På vej ned af Kømagergade blev jeg halvejs taklet af et ufint spørgsmål;

“Har du lyst til at hjælpe med at stoppe vold mod kvinder?”

Og mens mit “Nej tak” allerede var over mine læber – fordi jeg pr. refleks altid smiler og siger “nej tak” til folk der forsøger at sælge mig noget på gadem – kunne jeg mærke en frustration og vrede stige op i mig.

Det er sgu et unfair spørgsmål – for selvfølgelig vil jeg gerne gøre hvad jeg kan for at stoppe vold mod kvinder. Hvem med hjerte og hjerne det rette sted vil sige nej til det?

Og jeg gør det hvor jeg ser det og kan gribe ind. Jeg har interveneret flere gange på gaden, ringet til politiet pga. vold i min ejendom, været frivillig en kort periode i Dannerhuset – og talt alvorsord med kvinder jeg af forskellige årsager kunne se (eller troede) var i voldelige forhold.

Så ja, jeg vil gerne stoppe vold mod kvinder – men nej tak – jeg vil ikke købe et medlemsskab hos Unicef Amnesty som det jo i virkeligheden drejede sig om.

Jeg kan godt lide Unicefs Amnestys arbejde – men jeg bryder mig ikke om deres hvervemetoder.