Man opdrager sine børn, så de bliver som man vil have dem – tror jeg nok det hedder. Hvis det er sandt, så ser det sgu’ lidt sløjt ud for landet – men det forklarer fedmeepidemien og nogen af trafikulykkerne, når man på en hel almindelig onsdag kan støde ind i dem her:
Episode 1:
Jeg stod og hang i køen og hørte en damestemme spørge:
“Skal du ikke have noget slik”
“Nej tak mor, det er usundt” svarede han.
Og så svarede hun: “Åhr, kom nu – jeg ved at du har lyst”
Det er nu alligevel sjældent at man hører en mor, prøve at lokke slik i et af sine børn.
Men han var mærkværdig standhaftig, selvom hun på flere forskellige måder forsøgte at kyse ham til at tage noget slik. Til sidst endte hun med selv at tage to boser boljser “til skålene du ved“.
Episode 2:
Mens jeg drejer om hjørnet hvor jeg bor, er jeg ved at blive kørt ned af en cyklist. Med en barn på bagagebæreren har denne far valgt, at køre i fuld fart, modsat ensretning på en mørk gade og uden lygter. Nå, ja – så skulle han da også lige råbe efter mig, fordi jeg ikke havde set ham.
Nogen siger det er samfundet skyld det hele … men lur mig om forældrene ikke også ind i mellem er blandet ind i det…
Der er meget få tilfælde, hvor man prøver episode 1-tingene. Der er børn med udviklingsforstyrrelser, f.eks. autisme, som er panisk angste for madvarer udover måske fem slags, som de så lever af. Derfor prøver man som forælder alt muligt vanvittigt for at få ungen til at spise hvad som helst andet for at prøve at udvide smagshorisonten. Om det er tilfældet her, skal jeg naturligvis ikke kunne afgøre, men tanken slår mig, når jeg læser drengens gammelkloge svar. :-)
Jeg kender en familie, som var til familiesammenkomst med almindelig larm, og pludseligt hører man moderen (til dreng med autisme) sige: “Nej, Peter, du får først havregrød, når du har spist din is!” – de var lige netop i gang med at udvide barnets smagshorisont, og han var virkelig stædig, og så er den slags en mulighed… :-)
… eller en spiseforstyrrelse.
Det kan du have helt ret i Anne.
Det fremgår ikke at teksten, men der var tale om en tilsyneladende helt normal ung mand (i starten af 20’erne).
Bare for sært, altså. :-)