunne bruge i den situation jeg er i. Men havde jeg indbetalt ville jeg kunne have fået opsparingen udbetalt og havde jeg opsparet efterlønsbidraget der også omkring de 500 kr mdl. havde den opsparing været omkring de 150.000 kr.+ evt. forretning.
“Man skal ikke fortryde, man skal lære af sine fejltagelser”
Sådan plejer jeg at have det, og sådan har jeg det egentligt stadig. Men der er alligevel et par steder i mit livsforløb jeg godt kunne tænke mig, at foretage et par ændringer, hvis en tidsrejse engang blev en mulighed.
Og det handler alt sammen om økonomiske beslutninger.
Beslutninger jeg ikke tog. Eller ikke undersøgte ordentligt. Eller gjorde for sent.
Fordi penge egentlig aldrig rigtig har interesseret mig.
Mit livsdogme var istedet: skab ikke gæld og hav ikke flere udgifter, end du kan leve for dagpengesatsen.
Og jeg er i dag 100% gældfri – men jeg har heller ingen formue og betydelig mindre pension, end jeg kunne have.
Ved at have foretaget nogle andre valg, kunne jeg, uden at det havde kostet mig særligt meget, have siddet i en anden situation i dag.
Penge, og hvad man kan gøre for at sikre sig økonomisk, har aldrig været et tema i min opvækst.
Min mor havde meget små midler efter hun blev skilt fra min far. Vi snakkede aldrig økonomi med min far. Men havde en ide om at han tjente godt og at han ikke havde en pensionsordning, men en eller anden form for opsparing som blev sat i IT-aktier og derefter forsvandt.
Jeg er i virkeligheden et tidstypisk eksempel på hvordan køn og opvækst og forventninger til en, kan forme ens forhold til penge.
Jeg tager 100% ejerskab for mit forhold til penge, og jeg har mange gange haft mulighed for at ændre på det … det har bare virket sindsygt kedeligt og det vil jeg se om jeg kan ændre på.
Indtl da kan andre måske drage læring af mine beslutninger gennem livet og gøre det modsatte, hvor det er muligt.
Det vil jeg gerne folde lidt mere ud. Emnerne er:
Manglende indbetaling til kapitalpension
Fravalg af efterløn
Manglende investering/opsparing som konsekvens af fravalg af efterløn
Manglende indbetaling til pension under sabbatår
30% ordningen ved selvstændig virksomhed
Aldersopsparing og ratepension
Investering
Man kan kalde det en form for “oprydning i uhensigtsmæssigt økonomisk adfærd”.
I dag skal jeg til “en alvorlig samtale” med min tidligere leder og den pt. fungerende leder.
Efter mere end 25 år i branchen er jeg ret sikker på, hvad der skal ske og jeg er så forberedt man kan være på det som vil ske.
I det mindste går næste del af mit (erhvervs)liv videre.
På er dyk i Maldiverne for mange år siden, blev jeg taget af en nedadgående strøm. Uanset hvor meget jeg kæmpede, så kunne jeg ikke komme op. Lige inden jeg droppede mit bly, så min mand mig kæmpe og kom ud til mig.
Sammen kom vi hen til der hvor strømmen slap, og vi kunne komme i læ og senere op.
Dengang lærte jeg, at hvis du bliver trykket ned af en modstrøm, er der en grænse for hvor længe du skal kæmpe imod, hvis du vil overleve.
Men også, at på et tidspunkt vender strømmen, og så kan du komme i sikkerhed og i land igen.
Jeg håber på at dagen i dag bliver der hvor strømmen knækker.
Og hvis ikke?
Så er der stadig luft tilbage i dykkerflasken og en båd der venter på at samle mig op.
Oprindeligt skulle jeg have været nået op på fuld arbejdstid, inden min sommerferie startede, i slutningen af juli. Men da jeg ramte omkring 18 ugentlige timer, ramlede verden omkring. Udover at alt blev uoverskueligt, var det også kaos. Jeg mistede troen på, at jeg nogensinde kunne få en normal tilværelse igen.
Så jeg gik ned i tid igen og holdte derefter 4 ugers ferie. Under ferien blev tilværelsen udholdelig igen.
August
Mens juli gled over i august tilbragte jeg 10 dage ferie på Kreta med min søster, hendes børn, svigerbarn og barnebarn.
Efter et stop i DK igen, drog min mand og jeg i de efterfølgende 3 i bil gennem Europa. Smuk og bjergtagende natur og skønne dage, hvor mit system fald til ro, da jeg kom ned i gear.
Gennem byer og over bjerge, på restauranter og vingårde. I et Europa, der dog var noget varmere end vi havde regnet med og planlagt.
De første 3 dage tilbage på arbejdet gik fint og så kolapsede min (arbejds)verden.
