Det må være de mandlige hormoner i mig, der slår i gennem når jeg bliver syg. Altid er jeg på grænsen til død.
Også denne gang. Var døden nær i nat, halsen strammede sammen og lungerne blev hostet op i små grønne bidder.
Efter to dage lænket til sengen (og den dårlige samvittighed over at svigte på arbejdet) er jeg endelig så småt kommet ovenpå.
Når alt skal være ret, så er det da ret godt timet. Nåede til at kigge ud af vinduet i dag – det ser trist ud derude. Mon verden savner mig?
Skriv et svar