siger de kloge jo.

Og der må jo være noget om snakken – for hvordan kan det ellers forklares at jeg, efter jeg er holdt op med at ryge, pludselig har fået en overdreven interesse for at løbe?

Jeg kan åbent erkende, at jeg ALDRIG nogen sinde har fundet nogen form for motion, den mindste smule interessant. Jeg har dyrket forskellige ting, i forskellige perioder af mit liv – men det har aldrig været lysten der har drevet værket.

Men som et lyn fra en klar himmel er den så kommet – den der lyst. Lysten til at løbe, fornøjelsen i selve løbet. Glæden ved at bruge kroppen. Jeg kan mærke at jeg bliver bedre dag for dag. Hele tiden lidt mere, lidt længere, lidt hurtigere – og jeg fornøjes med det.

Og jeg fatter det ikke. Jeg forstår ikke hvor den er kommet fra – den der glæde og lyst. Jeg er oprigtig undrende over at jeg nærmest længes efter at trække i løbetøjet og komme ud og løbe. Men det allermærkeligste er at jo mørkere, vådere, blæsende og ruskende det er – jo federe synes jeg at det er.