Jeg vil slet ikke gå ind i hele “kvinder ctr. mænd” eller “toiletbræt-op-eller-ned-diskussionen” men hæve min røst til fordel for gennemførelse af en lille smule pli på de offentlige toiletter.

Jeg har et problem med at blive mødt ñ so to speak ñ ansigt til ansigt med andre mennesker fækale eller urinale-efterladenskaber, når jeg træder ind i det lille rum, hvortil jeg ønsker at trække mig tilbage i ensomhed.

Jeg ved jo godt med min fornuft, at vores uni-sex toilet her på arbejdet, bruges af andre end mig. Men det vil jeg helst slet ikke tænke på eller mindes om. Derfor er det en grænseoverskridende oplevelse, når jeg træder ind og mødes med en kumme fuld af en andens mørkegule morgenÖtis.

Og jeg undre mig over at et andet menneske, er så stolt af sin egen formåen, at vedkommende ligefrem mener, at synet vil være en gave for den næste der træder ind i rummet.

Taí dig sammen mand og træk ud!

Hvor jeg ved fra at det var en mand?

Brættet var oppe!