Jeg kan mærke på mig selv at jeg er stresset, når jeg begynder at gå i cirkler. Cirkler der bliver mindre og mindre og til sidst er så små at jeg falder over mine egne fødder.

Når min verden er sådan at:

– jeg snerrer af alle og mener at alle andre er dumme, alle til hobe, uden undtagelser,

– jeg finder selv den mindste ting, opgave eller bare det at holde en lille pause uoverskuelig,

– jeg ikke kan tage fat på en opgave for at løse den, men istedet sidder og prøver at prioritere de opgaver der ligger på bordet – om og om igen,

– jeg får tunnelsyn

– og ondt i ryggen, skulderne, maven – fordi alting spænder i mig

Jeg prøver at sige til mig selv, at det går over. At de deadlines der skal nås vil blive nået, at det snart bliver bedre – og jeg ved at det er sådan det er – og det er nok det vigtigste i det her: Jeg ved det går over, ved at om kort tid, vil jeg igen være til at holde ud at være sammen med – også for mig selv…