Noget var måske ferieblues, men det mest var eksplosionen af en arbejdsmiljøsag. En sag, der var startet op i foråret 2023, havde ulmet gennem året, indtil det blev forsøgt begravet i foråret 2024.
Men istedet for at dø, viste det sig at noget havde gæret og til sidst sprak det hele, på en uventet måde.
Det er ikke kun hos Moderaterne man kan få “en aftale man ikke kan afslå”. Men det skulle dog vise sig at det kun var begyndelsen.
Selvom august var varm, var sommeren endegyldigt overstået.
September
I september nåede jeg, hårdt presset af min mand, til den erkendelse, at jeg ikke ville kunne komme til at arbejde på fuld tid igen. Ikke nu. Måske aldrig.
Og jeg rakte ud til min leder og ham over ham. Et forsøg på at gå i dialog om en løsning. Jeg kunne fortsat noget, har en viden og en evne der kunne gavne kollegaer og organisation. Og min hjemkommune var med på det og forlængede mine sygedagpenge med henblik på arbejdsprøvning.
Og mens det blev sensommer og høsttid, hørte jeg .. absolut ingenting.
For ikke at blive vanvittigt, eller gå helt i stykker over ikke at kunne få en afklaring på fremtiden, forsøgte jeg at brænde al den adrenalin og kortison min krop var fyldt med ved at være så fysisk i min have og ved at rydde op.
Eller så fysik som min konstante svimmelhed tillod. Jeg har aldrig tidligere væltet så meget rundt som i denne september.
April startede fint ud. Forårets komme, min fars flytning og 87 års fødselsdag … og mig der skulle starte på arbejdet igen. 2×2 timer om ugen. Alt lysnede og babyen voksede.
Men midt i flytteriede opdagede vi, at min far havde været udsat for groft tyveri og bedrageri på plejehjemmet, hvor han boede. Det viste sig at der stod en medarbejder bag.
Gennem tre nætter havde vedkommende taget min fars telefon fra ham og i samarbejde med flere andre havde de styret hans mail, bank og MitID og gennemført indkøb betalt med hans kort.
400.000 kr havde de købt for, derefter havde de så fået kortet lukket og bestilt 2 nye kort, med højere beløbsgrænse. Og kortene skulle have været sendt til den fraflyttede bolig, så svindlen kunne fortsætte.
Vi fik lukket hullerne. Medarbejderen blev bortvist og politiet er stadig ikke gået igang med at undersøge sagen. Plejehjemmet har ikke ville anmelde medarbejderen til politiet. Og vi blev bare bestyrket i, at det var godt at få ham væk fra det plejehjem.
Træerne vokser ind i himlen på det nye plejehjem, men det er meget bedre end det gamle. Og i begyndelsen fik min far en stor opblomstring.
Jeg havde også selv en tro på fremtiden og da jeg først fik lagt min frustration over politiets ineffektivitet bag mig, kunne jeg bedre være i mit liv og min tilværelse… og jeg gik så langt som til at tro på en kommende normalitet, at jeg planlagde en forsinket fødselsdagsfejring, der skulle finde sted om sommeren.
Jeg arbejdede stadig så lidt, at jeg havde overskud til at mødes med folk og bl.a. fik gåtur med hest og en københavnertur med udsigt til den nedbrændte Børsen.
Maj
Noget af det fedeste ved maj, var og er den tro og grokraft der er ved foråret. Og det her forår blev det endda krydret med at vi fik afsat en stor del af min svigermors arvestykker, til min nieces svigerfamilie, så vi kunne komme videre med oprydningen efter hendes død.
Jeg var ude og prøvesmage is og bær, hvor min kommende fødselsdagsfejring skulle holdes – og min far har frisk nok til at komme med. Jeg arbejdede mere, men stadig på et niveau, så jeg kunne lave noget ved siden af.
Maj bød også på en af årets fineste oplevelser: en tur til Stedsans in the Woods, i Sverige med en veninde. Det har fred i sjælen toppet med ro i hjertet. Derudover var maj hyldeblomster og forsommerglæde i det jyske.
På mit arbejde var det ikke helt så nemt. En arbejdsmiljø sag eskalerede og begyndte at få det mere vanskeligt med at følge med, efterhånden som arbejdstiden øges.
Juni
Vi fik endelig spredt min stedmors aske ved en fin ceremoni. Og endnu et livskapitel blev lukket.
Og livet går ubønhørligt videre, både for dem der er i sorg og dem der ikke er.
Udesengen kom op. Men sommer i Danmark blev aldrig helt en del af min 2024.
Min fødselsdagsfejring blev gennemført i regn og kaos. For mit liv smuldrede frem mod sommeren. Jeg glemte alting og kludrede i resten.
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem