Jeg bekæmpede kulden med en gang simrechilli.

Inderlåret af en ko. Skåret i store og små bidder, stegt i små portioner, så de får stegeskorpe istedet for at koge. Med løg. Og bønner, der ikke er fra en dåse.

Krydret med chilli, chokolade og vanilje … og kogt indtil kødet trævler.

Og jeg husker nu, at jeg glemte at give det en porter … og det er jo ellers det, der er med til at give det smagsdybden.

Tomater og lidt bouillion giver det noget af fylden.

Og kunsten ligger i at dosere chillien, så den bider på tungen uden at den brænder i halsen (og halen når den kommer ud igen).

Og det gjorde jeg godt.

Doserede den altså.

Og mens jeg stod og kælede for maden og havde en gryde med chilli, der boblede med store fede rødbrune *bløp*, en anden der buldrede med bønnerne og en tredje hvor risen stod helt stille og trak, tænkte jeg at dagene med tid til simremad, er ved at være talte.

Og selvom jeg glæder mig til at komme tilbage til arbejdslivet på mandag, så er jeg meget bevist om hvilken glæde det også har været, at have mere tid til rådighed, de sidste fire måneder – og hvilken sjælden fornøjelse det er, at lave mad der skal stå og simre og tage smag, form og farve på et komfur i timevis.