Et enkelt glas af de gode grønne tomater blev det til, men da lagen var kogt til et kilo, står den nu og venter på næste hold umodne tomater.

Første gang jeg lavede syltede grønne tomater, stod det mere end et år i mit skab, før der endelig blev taget mod til at sætte tænderne i dem.

Og hvilken herlig overraskelse det var og helt klart en af de gode. Men der skulle gå noget tid, inden jeg fik umodne tomater i hænderne og dermed mulighed for at gengøre herligheden.

Jeg er dog spændt på hvordan de kommer til at smage denne gang, for en ukoordineret livsstil gjorde at de kom til at stå i eddikelagen en del længere end påkrævete (anbefalet?) – faktisk omkring 8 dage længere end de skulle.

Men nu er de kogt og så må jeg jo se om eddikeforlængelsen er en fornøjelig tilføjelse eller ikke helt det der skulle til.

Og så er det jeg tænker, dem der fandt på overhovedet at sylte grønne tomater, der første gang, jo også måtte have følt at de vovede sig ud på dybt vand … for det er jo ikke ligefrem en fornøjelig spise, sådan en umoden tomat.

Ja, jeg ved det ikke, men det så ud som om det ikke var ren fornøjelse der gik over søsterungens ansigt, da han i startprocessen fik lov til at gufle en af tomaterne i sig … med et adr og et badr.. røg den direkte i affaldsposen.

Jeg håber at dem jeg har stående på glas, ender med at få en anden skæbne.

Og mens det dyrebare glas er stillet på plads i skabet, står en omgang hyldeblomst saft på komfuret og med tilsætning af sukker og vinterkrydderier er det i gang med at transformere sig til den allermest delikate krydrede hyldeblomst sirup og jeg ved, at der er bud efter den, både i eget og andres køkkener.