I dag er det 86 dage siden, jeg første gang fik at vide, at jeg ville blive afskediget.
Og det er ikke sket endnu.
133 dage siden, det “sygemøde” blev afholdt, hvor min mand, tillidsrepræsentant og jeg sad tilbage med oplevelsen af, at de ville af med mig.
Og 160 dage siden jeg sendte min leder og dennes leder en mail, hvor jeg bad så inderligt, om vi ikke kunne starte en dialog.
En dialog hvor vi kunne drøfte muligheder, fordi jeg havde indset, at jeg ikke ville kunne komme tilbage på fuld tid, men stadig havde en masse viden, der ville kunne gøre gavn i virksomheden.
En udstrakt hånd, der aldrig blev taget.
I alt den tid har jeg arbejdet det jeg har kunnet. Mødt ind, dag efter dag. Sagt til mig selv og andre, at der ikke er taget en beslutning, før der er taget en beslutning. Gjort mit bedste.
Rådgivet. Støttet. Ryddet op.
Og jeg er sprød som is på en vandpyt nu.
Det er 12 dage siden min frist for at aflevere mit partshøringssvar udløb, og jeg venter stadig på en afgørelse.
Nu prøver jeg mentalt at forberede mig på, at jeg højst sandsynligvis modtager min afgørelse om afsked på min fødselsdag.
For det er den sidste dag i februar og de fleste af de dårlige beskeder jeg har modtaget i det her forløb, er faldet på en fredag.
Og den der normalt kerer sig om sådan nogen detaljer, er mig.
Min stilling er i øvrigt slået op. Klar til at blive besat til anden side.
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem